[vc_row][vc_column][vc_column_text]Langt de fleste lærere i Danmark stemmer rødt. Det er et stort, men meget overset problem, skriver Stefan Agger i dette debatindlæg.
Af Stefan Agger, lektor
Hvis man vil opleve en meget hurtig affejning, så skal man spørge danske skolefolk, om ikke det er et problem at et massivt flertal af danske lærere er venstreorienterede. Svaret vil falde omgående, og det er selvfølgelig et ”nej”!
Min egen oplevelse er dog, at det er et problem. Ikke fordi de enkelte lærere skal gøres skyldige, de har jo ikke gjort noget forkert. 
Det er heller ikke fordi man ikke kan være en god lærer, selv om man er politisk engageret – det kan man selvfølgeligt, men der ingen tvivl om, at selv om man som lærer forsøger at undertrykke egne holdninger, så vil det træde frem i de emner man vælger at belyse, i de tekster man sætter elever til at læse, og i de fortolkninger man tilbyder eleverne. 
Det kan ikke lade sig gøre at være fuldstændig objektiv, og derfor er lærernes meget skæve politiske fordeling et problem.
Vi savner derfor et ideal om holdningsmæssig pluralisme i danske skoler – lad mig prøve at uddybe:
Først skal vi nok dokumentere, at det står så galt til som jeg påstår. Hvis vi først kigger på Folkeskolelærerne, så viste en undersøgelse af deres partivalg ved valget i 2019, at ca. 83 procent af lærerne stemte rødt, og at hele 22 procent af dem stemte på det yderligtgående venstreorienterede parti Enhedslisten. 
Hvis vi kigger på gymnasielærerne, så har jeg tallene fra 2015, hvor ca. 85 procent af dem stemte rødt, og omkring 20 procent stemmer på Enhedslisten.
Der er altså ikke nogen tvivl om, at lærerne er massivt venstreorienterede, og at det vil have en betydning på undervisningen i mange fag, f.eks. historie, dansk, engelsk, kulturforståelse og selvfølgeligt samfundsfag.
Vi har i Danmark i snart mange år haft et offentligt fokus på diversitet, som er et begreb importeret fra USA. Det er et overfladisk begreb, der handler om menneskers ydre forskellighed. Hvis man har en gruppe mennesker, hvori der findes forskellige hudfarver, køn og religiøse symboler, så har man diversitet, helt uagtet om menneskerne i gruppen tænker ens eller forskelligartet. Diversitet er altså sådan noget man kan tælle i et excelark.
Mit bud er, at vi skal tale mere om pluralisme, forstået som ”tilstedeværelse af eller åbenhed over for en mangfoldighed af synspunkter, holdninger og værdier”. Det vil sige, at vi i den offentlige debat om skolen, og måske også andre samfundsinstitutioner, i højere grad skal opfatte pluralisme som et krav samfundet stiller til offentlige institutioner.
De nuværende skoleledere kan jo ikke gå ud og fyre medarbejdere fordi de er røde, men man kan og bør overveje, hvordan man aktivt gennem skolens virke kan sørge for, at eleverne møder andre politiske synspunkter – liberale og konservative – i lige så stort omfang som deres læreres foretrukne socialliberale og socialistiske ideologier.
Jeg vil slutte med en advarsel: Det jeg skriver i dette indlæg bliver mere og mere aktuelt i disse år. Indtoget af de identitetspolitiske kampe, og større og tydeligere politiske konfliktlinjer i de vestlige samfund gør, at jeg frygter at vi er på vej mod en politisk tid, som den vi i Danmark oplevede i 70’erne, hvor marxismen i høj grad bemægtigede sig universiteter og skoler landet over.
Det er altså nu vi skal sætte ind, og kæmpe for den ide, at Danmark er et pluralistisk samfund, hvor ingen bliver bedre mennesker af at have et bestemt ideologisk tilhørsforhold, og hvor landets skoleelever i Folkeskolen og på ungdomsuddannelserne har krav på at møde et forskelligartet og mangesidet miljø, med en nogenlunde ligevægt af borgerlige og venstreorienterede fortællinger.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]