Men Thomas Piketty, venstrefløjens stjerneøkonom, kan ikke få den gode nyhed ud over sine læber. “Det passer ikke til hans marxistiske alarmisme”, lyder det fra dansk cheføkonom.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Økonomisk ulighed er et brandvarmt emne i debatten både herhjemme og i udlandet, og i denne debat er den franske, venstreorienterede økonom Thomas Piketty en af de helt store stemmer. Han er bl.a. forfatter til bøger som “Kapitalen” og “Mod en ny socialisme”.
Piketty og hans meningsfæller argumenterer ofte for, at uligheden er steget til et usundt niveau, og at der er behov for at gennemføre politiske tiltag for at imødegå denne ulighed.
Derfor er det også opsigtsvækkende, at selvsamme Piketty for nyligt har udgivet en undersøgelse der viser, at uligheden i verden – dvs. forskellen mellem rig og fattig – ikke har været lavere i hele 140 år.
Godt nyt: Markedsøkonomi har løftet hundredvis af millioner ud af fattigdom
I undersøgelsen har Piketty målt uligheden i verden under et. Altså har han målt uligheden, som om verden var et stort land.
Ifølge tænketanken CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, viser Thomas Pikettys ulighedsundersøgelse en række interessante ting.
– Det er et helt andet billede end det der ofte tegnes i medierne. Den globale ulighed og den ekstreme fattigdom er de seneste årtier faldet markant pga. udbredelsen af markedsøkonomien til bl.a. Kina og Indien, siger Mads Lundby Hansen til Indblik og fortsætter:
– Det vil sige, at det er indførsel af markedsøkonomi i lande, der tidligere var socialistiske – f.eks. Kina – der fik den globale ulighed til at falde. Udbredelsen af markedsøkonomi i Kina og Indien har løftet hundredvis af millioner ud af ekstrem fattigdom.
– I Kina og Indien er det siden 1980’erne kommet mere privat ejendomsret, deregulering og en åbning af økonomien for udenrigshandel og udenlandske investeringer. Det har løftet millioner ud af ekstrem fattigdom, siger han.
De seneste årtier er antallet af ekstremt fattige således blevet reduceret markant fra 1,9 milliarder i 1990 til omkring 700 millioner i dag på verdensplan.
Mads Lundby Hansen fortæller endvidere, at væksten i Indien og Kina har ligget på seks til ni procent i en lang årrække.
Til sammenligning har Vesten haft en vækst på ca. 2 procent. Dermed siger det ifølge Mads Lundby Hansen sig selv, at forskellen mellem rig og fattig gradvist er blevet mindre.
De gode nyheder passer ikke ind i den marxistiske alarmisme
Selvom Piketty selv har udarbejdet tallene, der viser, at uligheden ikke har været lavere i 140 år, fremhæver han det ikke.
Det skyldes ifølge Mads Lundby Hansen, at konklusionerne ikke passer ind i Pikettys marxistiske alarmisme.
– Piketty har udarbejdet tallene, men han kan ikke få den gode nyhed ud over sine læber. Det passer ikke til hans marxistiske alarmisme. Piketty har en tendens til at fortælle historier om, at uligheden bare stiger og stiger, men så fremlægger han et papir, der viser, at uligheden i verden ikke har været mindre i 140 år, men det fortæller han ikke selv, siger CEPOS-cheføkonomen.
Han undrer sig generelt over, at flere medier ikke skriver om de gode nyheder. Måske især herhjemme, hvor ulighedsdebatten fylder enormt meget, og hvor partier lige fra Enhedslisten til Socialdemokratiet taler meget om emnet.
– Jeg har undret mig over at ikke flere medier har taget historien op. Ulighedsdebatten fylder så meget i medierne i Danmark og USA, men det er stort set ufortalt, at den globale ulighed ikke har været lavere i 140 år.