Styr din indre coronabetjent

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Af Lara Waters
Folk, der legitimt undlader at bruge mundbind, bliver udskammet. Lad os droppe den moralske selvtægt og holde fast i den danske tillid til hinanden, skriver Lara Waters. 
Den samme historie er gået igen, i avisen, i fjernsyn og på de sociale medier:
En kvinde, der ikke kan bruge mundbind grundet sin sklerose, beskriver at blive overfuset af en fremmed i toget og beskyldt for at ville slå et astmaramt barn ihjel.
En mand, der lider af angst og klaustrofobi, bliver afvist af vagter i et indkøbscenter.
En kvinde med angst beskriver at være overfuset i toget, og angsten forværres.
Historierne er ikke pæne. Nogen ser en person uden mundbind eller visir. Pludseligt kommer den indre coronabetjent frem, klar til at udøve selvtægt og bevise sin moralske overlegenhed.
Problemet er så udbredt, at foreningen LEV i månedsvis har solgt ”fritaget for mundbind” badges online, og Socialpædagogerne online har lavet et mærkat, som udviklingshæmmede kan printe ud og tage med sig for at synliggøre og forklare, at de er undtaget fra kravet. Sundhedsstyrelsen anerkender nu også problemet og sælger et ”fritaget” badge.
Men lige så skræmmende er dem, der er undtaget grundet sygdom eller handicap, og alligevel går med mundbind på grund af frygt for at møde en coronabetjent.  En kollega med slem astma har fortalt mig, at han ikke tør at gå uden mundbind, selv om det er dårligt for hans helbred, fordi han frygter at blive overfuset.
Påstået samfundssind, totalitær adfærd
Sundhedsstyrelsen har i sin pjece ”Brug af mundbind” forsøgt at opklare, hvem der er undtaget. Her fremgår det, at ”personer som har betydeligt ubehag med brug af mundbind, fx personer med hudsygdom, vejrtrækningsbesvær eller angst” kan undtages fra krav om mundbind. Men der er ingen klar beskrivelse af, hvad ”betydeligt ubehag” er – der er kun nævnt et par eksemplarer – og det efterlader borgerne i tvivl om, hvorvidt deres ubehag og sygdom er tilstrækkelig nok.
Selvom det fremgår klart og tydelig af pjecen, at nogle sygdomme kan være usynlige, bliver det lykkeligt glemt af coronabetjenten.
Når hele befolkningen siden marts har været udsat for en konstant strøm af beskeder fra myndighederne om at de udviser ”samfundssind” ved at følge reglerne, er det ikke overraskende, at folk mistænker og beskylder de personer, der ikke bærer mundbind, for at snyde.
Det er, hvad der sker, når regeringen har vælger at lave et påbud om mundbind i stedet for en anbefaling. Det får dem, der ikke bruger mundbind, til at ligne forbrydere. Og det fremkalder en totalitær adfærd hos nogle individer, der opfatter det som deres opgave at udskamme medborgerne til at rette ind.
Genopfind tilliden til hinanden
I Danmark har vi altid haft tillid til hinanden – i hvert fald før corona. Vi lader vores børn sove udenfor i barnevognen, mens vi sidder i stuen, fordi vi har tiltro til, at ingen vil bortføre dem. Vi sælger æg, græskar og blomster ved siden af vejen, fordi vi har tiltro til, at folk vil betale. Vi stiller varerne på fortovet udenfor butikkerne. Vi tror, at de fleste mennesker gør deres bedste og tænker på andre menneskers velfærd.
Hvor er vores tillid til hinanden blevet af, når det gælder mundbind?  Har vi tabt vores sunde fornuft og empati til en frygt drevet af uendelige pressemøder, daglige coronatal og skiftende restriktioner?
Jeg tror, at de fleste danskere tager corona seriøst og gør alt efter bedste evne for at passe på hinanden. Ingen ønsker at fremkalde sygdom og død hos sine medmennesker. Det er tid til at lægge vores panik og frygt til side og vende tilbage til den tillid, der altid har præget det danske samfund.
Når vi ser en person uden mundbind eller visir, må vi huske, at det er ikke er vores opgave at bestemme, om en person er undtaget fra kravet eller ej. Vi må trække vejret, pakke den indre coronabetjent væk og have tillid til, at personen har en god grund til at gå uden mundbind eller visir. Det er ikke acceptabelt, at folk, der lider af usynlige handicap eller sygdomme, skal leve i frygt af at blive overfuset i det offentlige rum.
Den tillid, som danskere altid har haft til hinanden, er en af de ting, der gør Danmark til så fantastisk et land. Det vil være en skam, hvis den bliver endnu et af coronaens ofre.
Lara Waters er jurist og ph.d.-studerende på KU, og hun er opstillet til kommunalvalg for Liberal Alliance på Frederiksberg.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?