Regeringens nye indgreb mod rygerne møder kritik: “Det er jo ren molbo-logik”

Foto: Shutterstock

Regeringens nyeste påfund i kampen mod rygerne møder kritik.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Den socialdemokratiske regering vil nu regulere antallet af cigaretter i pakkerne, så der højst må være 20 stk. i en pakke. 

Som begrundelse angiver skatteminister Morten Bødskov (S), at det skal sikre prisgennemskuelighed og begrænse impulsen til at ryge mere.

Men begrundelsen hænger ikke sammen med virkeligheden, mener Jonas Herby, specialkonsulent i tænketanken CEPOS. 

Specialkonsulent: “Ren molbo-logik”

I 2011 indførte daværende sundhedsminister og nuværende social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) et minimum for antallet af cigaretter i en pakke på 20 stk. 

Begrundelsen dengang var, at tobaksfirmaerne ikke skulle kunne omgå effekten af de nye afgifter på tobak for at fastholde rygerne.

Astrid Krag, der dengang var medlem af Socialistisk Folkeparti, udtalte sig i 2011 til statsmediet DR om tiltaget.

Det undrer Jonas Herby, at regeringen er vendt på en tallerken og nu bruger det omvendte argument, end det Astrid Krag fremførte i 2011. 

– De bruger præcis det modsatte argument end S-regeringen gjorde i 2011, da den indførte et minimum for antallet af cigaretter i en pakke på 20 stk. 

– Dengang var bekymringen, at folk ville ryge mere, hvis tobaksfirmaerne puttede færre end 20 cigaretter i pakkerne. Og nu er bekymringen, at folk ryger mere, hvis tobaksfirmaerne putter flere end 20 cigaretter i pakkerne. Det er jo ren molbo-logik. 

– Der er intet magisk ved tallet 20. Det virker som om de opfinder et argument til lejligheden uden at tænke nærmere over, om det logisk hænger sammen, siger Jonas Herby til Indblik.

“Det er en meget, meget mærkelig begrundelse”

Jonas Herby køber heller ikke argumentet om, at reguleringen skulle sikre mere prisgennemskuelighed.

Det er ellers et argument, som skatteminister Morten Bødskov selv slår på tromme for i en pressemeddelelse fra denne uge.

– Det er en meget, meget mærkelig begrundelse. Butikkerne må slet ikke skilte med prisen på cigaretter, så at hævde, at man bekymrer sig om prisgennemskuelighed virker relativt søgt. 

– De steder, hvor man kan finde priser på cigaretter, skal butikkerne desuden oplyse stykprisen, så argumentet holder ganske enkelt ikke, siger Herby.

Strafafgift på nikotinposer er misforstået

Med lovforslaget vil regeringen også lægge en afgift på 11 kroner på nikotinposer. 

Det kan du læse mere om her.

Også her er Jonas Herby skeptisk.

– Jeg kan sagtens forstå, at man er bekymret for unge, der bruger nikotinposer. Men forslaget vækker alligevel to bekymringer i mig, siger han til Indblik og fortsætter:

– For det første kan vi ikke styre, hvad de unge gør, hvis de synes, at nikotinposerne er for dyre. Hvis de skifter til cigaretter, er det en markant forværring, fordi cigaretter er sindssygt farlige i forhold til nikotinposer. 

– Samtidig gør man et alternativ til cigaretterne for eksisterende rygere dyrere, og det kan også bidrage til at fastholde eksisterende rygere på cigaretterne. En person, der skifter fra cigaretter til snus, opnår næsten samme levetidsforbedring som en person, der helt stopper med at ryge. Man risikere let at opnå det modsatte af, hvad man ønsker.

Regeringens lovforslag er i høring frem til 15. oktober.

[adning id="17957"]

Fik du læst?