’MeToo Sexisme Bag Skærmen’ handler om MeToo-sagerne på TV2, hvor bl.a. Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen blev smidt ud af foretagendet.

Dens beretninger om seksuelle krænkelser gjorde stærkt indtryk på mange seere, og den er nu blandt de nominerede til at modtage Cavling-prisen d. 6. januar. Motiveringen er, at den er et »danmarkshistorisk dokument over, hvordan magt kan misbruges, når den udnyttes seksuelt«.

Som bekendt er Cavling-prisen tænkt som et kvalitetsstempel. Men dokumentaren på Discovery er for ensidig til at fortjene den hæder.

Dokumentaren præsenterer en række kvinder – især en enkelt – der fortæller tyve år gamle erindringer.

Der er ingen navne på mænd undervejs, bortset fra navnet på Jes Dorph-Petersen, som selv havde stillet sig frem og bekæmpet den proces, han havde været udsat for fra TV2’s side. Det er formentlig årsagen til, at han som den eneste blev navngivet i dokumentaren.

Forhold mellem chefen og praktikanten
Hele præmissen hviler på, at der på en arbejdsplads ikke bør være det, som TV2 i dag kalder en ”ulige relation”, altså at personer på forskellige niveauer i hierarkiet indgår et seksuelt forhold.

Det viser sig, at det argument anvendes temmelig lemfældigt. Vi ved f.eks., at TV2’s nuværende øverste direktør, Anne Stig Christensen, selv som praktikant dengang af egen fri vilje havde en relation til en afdelingschef (som hun siden blev gift med). Hvilket altså ikke har forhindret hende i med tyve års forsinkelse at slå ned på lignende forhold.

I dokumentaren fortæller den nuværende studievært på TV2 Karen-Helene Hjorth: ”Det er da alt andet lige en spøjs situation at stå i, at skulle sige nej tak til noget som intet har med faglighed at gøre, men har noget at gøre med  . . . ja, med sex, altså, over for et menneske som jo ret beset bare kan fyre dig på mandag, hvis det er. Deri ubalancen, og deri det upassende, altså”.

Udtalelsen er temmelig påfaldende i betragtning af, at Hjorth selv, som studievært, har haft et seksuelt forhold til en ung, mandlig praktikant. Den praktikant er afhængig af hendes velvilje som studievært. Hun har med andre ord gjort det samme, som Jes Dorph-Petersen nu er fyret for – og hun sidder stadig på skærmen.

Det gør også studieværten Cecilie Beck, der offentligt har erkendt et seksuelt forhold til samme mandlige elev. Også hun sidder fortsat godt i jobbet.

Det ved TV2s Thomas Breinholt godt, og han er den, der har indstillet dokumentaren til Cavling-prisen. Han ved, at TV2 har gennemført en forskelsbehandling mellem mand og kvinde i kvindernes favør. Han ved, at Karen-Helene Hjort og Cecilie Beck tav om deres egne udskejelser, da de deltog i udsendelsen.

Det har Breinholt valgt at se bort fra. Han er ellers en mand, der plejer at holde fanen højt, når det handler om dokumentarudsendelsers integritet. Men MeToo har ændret meget, åbenbart også objektiviteten.

”Kulturen” på TV2
Formålet med at rejse MeToo-sagerne var angiveligt at gøre op med ”kulturen” på TV2. Men noget skurrer her, eftersom de sager, der førte til fyringer, skete for 20 år siden. Der foreligger intet om, at de fyrede personer har haft forkerte affærer i de sidste mange, mange år.
Derimod har der på det seneste været affærer af den uønskede art – dels de nævnte ulige relationer med en mandlig praktikant, og dels at en mandlig chef på en anden TV2-afdeling har udøvet grov sexchikane mod kvinder.
Hvis formålet virkelig havde været at gøre op med en ”kultur”, så skulle man vel især fokusere på disse personer? Men de fredes. Det er vist det, man kalder dobbeltmoral.

Therese Philipsen
Mest af alt segner dokumentaren under sin egen åbenlyse mangel på kritisk sans, når det drejer sig om en bestemt kvinde, nemlig Therese Philipsen. Hun er selve omdrejningspunktet i dokumentaren. Interviewene med hende fylder godt og vel halvdelen af den næsten tre timer lange sendetid.

I år 2000 startede hun som 23-årig praktikant på TV2 Nyhederne, og hendes beretninger om dengang maler et billede af en lang række seksuelle eventyr, der fremstilles som om de hver eneste gang har haft karakter af overgreb.  Hendes beretninger fylder mere end en time af dokumentaren, og uden dem ville der ikke have været mange søm at hænge forargelsen op på.

Efter deres research vidste dokumentarens tilrettelæggere godt, at Therese Philipsen i løbet af sin korte ansættelse på TV2 havde haft en hel række af forhold til især studieværter og chefer. Hun erkender selv, at hun havde forhold til de mænd, der blev fyret på basis af hendes udsagn, og hun nævner, at hun i flere af disse situationer havde et crush på disse mænd.
Skal vi tro på, at når hun var stærkt tiltrukket til disse mænd, så vendte mændene situationen rundt og begik overgreb mod hende? Og når dokumentaren alene giver hendes version af det skete, fortjener den så prædikatet dokumentar?

Dokumentaren bringer kun Therese Philipsens version af det skete. Vi kan ikke spørge til sandheden af hver enkelt historie, når vi ikke oplyses om, hvilken mand den angår.

Therese Philipsens flyttede i 2005 til Florida sammen med en af de chefer, hun havde haft et forhold til – og som hun giftede sig med. Her fortsatte hun en tilværelse, der nu stod på forfatterskab, men fortsat i den brogede ende.

Hun nedsatte sig som forfatter til kulørte krimier med seksuelle toner, og hvor kvinder typisk var ofre for mænd. Under pseudonymet Willow Rose har hun skrevet mere end 80 bøger, som tilsammen er solgt i ca. 6 mio. eksemplarer.

En af de seneste bøger er ”Such a Good Girl”, hvor en hovedperson, Samantha, omkommer på mystisk vis. Den bog slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”

Her skriver Philipsen, at hun var betaget af en studievært, der nu er blevet fyret:

 ”På grund af min historie som er lige som Samanthas i denne bog. Det skete også mens jeg var praktikant; men jeg fortalte aldrig nogen om det.”

Vi får at vide, at hun blev kontaktet af en dansk journalist, åbnede op og berettede om, hvad der skete den gang. Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk TV-station) . . . Den sidste arbejder . . .  ikke i netværket mere.”

I efterskriftet til ”Such a Good Girl” skriver Therese Philipsen videre:

”Da journalisten [fra Danmark, som arbejdede på en dokumentar om sexchikane i danske medier] kontaktede mig, havde jeg ikke skænket disse gamle historier en tanke i tyve år. Og så, pludselig, var det det eneste, jeg kunne tænke på. Det vendte tilbage til mig i disse voldsomme flashbacks som fuldstændig sendte mig i gulvet.  . . . Jeg græd igennem hele dage og var ude af stand til at fungere ordentligt. . . .  Jeg talte med en terapeut, og hun sagde til mig at jeg var  . . . nødt til at gå igennem en helbredelsesproces, og en del af den var at tale om det. Så, omsider fortalte jeg min historie. Først til mine kære, så til nogle advokater, og til sidst til journalisten mens kameraet kørte.”

Therese Philipsens vidnesbyrd har altså denne baggrund: Hun har ikke skænket ”disse gamle historier en tanke i tyve år”. Så pludselig opfordres hun til at fortælle om dem – en version, der nødvendigvis har været igennem et antal lag og ”filtre”. Der er stor mulighed for en erindringsforskydning – hvor hun selv kommer til at fremstå som et uskyldigt offer for andres overgreb.

I sine bøger viser Therese Philipsen et stort talent for at fremstille en kvinde som et offer, der kalder på sympati, mens modparten, manden, er fascinerende – og ond!
Det samme talent viser hun i dokumentaren. Hun bruger stærke virkemidler til at fremstille mænd som gemene, f.eks. i en scene, hvor manden forretter sin seksuelle nødtørft med hende på et toilet, hvorefter han kynisk skrider og efterlader hende grædende på toilettets flisegulv.
Sandsynligvis er bl.a. denne beskrivelse stærkt forvansket i forhold til, hvad der faktisk skete. Det er nærmest omdigtet. I hvert fald kan den ikke tjene som dokumentation, når modpartens version af samme hændelse glimrer ved sit fravær.

En ”ond” mand har ingen rettigheder
Det er et fundament i vores kultur, at i en konflikt kan det ikke på forhånd afgøres, hvem af parterne, der taler sandt. Derfor skal begge parter høres. I denne sag er der imidlertid bevidst opbygget en følelse af forargelse. Mændene er på forhånd dømt som værende onde, og derfor er de ikke blevet afhørt med de samme rettigheder, som de ville have haft i en retssag.
Det har de involverede mænd tydeligt mærket, og derfor har de heller ikke villet medvirke i dokumentaren. En forhåndsstempling som ond udelukker en reel mulighed for at blive hørt.

En Cavling-nominering af en såkaldt dokumentar
Tilbage står så en såkaldt dokumentar, der nu er indstillet til Cavling-prisen, til trods for at den udelukkende giver ordet til Therese Philipsen og andre kvinder fra TV2-systemet.
Vi hører undervejs ingen kritiske spørgsmål. Herunder til kvindernes hukommelse efter tyve år. Og der er ingen interviews med de kvinder, der har en helt anden oplevelse af den skildrede kultur på TV2. En af dem har f.eks. beskrevet, at ”kvinderne var lige så meget interesserede i at score som mændene.” Men i modsætning til Therese Philipsen har den kvinde ikke sidenhen omdefineret, hvad der foregik.

For nogle af de ”dømte” mænd betyder det, at de har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og bolig. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen, og de har generelt intet håb om nogensinde at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den stopper aldrig.

Det gamle begreb ”ære” har igen fået betydning. Her har man frataget to mænd deres ære, og det betyder i realiteten at de er udstødt af samfundet. Folk opfatter dem som grimme mænd, der ikke kunne holde sig fra unge kvinder. Man har frataget dem muligheden for at forsvare sig mod den stempling, Det er ikke et civiliseret samfund værdigt, at nogen skal udsættes for det.

Og vi andre kan så se, at den betændte tilgang fortsætter, senest med en Cavling-nominering af et værk, der ikke fortjener betegnelsen dokumentar.
Vi er gået ind i en tid, hvor selv journalistikken med dens høje idealer er blevet til et tarveligt biprodukt i en kulturrevolution med MeToo som et af de farligste våben – et våben, der let kan misbruges. Og er det blevet  i dokumentaren.