Regeringen fejrer rekordstort fald i ledigheden – men hvor stor en del af faldet skyldes testcentrene?

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Mens regeringen fejrer, at 40.000 personer er kommet i beskæftigelse i løbet af foråret, er 21.600 personer ansatte i midlertidige, skatteyderbetalte stillinger i landets test- og vaccinecentre. Det viser tal, som Indblik er kommet i besiddelse af.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Ledigheden faldt med 40.000 personer i løbet af foråret.

Sådan lød de gode nyheder i starten af juni fra Beskæftigelsesministeriet. Nyheden kunne læses i alle danske medier, se f.eks. her hos Berlingske.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, kunne i Berlingske-artiklen knap få armene ned og kaldte det for “et helt vildt tal”, der ifølge ham var udtryk for opblomstring i dansk erhvervsliv efter en hård og langvarig nedlukning.

Et fald i ledigheden på 40.000, men 21.600 ansatte i test- og vaccinecentre

Men når ledigheden tilsyneladende falder så meget, og cheføkonomer jubler, mens beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på Facebook fejrer det “største månedlige fald i den officielle statistiks historie” i arbejdsløsheden på 13.900 personer i maj i år, melder der sig ét særligt spørgsmål på banen: Hvor stor en del af dette fald skyldes midlertidige, skatteyderbetalte ansættelser i test- og vaccinecentre?

Det har Indblik sat sig for at undersøge, og efter længere tids ventetid har vi også modtaget de officielle tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Tallene er godkendt af beskæftigelsesministeren selv og er baseret på en opgørelse fra Justitsministeriet.

Heraf fremgår det, at der i maj var 16.800 ansatte hos de private leverandører af coronatest. Det svarer ifølge ministeriet til 6.900 fuldtidspersoner.

I regionerne var der i vaccinecentrene i juni måned 4.900 ansatte, svarende til 2.900 fuldtidspersoner.

I alt betyder det, at 21.600 personer i maj/juni var beskæftigede i landets test- og vaccinecentre. Det svarer til 9.800 fuldtidspersoner.

Disse personer er blevet ansat løbende siden omkring årsskiftet, men særligt i forårsmånederne, hvor både test- og vaccineindsatsen har toppet.

Tabel fra Beskæftigelsesministeriet

Det skal ifølge Beskæftigelsesministeriet bemærkes at antallet af beskæftigede hos de private leverandører er opgjort for maj måned, og at der i perioden fra midten af maj til starten af juni har været en nedgang i testaktiviteten på ca. 20 procent. 

Der forventes fremadrettet ligeledes færre beskæftigede i takt med mindre behov for test, som følge af at flere bliver vaccinerede.

Cheføkonom: Regeringen bør tilpasse indsatsen til situationen

Ifølge tænketanken CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen er der tale om “interessante tal” fra Beskæftigelsesministeriet.

Han mener, at vi bør indstille os på et scenarie, hvor vi mangler arbejdskraft i dansk økonomi, og henviser til virksomheder indenfor f.eks. hotel- og restaurantbranchen, som allerede nu har svært ved at finde medarbejdere – bl.a., fordi det er svært at konkurrere med den favorable, skatteyderbetalte løn, som podere i landets testcentre får.

– Det er interessante tal. Der skønnes i alt at være ca. 18.000 personer ansat i private testcentre og i regionerne i juni. Omregnet til fuld tid er der tale om godt 8.000 personer. 

– Det er rigtig mange og det falder sammen med, at ledigheden faldt med 13.900 til 115.300 i maj måned. Det er et meget stort fald og i de kommende måneder kan ledigheden dykke til før-corona-niveau. 

– Og vi må derfor indstille os på et scenarie med mangel på arbejdskraft i dansk økonomi. Mange virksomheder inden for hotel, restaurant og byggeri melder allerede om stor mangel på arbejdskraft, siger Mads Lundby Hansen til Indblik.

Samtidig mener Mads Lundby Hansen, at det er vigtigt, at regeringen tilpasser antallet af ansatte i landets testcentre til de aktuelle smittetal.

Ellers vil det skade virksomhedernes muligheder for at finde medarbejdere, lyder det.

– Det er særdeles vigtigt, at regeringen dimensionerer antallet af ansatte i forhold til smittetallet. Er der nemlig for mange ansatte i testcentrene, så skader det unødigt virksomhedernes muligheder for at besætte ledige stillinger. 

– Desuden koster det skatteyderne penge, hvis antallet af testmedarbejdere ikke nedbringes i et passende tempo i forhold til smitte-situationen, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

Indblik arbejder på at få en kommentar til sagen fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?

Subscribe

* indicates required

.

Vi opbevare din data sikkert, og du kan til hver en tid melde nyhedsbrevet fra igen

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp's privacy practices here.