Public service-medierne har svigtet under coronakrisen

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]DR og TV2 har i stort omfang fungeret som ukritisk talerør for Mette Frederiksen og hendes ministre, skriver Christian Strarup i dette debatindlæg.
Af Christian Strarup, MBA
Mønsteret er det samme. Flankeret af repræsentanter fra Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, politiet m.v., toner stats- eller sundhedsministeren frem på skærmen og via et pressemøde pålægger de befolkningen nye restriktioner. Argumentet er angiveligt ”myndighedernes anbefaling”. 
Straks pressemødet er slut, interviewes en virolog eller lignende som dels udlægger restriktionerne som netop er blevet forkyndt, og derudover – som en selvfølge – bakker op om de nye restriktioner. 
Problemet er bare, at ingen stiller sig undrende. Eller i hvert fald, så bliver de undrende stemmer i debatten kvalt eller får ringe kår for at komme til orde. 
Samtidig ved vi – efter utallige oprulninger i den skrevne presse – at regeringen har skubbet myndighederne foran sig, når det viste sig belejligt for dem. Og i helt grelle tilfælde direkte løjet om, hvad myndighederne i virkeligheden har anbefalet. Det skaber et tillidsbrud, som det vil tage år at genopbygge. 
Selvom statsministeren og andre nærmest udskammer folk, som ikke nærer tillid til myndighederne, så er jeg ikke bleg for at indrømme, at min tillid til det, myndighederne siger, er lig nul. 
Det er ikke det samme som at jeg ikke har tillid til myndighedernes ekspertise – men jeg føler mig ikke sikker på, om en anbefaling eller restriktion er politisk motiveret eller bunder i faglig ekspertise. 
Og her spiller de landsdækkende medier en trist rolle. For med den ensidige dækning af pressemøder, hvor tandløse journalister, primært fra DR, agerer mikrofonholdere for regeringen, hæmmes den frie debat og den undren, som skal bringe os videre. 
Eksempelvis mindes jeg ikke, at hverken TV2 eller DR på noget tidspunkt har givet airtime til kritikere af nedlukninger. Og der ligger altså akademisk forskning og studier som peger på, at nedlukninger kun har ringe til ingen effekt overhovedet. 
Selvfølgelig undrer det ikke, at regeringen ikke finder det belejligt at inddrage f.eks. professor Christian Bjørnskovs studier, for han er jo i opposition til regeringens førte coronapolitik. Men det undrer, at en skattteyderbetalt økonomiprofessor, som har bedrevet studier af høj akademisk kvalitet, ikke kommer til orde – blot fordi han har en anden holdning. Det burde de landsdækkende public service kanaler sikre. 
DR og TV2 har i stort omfang fungeret som ukritisk talerør for Mette Frederiksen og hendes ministre. Den kritiske journalistik blev udskammet den dag, da Mette Frederiksen tog Henrik Qvortrup i skole, og skældte ham huden fuld for rullende kameraer. 
Den meget unuancerede tilgang fra de landsdækkende medier medfører også, at vi kun får halvdelen af sandheden om regeringens corona-håndtering. Vi er nærmest fuldt oplyst om, hvor mange liv regeringen har ”reddet” – men når Mette Frederiksen orienterer os om, at regeringen tager en ”kalkuleret risiko”, så savner jeg i den grad en kritisk journalist som beder om at se risikoberegningen.
For ikke nok med at regeringen har hjemtaget svimlende lån, så beder man også kommende generationer om at betale regningen. Altså de generationer, som pt. lider af ensomhed, depression osv. på grund af netop nedlukningen.
Man fristes til at bede regeringen tale med en hvilken som helst økonom om begrebet ”offeromkostning”, for vi har ikke på noget tidspunkt set eller fået italesat, hvor store konsekvenserne kunne være for alle de samfundsgrupper, som ikke umiddelbart er i risikogruppen for COVID-19, men som bliver ramt økonomisk, menneskeligt og socialt på grund af den massive og langvarige nedlukning.
En nedlukning, som vi med hjælp fra bl.a. professor Christian Bjørnskovs studier nu ved, ikke virker. 
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?