Objektivt set må det altså konkluderes, at en gennemsnitsløn på 42.000 kroner ikke er en dårlig løn – snarere tværtimod. Det kan  altså ikke være en markant højere løn Dansk Sygeplejeråd kæmper for med deres strejke. Så hvad kæmper sygeplejerskerne reelt for? 

Af Emil Nørrevang og Mads Amstrup Spaabæk, hhv. næstformand for Venstres Ungdom København og medlem af Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget i Venstres Ungdom

Efter en længerevarende proces hvor Dansk Sygeplejeråds medlemmer ad flere omgange nedstemte OK21-forhandlingsresultater har de danske sygeplejersker siden 19. juni strejket. Men i forbindelse med deres strejke opstår spørgsmålet; hvad strejker de egentlig for? 

Hvor meget mere er det egentlig de vil have i løn? 

Det fremstår en smule uklart, hvad Dansk Sygeplejeråd vil opnå med deres strejke, udover at få politikerne på Christiansborg til at afskaffe en ældgammel og ligegyldig reform fra 1969 – tjenestemandsreformen – som DSR udmærket godt ved, ikke bliver afskaffet.

Tjenestemandsreformen blev i 1969 oprettet som et lønhierarki i den offentlige sektor, som satte de  kvindedominerede faggrupper i en lavere startløn til overenskomstforhandlingerne, men reelt  betyder reformen ingenting for sygeplejerskernes muligheder for at forhandle sig til en bedre løn  end den, de i dag har. 

Det er, sammen med det faktum at en politisk indgriben ville være en krænkelse af den danske arbejdsmarkedsmodel, som har eksisteret siden 1899, den primære årsag til, at flertallet på Christiansborg ikke ønsker at ophæve tjenestemandsreformen. 

Desværre begynder vi at høre flere og flere partier – heriblandt SF, Alternativet, DF og Kristendemokraterne – som mener, at vi snart skal have et politisk indgreb i den her konflikt for at løse den. 

Men problemet ved at begynde at blande politikerne ind i den her konflikt er, at hele det danske arbejdsmarked er bygget op omkring overenskomstforhandlinger imellem arbejdsgiver og arbejdstager. 

Det er altså op til arbejdsmarkedets parter selv at finde ud af, hvordan arbejdstagernes forhold skal være på arbejdspladsen. Det er det, som er med til at gøre hele den danske arbejdsmarkedsmodel så unik, som den er. 

Trods disse partiers, efter vores mening, noget besynderlige holdning til tjenestemandsreformen ser  det dog ikke ud til, at der er politisk flertal for en ophævelse lige foreløbig. Et faktum Dansk Sygeplejeråd unægteligt er klar over. 

Derfor opstår spørgsmålet igen; hvad er det egentlig, de kæmper for? 

Hvis man kigger på, hvad Dansk Sygeplejeråds eget lønbarometer siger, så tjener en gennemsnitlig ikke-ledende sygeplejerske ansat i regionerne 41.897 kroner i bruttoindtægt om måneden.  

Hvis man derimod er ansat på deltid 30 timer om ugen, så har man alligevel en bruttoløn på 38.085  kroner. Altså det tredje højeste løntrin af alle offentlige ansatte i de danske kommuner og regioner ifølge CEPOS’ undersøgelser af de danske løntrin i den offentlige sektor. 

Objektivt set må det altså konkluderes, at en gennemsnitsløn på 42.000 kroner ikke er en dårlig løn – snarere tværtimod. Det kan  altså ikke være en markant højere løn Dansk Sygeplejeråd kæmper for med deres strejke. 

Så hvad kæmper sygeplejerskerne reelt for?