Året der nu går til ende bød på tre store nye udfordringer eller måske snarere erkendelser, som ikke stod så tydeligt tidligere. Eller så har jeg slumret og først erkendt det i dette forgangne år. Og de, der ager med stude, kommer jo også med., om end med en vis besindig forsinkelse.

Den første udfordring er Rusland, ikke kun at de invaderer Ukraine, men ikke mindst det brud eller den anomali, som Rusland mere og mere tydeligt markerer, og nærmest symbolsk fremprovokerer, i forhold til Vesten, altså det vestlige samfundssystem, som bygger på retsstat, marked, fri offentlighed og en vis kulturel radikalisme. Forskellen er hidtil undervurderet, for nok var Rusland langt fra Vesten i sin proces mod demokrati og retsstat, men efter kommunismens fald blev landet alligevel inkluderet som en del af den moderne verden. Men nu har landet under Putins ledelse bevidst placeret sig som en hybrid mellem en asiatisk despotstat og en oprindelig slavofil kultur. Og den russiske anomali stikker dybt – det er erkendelsen i 2022.

Fjodor Dostojevski, som vi er mange der beundrer og stadig læser, ville med stor sandsynlighed som genopstanden være Putin-støtte. At læse hans slavofile indlæg fra 1800-tallet mod den europæisk orienterede intellligentsia giver alt for meget ekko til i dag.

I 1970erne sagde vi, at der var to slags mennesker på jord: de, der har læst Solsjenitsyn, og de, der ikke har. For Solsjenitsyn betød enormt i 1970erne for erkendelsen af kommunismen. Han blev identisk med afsløringen af Gulag. Ingen forfatter har måske haft en større virkning end han. Og han ville også, hvis han levede som 104-årig i dag, uden tvivl støtte krigen mod Ukraine. Hans sidste skrifter gik i den retning, før han døde i 2008.

Og en anden russisk dissident fra kommunist-tiden, forfatteren Alexander Zinoviev, som flygtede i 1970erne til Vesten, rejste også hjem til Moskva i 1990erne, hvor han havde været filosofiprofessor, og blev til sidst, helt uforståeligt, en solid Putinstøtte ind til sin død i 2006. Kun en af hans bøger, Homo Sovieticus, blev oversat til dansk i 1985.

Og den største skurk i Ruslands udvikling er måske ikke den politiske ledelse, som længe ikke har nydt tillid, men den russisk-ortodokse kirke, som så villigt har støttet op om Ruslands regering og hvis rolle som legitimator af krig og kleptokrati ikke kan overdrives. Diagnosen af Vladimir Putin bliver, at hvor han som KGB-mand måtte bruge terror og overvågning for at sikre opslutning til kommunismen, får han med den russiske kirke foræret en bred folkelig opbakning, som han aldrig havde drømt mulig med KGB-øjne. Jeg tror, han lever i en religiøs rus.

Den anden store anomali er Kina.

Her troede vi også, at frihandel og liberalitet ville ændre landet og inkludere det i en vestlig hemisfære, men også her viste 2022, at vi nok skal regne med Kina – langt alvorligere end Rusland – som sin egen spiller på verdenskortet med sine egne regler og målsætninger inkongruente med Vestens. Det ville ikke være et problem, og var det ikke under Mao, hvis ikke hele vores produktion kom fra Kina. Vesteuropa har outsourcet så store del af vores vitale fornødenheder, så en boykot af Kina for brud på menneskerettigheder, eller omvendt Kinas boykot af os, ville få katastrofale konsekvenser.

Hvor Rusland mere angår kultur, bliver Kina et økonomisk problem. Afhængigheden af Kina er vel først rigtig gået op for os i 2022, og måske skal vi genoverveje vores økonomiske teorier om frihandlens og den internationale økonomiske arbejdsdelings evige lyksaligheder.

Hvor Rusland og Kina er udfordringer udefra, som vi skal overveje, hvordan vi skal leve med og reagere på, er den sidste udfordring et produkt af vores egen stupiditet. Der er almindelig enighed om globalt og fra FN, at vi skal nedbringe udslippet af CO2, men hvordan det gøres bedst, er ikke givet. Danmark har valgt en strategi, hvor vi er i fuld gang med at forvandle et moderne industrisamfund med gode levevilkår for hele befolkningen til et eksperimentarium med sol og møller som bærende energikilder. Tyskland følger trop, men Frankrig og Finland er mere fornuftige. Og generelt falder Europa håbløst bagud i forhold til Amerika og Asien.

Danmark har valgt ikke at forske i atomkraft og ikke at forske i mere effektiv udnyttelse af fossil energi og har dermed lukket døren for alt andet end sol og vind, som er begrænsede, fortyndede og ukontrollerbare energikilder, der ikke vil kunne understøtte en moderne civilisation. At kalde vindmøller ”vedvarende energi” er en løgn, de holder meget kortere end kraftværker og levere tilfældig energi.

Med atomkraft ville vi have kunnet nedbringe CO2 samtidigt med at opretholde en stabil energi til et moderne samfund, men end ikke forskningen i denne oplagte mulighed har man ønsket. Og måske kunne forskning i mere effektiv udnyttelse af gas og olie reducere CO2 betragteligt. Se på en knallert fra 1970erne, som stank og osede mere end en hel bilpark i dag. Men i Danmark har ”vi”, altså den politiske, økonomiske og dagsordenssættende klasse, valgt kun at køre i blinde i ét spor: vindmøller og solpaneler. Og med en så effektiv gleichschaltung, så vi nærmer os et grønt diktatur. Der må kun tænkes i én retning og i den retning marcherer vi alle.

Det er de tre store udfordringer, som banker på vores dør i 2023 og årene fremover.

Så er der de mindre, som vi tidligere ville have nævnt, men som ikke når top tre.

Tendensen til et klassesamfund hvor den ene stadig mindre halvdel skal arbejde til de er i 70erne og så inddraget helligdagene for at forsørge de øvrige, mens den anden stigende halvdel diagnosticeres og skal døgnplejes med akutberedskaber og opretholdes og understøttes af den første halvdel. Om vi er tæt på et smertepunkt, er svært at sige, måske først sidst i 2020erne, men det kommer pludseligt og uforudsigeligt, for på et tidspunkt gør galejslaverne vel oprør og finder sig ikke mere i den dundrende faste rytme oppe fra dækket. Måske når alle også skal knokle juleaften. At der fredeligt kan ske en forskydning fra færre nydere til flere ydere, synes svær at gennemføre.

En alt for velkendt anomali, som vi slæber med os fortsat og lang tid frem, er resultatet af den moralske tornerosesøvn i 1980erne, hvor vi åbnede døre og boliger og alle samfundets institutioner til dem fra den store verden, som kunne sige ”asyl”. Så det danske samfund i dag er segregeret i skoler, gymnasier og boligkvarterer, og en underverden etablerer sig til stærk udfordring af retsstaten.

En sidste lille anomali skal nævnes, nemlig landdistrikterne etniske udrensning i disse år. Urbaniseringen brager og drager med en magnetisk kraft al ungdom til byerne og tanken om at bosætte eller genbosætte sig i provinsen er ikke til stede. På ti år er skole og børnehave nedlagt i mit lollandske pastorat, for 40 år siden var der tre skoler, og nu skal det sidste plejehjem nedlægges, så selv ældre ikke mere kan få lov at ældes og dø i deres lokalområde.

Èt problem er endeligt løst i 2022, minksagen, som blev begravet med den ny regering. Men til gengæld vil den få betydning bagud i historien, for nu kan folketingets forbud mod kommunistpartiet i 1941 næppe mere kaldes grundlovsbrud, måske blot en forceret og uskøn beslutningsproces. Og radikale historikeres karakteristik af Christian X´s afskedigelse af den radikale regering i påskekrisen i 1920 kan ikke mere kaldes et ”statskup”, men en impulsiv og uforsætlig ageren i en presset situation uden juridisk rådgivning. Og mordet i Finderup Lade vel et hændeligt uheld. Vi er blevet rigere på forståelse af beslutningsprocesser, når et lands øverste politikere og embedsmænd samlet kan handle uforsætligt. Hvad kan fremtiden dog ikke bringe af uforsætlige grundlovsbrud?

Så kom der alligevel lidt godt ud af det til sidst, men er i øvrigt ukuelig optimist. Det skal nok gå alt sammen. Mennesket har altid været sin egen største fjende, og det scenario fortsætter. På den anden side er der ingen determinisme, der garanterer at det skal gå godt. Kulturer er gået under uden at vi tilsyneladende kan finde årsagerne. Det vil de og vi fortsat gøre.

Med ønsket om et godt nytår og disse linjer af H.V. Kaalund:

Kamp må der til, skal livet gro,

ej kamp blot for dagligt brød,

men kamp for frihed i liv og tro,

thi evig stilstand er død!