Politikerne har skabt en menneskefjendsk kolos af en velfærdsstat på bekostning af velfærdssamfundet. Det så Mogens Glistrup i 70’erne, og det ser mange danskere nu, skriver Pernille Vermund.

Af Pernille Vermund, partiformand for Nye Borgerlige

I år 1970 var antallet af offentligt ansatte 382.000.

Det fik en kontroversiel advokat til at tale om papirnussere og skrankepaver. Han blev valgt til Folketinget med 28 mandater og erklærede, at han ville være minister for afvikling af offentlig virksomhed.

Men sådan skulle det ikke gå.

Papirbjergene og regeltyranniet fortsatte med at vokse uhæmmet. Alene dagpengereglerne er i dag svulmet til knap 30.000 sider. Og i 2020 var antallet af offentlig ansatte eksploderet til over 800.000.

Er samfundsværdien så vokset tilsvarende?

Nej. Danmark er på alle kendte parametre dumpet ned ad ranglisten.

Det gælder relativ velstand, uddannelsernes kvalitet, den relative middellevealder, jernbanevæsen, postvæsen, retsvæsen, sundhedsvæsen, ja – lyspunkterne er få og svære at få øje på.

Siden Glistrup har politikerne gennemført et væld af centraliserende reformer.

De har nedlagt amterne, skabt storkommuner, afskaffet nærpolitiet, sammenlagt retskredse og lukket sygehuse i hele landet.

De har indført New Public Management i forventning om, at tillid og sund fornuft kunne erstattes af excelark og kontrolskemaer.

Listen over politikernes ‘geniale’ tiltag til effektivisering kan sikkert fortsættes, men det ændrer ikke konklusionen.

Mængden af bureaukrati er eksploderet. Det samme er skattetrykket, antallet af offentligt ansatte og regeltyranniet.

Velfærdssamfundet har år for år måtte vige for velfærdsstaten.

Politikerne kunne have reformeret velfærdssamfundet ved at lade pengene følge borgerne, give magten tilbage til de nære samfund og styrke familiernes frihed.

De kunne have skabt bedre rammer for foreningsliv, frivillige fællesskaber og vores frihed til at handle med hinanden.

Det havde styrket det danske værdifælleskab og fremmet et rigt og dynamisk samfund baseret på tillid, fællesskab og sund fornuft.

I stedet har de styrket deres egen magt over danskerne. Og det har svækket de frivillige, ansvarlige fællesskaber, som i århundreder har skabt værdi for Danmark.

Når man tager magten fra folk, bliver de magtesløse.

Når man tager ansvaret fra folk, bliver de uansvarlige.

Og når man deponerer sit sociale ansvar i en skattebillet, koster det ustyrlige summer i bureaukrati og administration.

Summer, som skal opkræves i højere skatter og afgifter, og som lægger hindringer i vejen for vores frihed til at udføre arbejde for – og handle med – hinanden.

Men det koster også værdi i tilværelsen.

Når staten fratager os halvdelen af udbyttet for vores arbejde, så afgiver vi det eneste, som vi ikke kan få mere af: tid!

Tid vi kunne have tilbragt med vores familier, i foreningslivet eller i andre frivillige fællesskaber.

Når vi fratages vores tid, så mister vi værdien ved at være noget for hinanden.

Politikerne har skabt en menneskefjendsk kolos af en velfærdsstat på bekostning af velfærdssamfundet.

En kolos, der optager en stadig større del af beskæftigelsen fra det private.

Det belaster os økonomisk. Og det eroderer fundamentet under velfærdssamfundet, når friheden, det personlige ansvar og tilliden imellem os svækkes.

Det så Glistrup i 70’erne. Der forstår mange danskere nu. Det er tid til at gå en anden vej.

Den offentlige sektor skal ikke blive ved at sande til og vokse på bekostning af det private. Tværtimod.

Flere offentligt ansatte skal frigives til beskæftigelse i det private. Og de fagfolk, som leverer kerneydelser til danskerne, skal sættes fri af politikernes detailregulering.

Politikerne skal bestemme mindre og danskerne skal bestemme meget mere selv – også over flere af deres egne penge.

Teksten har været bragt på Pernille Vermunds Facebookside, men er videregivet her på Indblik med hendes tilladelse.

Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.