Uskyldig fællesmail overtændte identitetsdebatten på KU

Er Københavns Universitet i fare for at blive skueplads for samme identitetspolitiske skyttegravskrig, som man i flere år har ført på amerikanske campusser? Noget kunne tyde på det. I hvert fald benytter en skinger minoritet blandt KU’s studerende enhver lejlighed til at råbe op om påstået marginalisering.

[vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”10px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”6212″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Foto: Heine Pedersen

[/vc_column_text][vc_column_text]

Uskyldig fællesmail overtændte identitetsdebatten på KU

Er Københavns Universitet i fare for at blive skueplads for samme identitetspolitiske skyttegravskrig, som man i flere år har ført på amerikanske campusser? Noget kunne tyde på det. I hvert fald benytter en skinger minoritet blandt KU’s studerende enhver lejlighed til at råbe op om påstået marginalisering. Således også for nylig, hvor en velment mailforespørgsel gav anledning til voldsom agitation.

Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net

For nylig fik denne signatur lejlighed til at gennemlæse den interne mailtråd, der i efteråret 2019 antændte køns- og identitetsdebatten på KU for gud ved hvilken gang. Det var interessant læsning, for tråden illustrerer med al ønsket tydelighed, at selv den mest velmenende adfærd kan mistolkes og problematiseres, hvis man har et ønske herom.

Mailen affødte et postyr, der på kort tid skrev sig ind i række af mere eller mindre mærkværdige episoder, der har skæmmet den fri debat på landets højere læreanstalter – og særligt KU – de senere år, og som i flere tilfælde også er blevet omtalt i mainstreammedierne. Et par af ”højdepunkterne” er selvfølgelig sombrero-forbuddet, ”Den danske sang er en ung, blond pige”-spektaklet på CBS og de antropologistuderendes krav om flere minoritetspersoner på pensum. Eksemplerne er legio.

Med den omtalte mailtråd blev et tilsyneladende uskyldigt ønske om at finde respondenter til en spørgeskemaundersøgelse startskuddet til en langvarig genoplivning af den evigt ulmende kønsdebat, der kastede adskillige artikler i Uniavisen af sig. Trådens ophavsmænd, to specialestuderende, sendte et spørgeskema ud til deres medstuderende på Samfundsvidenskabeligt Fakultet, men gjorde ved den lejlighed uforvarende vold på fakultetets nonbinære studerende ved at benytte sig af en binær kønskategori. Av for den!

Amerikanskinspireret angreb på den frie tanke
I den efterfølgende mailkorrespondance lykkedes det en nonbinær studerende – en person, som hverken identificerer sig som mand eller kvinde – at involvere de omtrent 6.000 øvrige studerende på maillisten i, at vedkommende så sig ude af stand til at besvare et spørgeskema med kun to kønsvariable:

”Jeg gik i gang med at besvare jeres spørgeskema, men kunne ikke komme videre til næste side uden at markere i boksene ’kvinde’ eller ’mand’. Det kan selvfølgelig godt være, at I specifikt ønsker at undersøge binært kønnede borgeres attituder til hospitalers performance, men måske har I glemt, at der findes ikke-binære borgere blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen.”

Det svar affødte en sarkastisk kommentar fra en mandlig studerende:

”Jeg gik i gang med at besvare jeres spørgeskema, men kunne ikke komme videre til næste side uden at have behov for at pådutte resten af verden mine idiosynkratiske og irrelevante betragtninger om opfundne kønsbegreber. Det kan selvfølgelig godt være, at I specifikt ønsker at bruge jeres skatteborgerbetalte universitetsuddannelse på at undersøge borgeres attituder til hospitalers performance eller noget andet brugbart – og ikke beskæftige jer med vrangforestillinger om ’ciskøn’ og alt muligt andet gøgl.”

Så var Fanden ellers løs i Laksegade, og de efterfølgende dage meldte flere og flere sig ind i tråden ved brug af reply all-funktionen. Tusindvis af studerende blev dermed tvangsindlagt til at følge den ophidsede meningsudveksling.

Lader sig krænke på andres vegne
Man kan selvfølgelig indvende, at den mandlige studerende burde have fremført sin pointe noget høfligere eller helt undladt at svare. Jeg er tilbøjelig til at være enig. Men sagde han i virkeligheden ikke blot, hvad vi er mange, der tænker, når denne eller hin samfundsgruppe kræver særbehandling frem for ligebehandling?

At mailtråden blev gennemført ved hjælp af reply all – emailens svar på en megafon – er symptomatisk for en tendens i tiden, hvor minoriteters ønske om særlige hensyn vinder stadigt større indpas, og hvor alle inden for lytteafstand død og pine skal inddrages. For nogle drejer hensynene sig om en følelse af eksklusion affødt af samfundets nonbinære opfattelse af køn. Nært beslægtet hertil er diskussionen om alternative pronominer, fordi ”han” eller ”hun” ikke er dækkende. Atter andre lader sig på andres vegne krænke over kulturel appropriation i form af stødende fastelavnsudklædninger eller hvide mennesker med dreadlocks. Fælles for understrømningerne af den politisk korrekte identitetsbevægelse er, at det omkringliggende samfund skal indrettes efter ganske få individers luner og præferencer.

Bevægelsen på KU henter sin inspiration og sit begrebsapparat i USA. Her er forbillederne for længst lykkedes med at tvinge amerikanske universitetsledelser til at indføre ’safe spaces’ for minoriteter, ’trigger warnings’ i barsk pensummateriale og de/dem-pronominer, så ingen stødes over at blive omtalt forkert. Dissenter, som vurderes at forbryde sig mod den enhver tid gældende definition af, hvad der er politisk korrekt, udskammes, indtil de retter ind til højre. De amerikanske universitetsrektorer har underkastet sig og bidrager dermed direkte til at hindre den frie tankes udfoldelse.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”6210″ img_size=”750×470″ add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”23px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]De antropologistuderende bannerførere
I en dansk kontekst er det særligt de studerende inden for humaniora, der gør sig selv til den sociale retfærdigheds frontkæmpere. Helt forrest i kampen for et ensrettet og kønspolitisk afrettet universitetsmiljø finder man typisk studerende fra sociologi og antropologi, der har gjort det til deres martyrium at få samfundet til at indrette sig efter deres importerede kønskategorier.

Det er ironisk nok i samme gruppe af studerende, vi finder flest eksempler på det frelserkompleks, der ansporer nogle til at kæmpe andre minoriteters kampe. Minoriteter, som vel at mærke sjældent selv tager aktivt del i kampen. I virkeligheden forekommer det da også lige dele patroniserende og umyndiggørende, når etnisk danske studerende går i brechen for mexicanske studerende og får nedlagt forbud mod at klæde sig ud i sombrero uden at have konsulteret sig med de påståede ofre for denne forfærdelige kulturelle appropriation, men logisk konsistens er ikke en væsentlig del af at være woke.

Bedre bliver det ikke, når bevægelsens aktivister tager udgangspunkt i deres egne oplevelser af marginalisering. For selvom det naturligvis ikke er rart at føle sig holdt ud af et fællesskab, udviser de nonbinære studerende både stærke narcissistiske træk og eklatant mangel på forståelse for, at vi altså er 99,46 procent af befolkningen¹, for hvem fysisk og oplevet køn er én og samme ting. Derfor er det også urimeligt at forvente, at vi andre skal omlægge sprog, tiltaleformer og videnskabelige studier(!) efter ganske få individer, som falder udenfor normen.

Universitetsvalg skæmmet af plakatnedtagning
Der kan ikke være skyggen af tvivl om, at alle skal behandles ligeværdigt og respektfuldt af såvel undervisere og medstuderende og af samfundet i bredere forstand. Ingen skal udskammes for deres identitetsopfattelse, deres køn eller andet, som de ikke selv er herre over. Men det er tilsvarende vigtigt at gøre sig klart, at samfundet hverken kan eller skal indrette sig efter 0,54 procents af befolkningen. Det er nødvendigt med en sondring mellem hensyn og særhensyn, og hvis de 99 procent skal rette ind efter den ene procent, er der tale om sidstnævnte. Det hverken kan eller skal vi acceptere, og da slet ikke i et undervisningsmiljø, hvor det er videnskabelige fakta, ikke følelser, der nødvendigvis må være drivkraften.

Den diskurs, der for nuværende dominerer på KU, har alvorlige konsekvenser og skal hurtigst muligt inddæmmes. Ingen skal have mundkurv på, men ingen studerende skal heller have lov at diktere pensum eller identitetspolitiske retningslinjer for studerende og underviseres omgang med hinanden. Jo længere identitetsaktivisternes budskaber står uimodsagt, jo oftere vil vi se eksempler på udskamning af anderledestænkende studerende.

Der skal handles omgående. Allerede måneden efter at føromtalte mailtråd havde fået debatten om kønsidentitet til at blusse op igen, afholdt KU universitetsvalg. Her oplevede en række borgerlige studerende, at deres valgplakater blev udsat for hærværk eller helt fjernet. Borgerlige holdninger er der ikke plads til på KU, måtte man forstå. Enkelte venstreorienterede studerende forsvarede endda hærværket under henvisning til den klassiske Popper-tese om, at vi ikke må blive så tolerante, at vi tolererer intolerance. Ironien i den reference er så tyk, at man kunne skære i den.

Prodekan anerkender at tonen var for grov
I kølvandet på den ophedede mailtråd faldt det flere studerende for brystet, at ledelsen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ikke gik i rette med den sarkastiske mandlige studerende. Det ville ellers have været i tråd med den amerikanske modus operandi i lignende sager. En enkelt studerende var tilpas fortørnet til at fare i blækhuset og afkræve ledelsen et svar.

”Det lader til at ledelsen er berøringsangst over at melde sig ind i hele kønsdebatten,” stod der således i indlægget.

Prodekan for uddannelse Andreas de Neergaard svarede efterfølgende i Uniavisen, at han anerkendte, at tonen havde været for grov, men gled med en karrierepolitikers elegance af på kritikkens substans og kravet om at skride ind. I stedet handlede meget af hans svar om, at metodekritik skal foregå i undervisningen og ikke i en fællesmail til et helt fakultet.

Det tjener fakultetets ledelse til ære, at man ikke klapper hælene sammen og retter ind, men i sagen forpassede prodekanen en oplagt mulighed for at distancere sig fra den amerikanisering – i ordets værste betydning – der for tiden sniger sig ind i universitetsmiljøet.

¹ Ifølge den stort anlagte SEXUS-undersøgelse, der blev fremlagt samtidig med at mailtråden blussede op[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5577″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4746″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”732″][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?