Sundhed Danmark slår alarm: Coronastop for behandlingsgaranti vil ramme patienterne hårdt

Foto: Shiutterstock

Lægeforeningen og venstrefløjen vil have suspenderet behandlingsgarantien, fordi covid-patienter igen fylder mere på sygehusene. Men den eneste effekt er, at ventelisterne øges, advarer brancheorganisationen Sundhed Danmark.

Af Carsten Steno, redaktion@indblik.dk 

Lægeforeningen vil nu have suspenderet det frie sygehusvalg og behandlingsgarantien på 30 dage som følge det stigende antal indlæggelser på sygehusene af covid-patienter. 

Men en suspendering vil ikke hjælpe de pressede hospitaler. Den eneste effekt vil være, at ventelisterne øges, fordi den samlede kapacitet i samfundet til udredning og behandling af sygdomme ikke udnyttes. 

– Hvis man fratager patienterne muligheden for alternativer, hvis en udredning eller en behandling bliver udskudt, får vi ikke brugt den samlede kapacitet i sundhedssektoren, og det vil gå ud over patienterne, siger branchedirektør i Sundhed Danmark, Mette Nord, til Indblik. Sundhed Danmark repræsenterer den private sundhedssektor. 

I dag har patienterne mulighed for at gå til privathospitaler, hvis en udredning ikke sker indenfor en frist på 30 dage. Hvis en udredning resulterer i en behandling, kan patienterne også vælge et privathospital, hvis regionerne ikke kan anvise behandling inden for 30 dage. 

Lægeforeningen henviser til, at flere regioner allerede nu udskyder udredninger og behandlinger. Foreningen påpeger at behandlingsgarantien så alligevel ikke betyder noget for patienterne, og at det giver mere frihed for sygehusene til at prioritere, hvis man ikke er tvunget til at overholde 30 dages-fristen. 

Men det argument køber Mette Nord ikke.

– Suspenderer man udrednings- og behandlingsgarantien vil ventelisterne stige og patienterne vil stå tilbage uden andre muligheder. Det kan ingen være interesseret i.

Hun afviser også, at udrednings- og behandlingsgarantien er dyrere for det offentlige. 

– Taksterne for Det Udvidede Frie Sygehusvalg svarer i gennemsnit til ca. 80 procent af DRG-taksten, som er den offentlige beregningsmåde for hvad det koster at foretage en udredning eller en behandling.

Suspenderingen af det frie sygehusvalg støttes af SF og Enhedslisten. Det er op til regeringen og Folketinget at beslutte om det behandlingsgarantien skal suspenderes. Der har endnu ikke vist sig er flertal for dette.

Behandlingsgarantien blev suspenderet i det meste af 2020, men genindført 1. marts i år. 

Behandlingsgarantien og det frie sygehusudvalg er indført under borgerlige regeringer. Det bekæmpes af venstrefløjen, der mener det offentlige skal have monopol på sundhedsydelser. 

[adning id="17957"]

Fik du læst?