Socialistisk Folkeparti vil oprette et helt nyt ministerium, der skal sætte fokus på en af partiets mærkesager.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
I sidste måned kunne Indblik berette om, hvordan SF ville bruge 8 milliarder skattekroner på at opkøbe landbrugsjord og dermed ”redde” grundvandet fra pesticidrester, der i virkeligheden ikke er skadelige.
Det kan du læse mere om her.
Forslaget blev mødt med kritik, men i denne måned er SF fremme med endnu et opsigtsvækkende forslag.
Nu er det danskernes mentale sundhed og trivsel, der er i fokus, og denne gang er det ikke blot 8 milliarder, SF forlanger, men i stedet et helt ministerium.
Ministeriet for mental sundhed og trivsel
Partiet mener, for mange børn og unge mistrives i Danmark, og kigger man på tal fra Vidensråd for Forebyggelse, viser de, at 15 procent af alle børn og unge, inden de fylder 18 år, bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom.
Partiformand Pia Olsen Dyhr mener ikke, at dette er i orden, og udtaler til det statsejede medie DR:
– Det er simpelthen ikke et samfund værdigt. Hvis vi virkelig gerne vil have, at området bliver løftet seriøst, så er vi nødt til at sætte det øverst på dagsordenen. Det gør man ved at lave et ministerium for mental sundhed og trivsel.
Ydermere siger hun, at området i dag lander mellem flere forskellige ministerstole, og at dette er forkert.
Dyhr forklarer, at et nyt ministerium ifølge dem er den rette løsning, da den nuværende tilstand er uholdbar, hvis man vil problemerne til livs.
Regeringens coronahåndtering har forværret situationen
Det er især nedlukningen af skoler og uddannelsessteder, som partiformanden peger på som syndebuk for den øgede mistrivsel og forværrede mentale sundhed hos unge, skriver DR.
Flere undersøgelser har nemlig vist, at dette blandt andet har øget mistrivslen blandt børn og unge.
SF foreslår udover indførelsen af et nyt ministerium også specifikt at afsætte 125 millioner kroner på finansloven til at forbedre skolepsykologien i kommunerne.