Dansk politik er under coronakrisen blevet overtaget af en skadelig biopolitik baseret på tre totalitære tendenser. Det lover dårligt for fremtiden, skriver Thomas Aastrup Rømer i dette debatindlæg.
Af Thomas Aastrup Rømer, lektor i pædagogisk filosofi
Biopolitikken har tre sammenhængende kendetegn, som alle er totalitære, og som bryder med grundlæggende liberale, demokratiske og konservative principper:
For det første anerkender biopolitikken ikke, at der er forskel på stat og samfund. Det er et brud med det mest grundlæggende liberale princip.
Bruddet blev sat ind d. 11. marts 2020, da Folketinget gav regeringen magt til at stoppe samfundets forsamlingsliv i et helt år og dermed brød Grundlovens mest grundlæggende paragraf, som betinger de mange andre frihedsparagraffer.
Senere blev de nye biopolitiske principper forlænget, og nu kan man ikke forlade denne kendsgerning, fordi man så ville erkende, at nedlukningen var en politisk og moralsk fejl. Der findes derfor ikke mere frihed i humanistisk og historisk-poetisk forstand.
Friheden er nu alene defineret som en trussel, nemlig som friheden til at smitte andre. Dermed er sammenhængen til forfatningens og Grundlovens ide- og samfundsgrundlag væk. Frihed er nu noget, man skal frygte.
For det andet sker der det, at biopolitikken reducerer pluraliteten af samfundets praksisser til én eneste logik. Alle livsformer og aktiviteter deklareres med en smitterisiko.
Det er et brud med det demokratiske og sociale princip, hvor mennesker mødes og skaber politisk handling og livsformer, der har værdi i sig selv og som vekselvirker med andre mennesker og grupper via kroppe, ord, dialoger og historisk-poetisk initierede livsformer.
Barnet er farligt. Det kommer til verden som smittebærer. I en vis forstand er det opdragelsens endeligt.
For det tredje reduceres samfundets vekselvirkninger til statistik, som derefter kaldes videnskab.
Det er et brud med det konservative princip om ånd og kultur og med videnskabens ånd og praksis. Det betyder, at politologi reduceres til konspirationsteori og adfærdsanalyser, at politik ender som smitteadfærdskontrol, at kritik bliver til misinformation, at folkesundhed bliver til coronasmittetal og så videre.
Vi får et videnskabeligt og oplysningsfilosofisk kollaps, og i stedet opstår statistikkens tekniske og fuldstændige herredømme.
Dette kendetegn ledsages af et stort organisatorisk apparat af realtidsdata, som er udvundet af verdens største test- og opsporingssystem og af efterfølgende spildevandsstudier, der kan afsløre de mindste udsving på landets adresser.
Disse tre kendetegn ved biopolikken svarer til det skifte fra proportionalitet til ekstremisme, som blev erklæret i statens indre organer i forbindelse med den første store nedlukning.
Disse processer understøttes af globale teknisk-økonomiske interesser, for hvem nationer og humanitet og folkelig udvikling udgør en trussel.
Samspillet mellem Verdensbanken, WHO, WEF, OECD og den globale tech-industri har med nedlukningerne fået stærke og forfinede metoder til at omdanne naturen til et teknisk kontrolsystem med stærke transhumanistiske potentialer.
På en måde er en biostat betegnelsen for statens sidste krampetrækning, for ingen virkelig stat kan leve uden liberale, demokratiske eller konservative principper.
En gang imellem laves der ”åbninger”. Det er betegnelsen for en matematisk-statistisk defineret tilladelse til i en ubestemt periode at få lettet naturens tryk. Man ”får lov”, hvilket er det modsatte af ”en lov”.
Dermed har man ødelagt syntesen mellem demokrati og videnskab. Der er indført en totalitær struktur og et ensrettet apparat, som langsomt, men sikkert og effektivt, vil sætte sig igennem og opløse samfundets demokratiske rester, og som fremover kan overføres til andre sygdomme og politikområder.
Selv hvis nedlukningen forlades, vil den altid være der. Det skyldes, at den har født en ny stat, som er en form for opløsning af staten selv. Dermed har nedlukningen universaliseret sig selv.
Thomas Aastrup Rømer udgiver til september bogen “Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”. Bogen udkommer på forlaget U Press.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.