Den kinesiske regerings behandling af det muslimske mindretal uighurerne overtræder på en række områder FN’s folkedrabskonvention.
Sådan lyder det i en ny rapport udarbejdet af over 30 eksperter for tænketanken Newlines Institute for Strategy and Policy. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
FN og flere andre organisationer har igennem nogle år beskrevet, hvordan en million uighurer og andre muslimske mindretal holdes fanget i interneringslejre.
Lejrene er ifølge Kina oprettet for at modvirke ekstremisme. Men ifølge rapporten bidrager de til folkedrab.
– Uighurer lider voldsomt både mentalt og fysisk under systematisk tortur og ondskabsfuld behandling. Det gælder voldtægter, seksuelle overgreb, udnyttelse og offentlig ydmygelse udført af vagter i lejrene, står der i rapporten ifølge AFP.
Rapporten beskriver ifølge nyhedsbureauet blandt andet, at uighurkvinder steriliseres ved tvang, mens yngre mænd interneres. Dermed forhindrer Kina, at befolkningen kan opretholdes.
Derudover beskriver rapporten, at Kina forsøger at “udrydde” uighurernes identitet og kultur.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps regering erklærede i januar i lighed med rapporten, at Kina begår folkedrab.
Den vurdering ser præsident Joe Bidens administration ingen grund til at ændre, siger talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Ned Price tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Yonah Diamond er juridisk rådgiver for ngo’en Raoul Wallenberg Centre for Human Rights og har været med til at udarbejde rapporten.
Han fortæller til CNN, at mange misforstår begrebet folkedrab og tror, at det kræver beviser for, at der foregår massedrab.
– Det egentlige spørgsmål er, om der er nok beviser til at vise, at der er en hensigt om at tilintetgøre en gruppe som sådan. Og det er det, som denne rapport viser, siger han ifølge det amerikanske medie.
Uighurerne i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina er et tyrkisk og muslimsk folkeslag.
Der findes omkring 11 millioner uighurer. Langt de fleste har hjemme i Xinjiang. De praktiserer en moderat form for sunni-islam.
I 1949 udgjorde uighurerne 90 procent af befolkningen i Xinjiang. I dag er de i mindretal efter flere års massiv indvandring af etniske hankinesere.
/ritzau/