På dette fejlagtige grundlag konkluderer alt for mange, at når det efter mere end halvtreds års intensiv og målrettet indsats stadig ikke er lykkedes at udjævne kønsforskellene og gøre kønnene ens, så må ondsindede kræfter være på spil. Med et upræcist udtryk benævnes disse kræfter ”patriarkatet”, i en overbevisning om at mænd, bevidst eller ubevidst, udsætter kvinder for uretfærdig behandling og diskrimination.

Set fra vores hjørne af haven er det dybt problematisk, at pædagogikken i skoler og børneinstitutioner i for høj grad bygger på denne tese. Flertallet af lærere og pædagoger er kvinder, og de mener uvilkårligt, at kvinders adfærd er ”den rigtige”. Derfor ses drenges anderledes væremåde som ”forkert” – de burde være mere som piger.
Dertil kommer, at hvis kvinders position vurderes som et resultat af mandlig undertrykkelse, så kan maskulinitet ligefrem gå hen at blive opfattet som skadelig: Hele hankønnet pålægges skyld og skam alene med afsæt i deres biologiske køn. Jf. udtrykket ’toxic masculinity’ – giftig maskulinitet.

Den tilgang kræver meget mere modspil, end hvad aktuelt tilfældet er.

Det, der kalder os på banen i denne omgang, er et længere indslag i radioprogrammet DR-P1-morgen om drenges holdning til ligestilling (d. 7.2.24). Anledningen er, at Arbejdermuseet har etableret udstillingen ”Kvindeliv”, der sammenkædes med et tilbud om undervisning om ligestilling til de mange besøgende skoleklasser. Især 9. klasserne.
Flere undervisere er ansat specielt med dette formål.

Programmet orienterede om, at blandt skoleeleverne er der mange drenge, der tænder af på at lære så meget om ligestilling og i stedet kommer med kvindefjendske ytringer og stereotype udtalelser om køn. I nogle klasser er det kun enkelte drenge, i andre klasser er det et flertal.
Adskillige drenge citerer de ret så bastante meninger om kvinder, der fremsættes af den i dag herostratisk berømte  Andrew Tate. Hans popularitet og følgerskare er enorm af den enkle grund, at han er blevet rollemodel og erstatning for manglende faderfigurer.

Arbejdermuseets udstilling fremstiller mænd som undertrykkere ved at fortælle, at kvinder over hele verden får mindre i løn, samt at 40 % af det samlede løngab i Danmark skyldes, at kvinder får mindre i løn for det samme arbejde. Publikum tror umiddelbart, at timelønnen er forskellig, men det er indkomsten, der er forskellig. Tallene ser bort fra, at kvinder arbejder færre timer end mænd og derfor får udbetalt mindre.

Det må siges at være en tendentiøs fremstilling, for i Danmark er det ulovligt at give mænd og kvinder forskellig løn for det SAMME arbejde. Den uforklarede forskel mellem mænds og kvinders timeløn er da også kun 2 % , altså næsten ingenting.
Her er Arbejdermuseets diskurs skræddersyet til at give mænd dårlig samvittighed. Drengene fra 9. klasse, der kommer ind og bliver belært, bliver pålagt en følelse af skyld for en påstået uretfærdighed, som de ikke har lod eller del i.

Radioen interviewer også Jo Krøyer fra RUC, der oplyser, at netop i 7.-9. klasse er de unge i en formativ periode,. I disse år skal de gennemføre et emotionelt krævende og vanskeligt ”identitets-arbejde”, hvor de skal finde ud af, hvad køn er. Det er en væsentlig pointe.
I vore dage er det blevet sværere for unge mænd at finde ud af at forme deres personlighed som mænd. Overalt gennem deres opvækst har miljøet været præget af kvinder – i vuggestuen, i børnehaven, i skolen, på fritidshjemmet mv.
Hjemme har Mor meget at sige i opdragelsen, mens Far er bange for at demonstrere for meget maskulin væremåde. Hvis der da er en far, for mange drenge vokser op hos en enlig mor. Nogle drenge finder heldigvis gode mandlige rollemodeller at støtte sig til, men mange gør ikke.

Før i tiden var det normale, at en dreng lærte at have fokus på at gøre karriere. Det var hensigtsmæssigt, for intet gør en mand så attraktiv i en ung kvindes øjne som en god karriere med lovende fremtidig indtjening, ja måske oven i købet en lederstilling. Det er ikke rigtigt comme il faut at sige i dag.

De unge mænd i 9. klasse, der besøger Arbejdermuseet, vil gerne være superhelte og ledere. Det ønske anerkendes ikke. I dag er samfundsidealet, at en mand ikke tjener mere end en kvinde og ikke får en højere stilling end hende. Jamen, hvad er det så lige, at en ung mand skal stræbe efter?

Noget af det vigtigste er at finde en attraktiv kvinde at danne par med. Men hvilken form for personlighed skal opdyrkes for at tiltrække en kvinde og overbevise hende om, at ’jeg er manden i dit liv? Jeg er den mand, du skal stifte familie og have børn med’?

Ofte er det kvinder, der fortæller drengen, hvordan en mand bør være, men når kvinder står for formidlingen, går det hyppigt galt. Kvinder vil nemlig som hovedtendens råde til, at som mand skal du være venlig, hensynsfuld, pålidelig, en at stole på, være god til at tale om følelser og i det hele taget være som en god ven.

Tusinder af unge mænd har troet på, at vejen til en kvindes interesse er en sådan sympatisk personlighed. Efterhånden opdager de så, at hvis en mands eneste kvalitet er at være en god ven, så kommer han ikke rigtigt nogen vegne med kærlighedslivet. Han iagttager, at de mænd, hans drømmekvinde rent faktisk går hjem med, slet ikke har de kvaliteter – og så er jordbunden gødet for både vrede og bitterhed.

Det er den dynamik, der ligger bag fænomenet ”incels” – unge mænd som gerne vil have en kæreste, men hele tiden oplever at blive valgt fra (incel dækker over ’involuntary celibate’ – ’ufrivilligt cølibat’).
Incels er blevet ophævet til skræmmebegreb i feministiske kredse, fordi disse mænd bliver bitre på kvinder. Nogle ganske få af dem bliver forbitrede i en grad, så de begår masseskyderier for at hævne sig på et feminiseret samfund, der ikke vil vide af dem.

Der er i dag mere end nogensinde et udækket behov for gode mandlige rollemodeller. Siden omkring år 2000 er der så dukket en slags bagdør op. På internettet er det muligt at finde mænd, der mod betaling giver råd om, hvordan man får succes hos kvinderne. Såkaldte scoretrænere eller scoreinstruktører.
Disse råd går interessant nok stik imod, hvad kvinderne selv fortæller de unge mænd om deres ønsker til en livspartner. Kvinder har tendens til at sige ét og agere stik modsat.

Drenge og unge mænd er gennem opvæksten syltet ind i et feminiseret miljø, der ikke gør livet let for dem. Det ses i skolen, hvor drenge klarer sig stadig dårligere i forhold til piger, både folkeskolen og gymnasiet. Ved 9. klasse afgangseksamen ligger drenge nu i gennemsnit næsten et helt karakterpoint under pigerne. For at få høje karakterer skal man vække sympati hos læreren, og det har drenge sværere ved.
En række undersøgelser viser, at når drenge og piger er lige dygtige rent fagligt til at klare skriftlige prøver, så får drenge alligevel meget lavere årskarakterer. Pigernes positive sociale adfærd smitter af på deres karakterer.
Mange drenge mærker instinktivt, at det her er ikke godt for dem – at de skal gøre oprør. De slår vildt ud til siden for at komme fri af det feminine klister. Og det er så, hvad underviserne på Arbejdermuseet opdager, når skoleklasserne kommer ind. Dér kommer drengene med alle mulige nedladende og stereotype udsagn, som bestemt ikke vidner om nogen dybere indsigt, men som tilsammen er et udtryk for desperate forsøg på at frigøre sig fra kvinders kastrerende omklamring.

Tendensen til at tale ondt om hele hankønnet fik et ekstra hak opad, da #MeToo brød igennem i USA i 2017. Mandlige medløbere kunne finde på at skrive: “Vi er alle medskyldige. Vi er alle patriarkatets agenter, og vi har alle . . . bidraget aktivt til voldtægtskulturen. Os allesammen. Ikke én er undtaget.”
Grove generaliseringer kan man også møde i Danmark, f.eks. da Amnesty International offentliggjorde, at der er en udbredt voldtægtskultur i Danmark.
Unge mænd, der skal finde deres identitet som mænd, kan således let blive overvældet af diskurserne om, at alene fordi de er hanner, er de onde mennesker.

Den amerikanske forsker Alice Evans hævder, at nutidens unge under 30 oplever en stor kønsforskel – med unge kvinder i den ene lejr og unge mænd i den anden. Generation Z er to generationer, ikke én. Der er åbnet et ideologisk skel mellem unge mænd og kvinder i lande på alle kontinenter.

Data fra bl.a. USA, England og Tyskland viser, at den ideologiske forskel mellem unge mænd og unge kvinder er steget enormt i de senere år, især efter 2017 da #MeToo brød igennem. Der er nu et gab på omkring 30 procentpoint mellem stadig mere konservative unge mænd og stadig mere venstreorienterede kvindelige jævnaldrende.

Det tog kun seks år for dette gab at åbne sig vidt op. En artikel i ”Business insider” beskriver nærmere, at den store adskillelse af mænd og kvinder på det politiske spektrum begyndte samtidig med #MeToo-bevægelsen i 2017. #MeToo-bevægelsen dannede grobund for at få kvinder til at mene, at mænd generelt er en trussel for kvinder.

Det har feministerne udnyttet til at mangedoble kvinders generelle had mod mænd med den konsekvens, at mænd oplever, at mange kvinder generelt er imod dem og bekæmper dem.

Også i Danmark har #MeToo skabt en kløft imellem mænd og kvinder. Feminister er bevidst gået efter at gøre mænd bange ved at få prominente mænd fyret for små og tvivlsomme forseelser. Det mærker de unge mænd i dag. De opfatter, at det feminine samfund forsøger at undergrave deres kønsidentitet og deres selvværd. Så paradoksalt nok er den reaktion, underviserne møder på Arbejdermuseet, at anse som et sundhedstegn: De unge mænd er endnu ikke så stækkede, at de har mistet al selvstændig vilje.

Hvordan trænge igennem muren med, at ligestilling i form af ensliggørelse aldrig vil indfinde sig? Hvorfor er det så svært at erkende, at der i dag ER ligestilling i den forstand, at de to køn har lige muligheder? De udnytter dem bare forskelligt, eftersom de to køn er født med forskellige interesser.

Forskellen skyldes graden af påvirkning med testosteron før og lige efter fødslen. Når man spørger børn og halvvoksne piger og drenge om, hvad de vil være, når de bliver store, vælger drengene typisk maskuline fag, f.eks. lastbilchauffør og ingeniør. Normale piger vælger kvindelige fag, f.eks. damefrisør og pædagog, mens kvinder udsat for mere testosteron i fosterlivet vælger mere som drenge. Det samme slår også igennem m.h.t. hvilke fag voksne mænd og kvinder faktisk vælger.

Forskning viser også, at normale variationer i hormonpåvirkninger under fosterlivet har betydning for, hvor feminine kvinder bliver. F.eks. også for, om de foretrækker sprog eller matematik i skolen, og hvor feminine erhverv, de vælger i deres voksenliv.
Det skyldes næsten ikke opdragelsen.
De medfødte dispositioner gør også, at i de mest velstående og ligestillede lande, som f.eks. Skandinavien, hvor alle kan vælge temmelig frit, er der større forskel i mænds og kvinders erhvervsvalg end i lande med mindre økonomisk frihed. Det er, hvad der sker, hvis de to køn har lige muligheder.

Når kvinder presses til at sætte karrieren lige så højt som mænd, så går det ud over familiedannelsen. Et samfund, hvor jobbet betyder lige meget for kvinder og mænd, er et samfund, hvor mange har svært ved at finde plads til at stifte og pleje en familie, og hvor der følgelig fødes relativt få børn.
Erfaringen viser, at når ligestilling i form af samme roller for mænd og kvinder igen og igen søges presset fremad (jf. senest EU-direktivet om øremærket barselsorlov til fædre), falder børnetallene. Ikke mindst de mest ligestillede lande lider under, at der fødes for få børn. Et stærkt ligestillet samfund kan ikke reproducere sig selv. Et sådant samfund kan ikke overleve i længden.

Er det, hvad det store flertal ønsker?