Selv mens vi vidste, at Trump stod godt i meningsmålingerne, lukkede statsministeren øjnene for realiteterne og opsagde det brede pensionsforlig fra 2006 – juvelen i dansk økonomi. Efter at have vundet to valg på pension, så skal landets økonomi og vores sikkerhed finansiere endnu en Socialdemokratisk valgkamp. Selv om de fleste kan se, at det er uklogt, vil statsministeren ikke opgive sin idé, selvom udgifterne tårner sig op i horisonten.

Det blå Alternativ forekommer udsigtsløst

Medmindre Støjberg, Messerschmidt og Løkke finder hinanden, vil skæbnen, at Mette Frederiksen selv kommer til at kæmpe de voldsomme internationale udfordringer og udgifter på plads. Og det er måske ikke urimeligt at den der vil bruge pengene må blive på broen og stå til regnskab. Ukraine, dansk forsvar, amerikansk importtold, truslerne mod Bidens investeringspakke (IRA), Novo og vores hjemlige udfordringer med en energipolitik i slæbegear. Alt det er statsministeren faktisk godt klædt på til at kaste sig ind i. Efter at have hørt Inger Støjberg sige, at vi kun skal producere den energi, som vi selv kan bruge, så er der ikke noget troværdigt blåt alternativ i Danmark. Et ”frilandsmuseum” som det, Danmarksdemokraterne forestiller sig, kan på ingen måde fremtidssikre en åben og eksportorienteret økonomi som den danske.

Demokratisk værnepligt og jobansøgninger

Donald Trump vandt en klar sejr og det var godt for tilliden til det amerikanske demokrati. Nu sikrer Demokraterne er fredelig magtoverdragelse, og så har Trump 4 år til at indfri valgløfterne med Kongressen som medspiller. Det er historisk medvind.

Resten af verden ønsker Trump tillykke med valget, og forsøger at komme i dialog med den nyvalgte præsident, for at bejle til positiv særbehandling.

Men der er også en anden gruppe som bejler til Trump. Det er alle de hundreder af politikere og lobbyister, som håber at blive en del af inderkredsen de kommende 4 år. Det handler om folk fra de godt hundrede konservative tænketanke – loyale folk fra den gamle 2016 inderkreds – og dem, der har været aktive i kampagnen denne gang. Vi kommer til at møde to af inderkredsfolkene i denne artikel. Varedeklarationen på situationen i Washington lige nu er, at Trump vælger og vrager i et kæmpe marked af politiske ideer og personprofiler. Denne kommentator tør godt fastslå, at Donald har det som blommen i sit guldæg i disse uger.  Det er en drømmeposition for Trump, og minder om Apprentice dagene, hvor han kunne “hire and fire” døgnet rundt.

MAGA

På hjemmebanen i USA er der delt gaver ud, så det er næsten kun er illegale immigranter og kvinder i stater hvor religionen råder, som frygter for fremtiden. De fleste amerikanere kan håbe, at Trump er i stand til at indfri sine valgløfter om en verden uden krig og med mere overkommelige forbrugerpriser.

I den store verden udenfor Nordamerika er det næsten omvendt, for handelskrige og toldmure vil få priserne til at stige for de fleste – inklusive de amerikanske forbrugere. Det er måske det bedste håb for frimarkedstilhængerne, at Trump indser, at hans egne borgere opnår endnu højere forbrugerpriser, hvis han indfører toldmure – medmindre USA kan og vil klare sig selv.

Trump har lovet at undgå at indlede krige og samtidig afvikle de, der allerede er startet på Bidens vagt. Derudover vil han gerne nedtone engagementet i NATO og øge kontingentet betragteligt.

Sikkerhedspolitisk er det op ad bakke for Ukraine og for NATO-landene.

Selv om det er barske udsigter, så er de fleste NATO-lande bevidste om rimeligheden i den nye militære byrdefordeling. Handelskrigen virker mere uigennemtænkt.

Relationerne over Atlanten

De tætte bånd mellem Europa og Amerika er falmet i sammenligning med interessen for Kina. Det er altså ikke en nyhed – Obama sagde det ligeud – det er i højere grad os, der nægter at se virkeligheden i øjnene.

Denne gang kunne amerikanerne vælge mellem Kamala Harris, der har rundet 60 år uden nogensinde at besøge Europa og Trump, der har udtalt sig temmelig nedladende om Europa – både i EU og NATO. Der er lidt en pest eller kolera den historie. Men det er fortid.

Vores opgave består nu entydigt i at få det bedst mulige forhold til Trump-administrationen, sådan at vi kan kæmpe for vores interesser.

Danmark positivt eksponeret

Formandskabet i Arktisk Råd fra årsskiftet, samtidig med medlemskabet af Sikkerhedsrådet og fra juli formandskabet for Det Europæiske Råd. De tre platforme bidrager til at profilere Danmark på den internationale scene, og giver under alle omstændigheder muligheder for at spille i en noget tungere vægtklasse end sædvanligt.

Jeg er sikker på, at Indbliks læsere er helt bevidste om, at når danske delegationer trækker jet-stream døgnet rundt, så er det ikke kun Finansloven og klimaet, der får nogle buler.

Realismen må indfinde sig

Amerikanerne er blevet en del mere nøgterne i deres vurdering af Danmark siden Marschall hjælpen og de glade halvtredsere. Vi red med på bølgen med stærke konservative og socialdemokratiske bånd til det nystartede CIA, et Socialdemokrati som tog frontopgørene med kommunisterne og statsministre, som skabte stærke bånd til Det Hvide Hus.

Hans Hedtoft og H.C. Hansen løb betydelige personlige risici i kampen for at sikre relationerne på tværs af Atlanten.

Vi elskede Anders And, Jitterbug, Supermand, Elvis, Marilyn, Ford Mustang, Cadillac, Kennedy, Sinatra og Danny Kaye. Men vi glemte, at grundlaget var skabt af Henrik Kauffmann og hans modige ambassadestab under en krig, hvor vi let kunne være endt på den forkerte side af historien.

Kauffmann fik os placeret sådan, at vi kom med i NATO og FN fra fødslen. Vi glemte hurtigt, at det var Grønland, som gjorde Danmark spilbar i de afgørende forhandlinger. Det druknede Statsradiofonien i samarbejdspolitikkens, Rebildselskabets og Kongehusets selvforståelse, og i takt med, at hjemmeværnet og taknemligheden – i forhold til den amerikanske befrielsesindsats – blev afløst af atommarcher og socialistiske fredsbevægelser, faldt vi vores amerikanske venner i ryggen!

Den kolde krig udviklede sig til et langt dobbeltspil, hvor et stadig mere uansvarligt Socialdemokrati lod NATO-fjendske typer som Lasse Budtz og andre modarbejde Regeringen Poul Schlüter med Ellemann som frontkæmper. De måtte knokle for at fastholde Danmark som NATO-medlem. Forsvarsviljen blev undermineret – finansieringen ligeså – og med Sovjets sammenbrud i ’89, besluttede et bredt flertal sig for, at tage fredsdividenden hjem til skolelærere og sygeplejersker og alt det andet gode, som amerikanerne måtte undvære, for at finansiere vores sikkerhed.

Obama bad os ganske håndfast om at leve op til vores forpligtelser, mens vi brugte vores aktivistiske forsvarspolitik og Grønland til fortsat at prioritere sygeplejersker fremfor soldater. Vi underholdt på gulvviolinen og i 2014 sendte Putin grønne mænd til Krim, og vi spillede bare endnu højere på gulvviolinen. Først da anden angrebsbølge mod Ukraine var en realitet, og Trump eksploderede i raseri over NATO-kontingenterne, skiftede vi holdning…

De mange år med falske melodier, har skabt et stort eventyr, om en stående styrke som i realiteten er et luftkastel. Alle de penge som skulle rette op på forsvaret er blevet brugt i Ukraine. Der skal ikke herfra lyde kritik af denne indsats, men forholdene på landets kaserner og flådeenheder er fortsat præget af bygningsskader, mørnede sæder og mangel på ammunition. Men vi har jo Grønland!

Hvordan med Øerne i Nordatlanten?

For det første vokser selvstændigheds-bevægelsen lystigt, og for det andet er der fortsat betydelige sociale problemer på Verdens største ø. Der er gjort en solid indsats for at styrke båndene mellem Syddanmark og Grønland, men tingene er i bevægelse, og ikke nok så mange tolkeindsatser i Folketinget – og erstatninger for fortidens overgreb på børn – kan stoppe udviklingen.

De cirka 60.000 grønlændere er på mange måder ombejlede. Ikke kun af Rigsfællesskabet og Amerikanerne. Også Kinesere og Russere bejler til de sjældne jordmetaller og den geopolitiske placering.

Danmark set fra Mar-a-Lago

Da Mette Frederiksen få døgn efter valget fik sine 12 glorværdige minutter med Donald Trump, var der 79 andre landes ledere, som på samme dag havde en tilsvarende samtale.

Det er rigtig fint, at være blandt de 40% første statsledere, men det er nok en god idé, at vi forsøger at se på os selv – gennem Trumps øjne.

Da Løkke skulle tale i telefon med Donald første gang, fik Lars lige nævnt, at Trump havde en svigerdatter med danske aner. Herefter råber Donald begejstret ud i det ovale værelse, at han talte med Kongen af Danmark… Vi kan stilfærdigt konstatere, at de fleste danske politikere ved mere om USA, end Trump ved om Danmark. Og det er nok ikke så overraskende, selv om det støder vores selvforståelse.

En samtale med glimt i øjet

Når vi ikke er med på en lytter i Florida, så kan man forestille sig, at Donald siger til JD:

“Danskerne kører med på gammeldags medier og æder det hele råt. De er enormt kritiske i forhold til MAGA, og det lille kongerige er jo ren kommunisme. Men de er sgu meget sjove og ikke så selvoptagede som de franske. De har jo formandskabet i EU i andet halvår, så vi får talt handel. NATO-kontingentet er vist også på plads. Men vi skal have lukket ned for deres brok omkring Ukraine og deres IRA-investeringer i Texas. Måske kan vi lande noget nu, mens de har formandskabet for Arktisk Råd, hvis vi freder deres fedmemiddel. Og så må vi reducere dem til naturlig størrelse på Grønland. Vi må se om der er basis for en samlet aftale, så vi kan få lukket Grønland ind som Free Association.”

Set fra Trump`s stol vil det spare København for en masse overvågning, hvis USA overtager kystlinjen og luftrummet. Trump`s forgængere har forgæves forsøgt at få kontrol over Grønland – Trump udtrykte det bare som ejendomshandler. Det er ikke første gang USA har villet købe Grønland!

I fremtiden bliver Grønland langt vigtigere – også på grund af Nordvestpassagen…

Da Trump ringede til Mette Frederiksen i 2019, opfattede Statsministeren købstilbuddet som en grovkornet spøg og afviste forslaget. Herefter blev Trumps besøg aflyst. Men de to fik forholdsvis hurtigt genoprettet deres professionelle relation.

Hvis den prøveballon som Trump omtaler, skal have nyt liv, så skal der forhandles. Parterne vil kende en række tildragelser:

Danmark og Grønland

• I forbindelse med salget af De Vestindiske Øer, opnår Danmark jurisdiktion over hele Grønland. Det er en kolonimagt som handler med en anden kolonimagt i 1914.
• Danmark kæmpede indædt for dansk suverænitet – i forhold til Norge – i trediverne, og vandt en juridisk afgørelse i Haag.
• I 1941 overtager USA forsvaret af Grønland, og etablerer 2 luftbaser. Grønlandstraktaten underskrives imod den danske regerings vilje af Henrik Kauffmann.
• I 1946 tilbyder USA at købe Grønland for 100 mio USD. Det blev afvist fra Kbh.
• I 1951 har USA etableret, Blue Jay basen, som senere kommer til at hedde Thule Air Base.
• I 1953 skifter Grønland status fra koloni til dansk amt ved grundlovsrevisionen.
• I 2009 anerkendes Grønland som selvstændigt folk i selvstyreloven, hvorefter det ikke er juridisk muligt, at sælge Grønland uden først at opnå tilslutning fra lokalbefolkningen.
• I 2019 tilbyder Præsident Trump den danske Statsminister Mette Frederiksen, at købe Grønland. Tilbudet bliver afvist.
• I 2023 skifter Thule Airbase, navn til Pituffik Space Base og har nu fokus på opsporing af, og eliminering af indkommende ballistiske missiler og spacedroner fra Kolahalvøen, hvor op imod 60% af Ruslands samlede nuklare våbenarsenal befinder sig. Den største fare imod USA vil med andre ord passere luftrummet over Grønland få minutter før nedslag i de første amerikanske storbyer. Opgaven vil i praksis forudsætte en række omfattende nye anlæg samt beskyttelse af disse.

Det er sket før, og det vil ske igen.

Forsøgene på at overtage den suveræne kontrol med Grønland, har hidtil været fremsat som uigenkaldelige juridiske overdragelser. Det som Trump tidligere betegnede som en ejendomshandel, var tilrettelagt lige så lokumskoldt i forhold til lokalbefolkningen, som salget af de Vestindiske øer. Men det er ikke længere en koloni.

Indsigten i disse dokumenter kommer nu frem takket være kilder fra inderkredsen i Trumps første periode.

Alexander Gray, som var viceassistent i Trumps Nationale Sikkerhedsråd, og Tom Dans, der arbejdede som kommissær for det amerikanske råd for Arktisk forskning, foreslår i et interview efter valget med Martin Breum – som formentlig er den danske journalist, som har dybest indsigt i Grønlandske forhold – at Trump administrationen, lader Grønland blive sidestillet med Marshalløerne, Palau og Mikronesien under Free Association programmet.

Ud over Statsministeriet og Udenrigsministeriet, følger både grønlandske og danske politikere og journalister sagen, men det vil være formålstjenligt med en tættere dialog, for at leve op til programmets navn, og for at respektere Rigsfællesskabets interesser.

Amerikanerne og Grønlænderne ser Free Association programmet udfra lidt forskellig vinkler

• USA tilbyder programmets økonomiske og sikkerhedspolitiske ydelser mod at få eneret på etablering af militære baser i Grønland.

• USA tilbyder programmets økonomiske og sikkerhedspolitiske ydelser således, at Grønlands selvstændighed sikres bedre end gennem Rigsfællesskabet.

• Forholdene for lokalbefolkningerne på Marshalløerne, Palau og i Mikronesien er ikke attraktive for Grønlænderne, når vurderingen foretages af Grønlændernes udsendte.

Man kunne let få den tanke, at Free Associations og Rigsfællesskabet tilsammen kan sikre at alle interessenter får mulighed for at overveje, sådan at der skabes optimale forhold for alle. Det må selvsagt indebære muligheden for at takke nej til nye amerikanske tilbud.

Her opstår en lille forstyrrelse i Free Association programmet, fordi det forudsætter, at Grønland frigøres juridisk og faktuelt fra Rigsfællesskabet.

Det betyder i praksis, at op imod 60.000 Grønlændere skal overføres fra det danske velfærdssystem med fri adgang til sundheds- og uddannelsesydelser til et amerikansk system, som vil ændre borgernes dagligdag fundamentalt. Hørings – og beslutningsprocessen kan ikke forceres, hvis løsningen skal være langtidsholdbar.

Her bliver vi reduceret

Idag kan vi ikke forsvare vores eget territorium og slet ikke leve op til vores solidaritetsforpligtelse i artikel 5. – og vi kan stadig ikke stille med en brigade til NATOs fælles styrkemål.

Hvad er det så vi har at byde på? Health Care til de overvægtige amerikanere, Energiløsninger til de voldsomt energiforbrugende amerikanere, Øer med sjældne jordarter i Nordatlanten, som i høj grad er placeret så de kan integreres i forsvaret af Nordamerika. Og så er det ikke sikkert at Donald Trump`s liste over danske fortrædeligheder er så meget længere.

Sagt lige ud, så kan denne liste gøres endnu kortere. Handel i EU, Forsvar i NATO og Grønland i Rigsfælleskabet. Sidste punkt er det vigtigste.

Isbjørnen sover, og man skal ikke vænne ryggen til den!