Ifølge en ny analyse står Nye Borgerlige til at være det næststørste arbejderparti – kun overgået af Socialdemokratiet.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.net
Det skriver Altinget.
Analysen er af partiernes vælgerprofiler, og er lavet for Altinget af professor Kasper Møller Hansen på baggrund af data fra Kantar Gallup og Epinion.
Analysen fortæller, at 14,5 procent af arbejderne vil sætte deres kryds ved Nye Borgerlige. Det er et resultat, der kun er overgået af Socialdemokratiet, der ifølge målingen vil få 26 procent af arbejdervælgernes stemmer.
“Og her er hvorfor”
Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen forklarer i et opslag på sin offentlige Facebook-side, hvorfor han mener, at partiet er det næstmest populære blandt arbejdervælgerne.
– Nye Borgerlige er Danmarks 2. største arbejderparti. Og her er hvorfor, skriver han og opremser flere centrale punkter i Nye Borgerliges økonomiske politik:
- De første 7.500 om måneden skattefrit
- Fjernelse af de 8 procent arbejdsmarkedsbidrag.
- Fjernelse af registreringsafgiften på bilen.
- Halvering af elafgiften.
- Sænkning af afgifter på benzin og diesel.
- Derudover en fjernelse af selskabskatten, som betyder øget lønninger til arbejderen på gulvet
Det er ikke grundet den økonomiske politik, mener kommentator
Det er dog ikke alle, der mener, at Nye Borgerliges succes hos arbejderne har noget at gøre med partiets økonomiske politik.
Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, mener at opbakningen skyldes noget andet.
– Nye Borgerliges økonomiske profil er bestemt ikke noget, der appellerer til arbejdervælgerne, siger han, og fortsætter:
Holstein mener, at opbakningen hovedsageligt skyldes partiets udlændingepolitik, som de også “med stor succes har profileret sig på”.
– De mange arbejdervælgere kommer helt sikkert som følge af Nye Borgerliges hårde udlændingepolitik. Nye Borgerlige har aldrig haft noget ansvar, så de står med rene hænder og kan endda beskylde DF for at have været for svage under flygtningekrisen i 2015, fortæller han.
Ifølge Erik Holstein er der en helt særlig grund til, at udlændingepolitikken er en stor kæphest for arbejdervælgerne.
– Arbejdervælgerne møder i højere grad de negative konsekvenser af indvandringen, end f.eks. akademikerne gør.
– Arbejderne oplever i højere grad problemer med integrationen i deres boligområder og i skolerne, og derfor har arbejdervælgerne fra starten hørt til de mest kritiske over for den ikke-vestlige indvandring.