Nu kender vi hovedlinjerne i indholdet af Minkkommissionens over 1600 siders rapport.

10 embedsmænd herunder Tre departementschefer med Statsministeriets Barbara Bertelsen i spidsen omtales i forbindelse med disciplinær-sager – også rigspolitichefen Thorkild Fogde. Derudover hidtil uset kritik af statsministeren og andre politikere. Alle kørte de over for ”rødt lys”, forsatte med at fratage landets minkavlere deres lovlige erhverv uden lovgrundlag og uden at tage hensyn til faglighed.

Det er helt klart, at statsministeriets departementschef har et særligt ansvar. Hun var indpiskeren, gav ordrer og sendte også usympatiske formulerede ordrer til politikere (SMS til fødevareministeren: Læg dig ned og rul rundt). Det burde være faglighed, der skulle være hendes adelsmærke. Barbara Bertelsen baserede sin viden på, hvad hun havde læst i udenlandske aviser og sin egen overdrevne fortolkning af Statens Serum Instituts meldinger. Statsminister Mette Frederiksen skabte en ophedet stemning med et unødigt hastværk og fremstod med stor autoritet – og ingen sagde hende imod.

Det gode spørgsmål for fremtiden vil være – hvordan kunne det komme så vidt?

Svaret er enkelt: Magtkoncentration hos en statsminister, der ønsker sig selv i centrum med en stort set diktatorisk magt.

I forhold til tidligere statsministre og ønsker Mette Frederiksen at være initierende og kontrollerende i forhold til sine fagministeriet. Dermed må hun også tage ansvaret. Men i Minksagen vil hun ikke vedkende sig dette ansvar men mener at være ren som nyfalden sne.

Det havde været klædeligt at istemme ønsket om en uvildig advokatundersøgelse, men det vil næppe ske, da støttepartierne antageligt vil danne vognborg omkring Statsministeren og dermed acceptere en dobbeltstandard: En for Inger Støjberg og en anden for Mette Frederiksen.

Statsministeriet har indtil 2019 hovedsageligt arbejdet ud fra princippet om uddelegering og kontrol. Dette ændres markant med Mette Frederiksen, der ønsker en centralisering af magten og personligt være initiativtageren, der sender opgaverne ud i ministerierne, hvorefter der følges op. For at gennemføre dette ansættes Barbara Bertelsen som departementschef og statsministerens højre hånd.

Embedsværket skal sikre, at der er styr på tingene, at juraen er på plads og som klassisk dyd – at være partipolitisk neutral.

For nyligt blev introduceret en Kodeks VII – rapport for embedsmænd, der blev uddelt og trykt som plakat til ophængning i kontorerne på Christiansborg.

De syv områder en embedsmand skal forholde sig til er: Lovlighed, Sandhed, Faglighed, Udvikling af samarbejde, Ansvar og ledelse, Åbenhed om fejl, Partipolitisk neutralitet.

Barbara Bertelsen arbejder imidlertid stærkt politisk – udstikker ordrer samt direktiver til både embedsmænd og politikere.

Som yderlige befæstning af socialdemokratisk magt blev der fra 2019 tilføjet et lag af politiske rådgivere i Statsministeriet, der skulle sparre med embedsværket.  Derudover blev 27 nye presse- og kommunikationschefer ansat i ministerierne, folk, der på den ene eller anden måde har bånd til socialdemokratiet.

Skiftende politiske ordførere fra S har meget pikeret angrebet pressen, når man har skrevet om denne udvikling. Man har understreget, at de mest kvalificere blev valgt. Men det er dog et faktum, at de er socialdemokrater…

Et af de hårdeste angreb – i nyeste tid – på Mette Fredriksens magtfuldkommenhed kommer fra støttepartiet Radikale.

Sophie Carsten Nielsen har fremført, at regeringens brug af embedsmænd og manglende inddragelse af andre partier er et ægte demokratisk problem. Magten lukker sig om sig selv og vi ser en usund topstyring.

Minkskandalen er et klart eksempel. Sophie Carsten Nielsen henviser blandt andet til de slettede SMS’er som et udtryk for magtfuldkommenhed. Ifølge DR udtaler hun:

”Det, der virkelig gjorde mig bekymret, var, at formanden for Granskningskommissionen for flere måneder siden henvendte sig og bad om, at intet ville blive slettet, og så er sletningen alligevel fortsat.”

Regeringen sammenblander det neutrale embedsværk med sin egen politik, og visse embedsmænd er gået med på dette af hensyn til egen karriere.

Heldigvis har Minkkommissionen belyst denne uheldige tendens meget kontant.

Embedsmændene kan efter anbefaling fra Kommissionen se frem til disciplinærsager, men ikke politikerne. Det er uden for Kommissionens mandat.

Af den grund må vi kræve en tilbundsgående juridisk undersøgelse af specielt statsministerens rolle i hele den ulykkelige minksag!