[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Vi har pligt til at tænke kritisk – navnlig i en krise
Opfordringerne til blot at rette ind og følge regeringens anvisninger er legio. Men er det nu også en sund indstilling, eller har vi netop i krisetider pligt til at være særligt opmærksomme på, om myndighederne opfører sig optimalt?
af Jens Frederik Hansen
Når jeg læser på Facebook i disse dage, er der et hav af opslag, der beundrer regeringens beslutsomme og faste holdning over for en krise, som givetvis ryster vort samfundsliv i en helt ukendt grad. Aldrig før har det danske samfund været lukket ned på den måde. Det tætteste har måske været folkestrejkerne under besættelsen, men de var lokale og ikke landsdækkende. Og de varede kun ganske få dage. Og det er kun nogle enkelte gamlinger, som har en klar erindring derom.
Opbakningen, ja ligefrem beundringen for regeringen og navnlig Mette Frederiksen er noget nær universel – ikke bare fra hendes egne, men også fra et helt overvældende antal af mine solidt borgerlige middelklassebekendte. Det er de bredeste skuldre, som også alle er villige til at bære de tungeste byrder, der støtter op.
Næsten alle opslagene er af en type, som bedst karakteriseres ved den engelske verselinje om kavaleriets angreb ved Balaclava: ”Theirs is not to make reply, theirs is not to reason why, theirs is but to do and die.”
Forskellen på at handle og at tænke
Et af tidens mest populære opslag på sociale medier hylder Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm og er delt 26.000 gange. Her fremgår: ”Hvis Søren siger hop spørger du ikke hvorfor, men hvor højt.” Helt igennem typisk er, at det er handlinger, som de fokuserer på. Der skal rettes ind til højre og adlydes ordrer. De militære analogier er næsten uundgåelige i beskrivelsen.
Men der er altså en forskel på at handle i modstrid med givne ordrer og så at overveje, om det nu også er de smarteste ordrer. At efterleve myndighedernes påbud i situationen, og at acceptere, at de handler efter bedste overbevisning, giver mening. Den, som husker sin grundlov, kender nok også princippet i § 63, stk. 1 om, at man altid kan indbringe en sag om myndighedernes adfærd for domstolene, men indtil de har talt, så kan man ikke foreløbig unddrage sig myndighedernes befaling. Det er et sundt princip.
Men det er et lige så sundt princip, at man er åben for overvejelser om, hvorvidt der handles optimalt. Det gælder jo navnlig, fordi krisen efterhånden kan forudsiges at blive meget længere end først forventet, og ingen har med rimelighed kunnet forudse konsekvenserne af de forskellige tiltag på bare lidt længere sigt.
De fleste af os tænker ens
En af de personlige livserfaringer, som jeg har gjort mig gennem medlemskab af forskellige offentlige råd, studienævn, skatteankenævn og diverse andre, er, hvor ens vi mennesker egentlig tænker. Hvis man spærrer en halv snes mennesker inde i et lokale, præsenterer dem for et sæt faktiske oplysninger og beder dem finde en løsning på et problem, så når de i forbløffende grad til de samme resultater. Trods vidt forskellige indstillinger politisk og menneskeligt. Det har altid undret mig lidt, hvor nemt det var at finde konsensus i diverse kollektive organer. Derfor er der sådan set heller ikke noget mærkeligt i, at langt de fleste danskere finder regeringens handlinger fornuftige på trods af alle mulige baggrunde.
Hvad er kritisk tænkning?
Der hvor vandene skilles vil ofte være, hvis der opstår en tvivl om de faktiske omstændigheder. Er præmisserne for den tilsyneladende uundgåelige logiske proces rigtige? For hvis præmisserne skrider, så gør resultatet det også.
Og en ting, som man kan være sikker på i en krisesituation, det er, at hverken regering, embedsmænd eller nogen som helst andre har overblik over situationen. Det er givet, at nogle har mere overblik end andre, men forståelsen af situationens dynamik vil altid være begrænset. Det er og bliver en af de helt fundamentale kritikker af planøkonomi, og krisehandlinger er en klar afart af planøkonomien.
Noget andet er, at beslutningstagerne ret hurtigt bliver bundet af deres egne tidligere handlinger. Det er sindssygt svært at tage et opgør med sig selv, se splinten i eget øje. Hvis man skal illustrere det med et tilfælde, hvor manglende vilje til at se ændrede forudsætninger i øjnene, medførte katastrofale virkninger for det danske samfund, er gennemførelsen af Novemberforfatningen 3 dage efter Frederik 7.s død velegnet. Lige præcis i den situation var det måske ikke klogt at udfordre de tyske stater. Det havde måske set anderledes ud nogle få år senere. Konsekvensen var krigen i 1864, og resultatet var, at der ikke længere var noget Slesvig at have fælles forfatning med.
Ideologi og realitet
Der kunne findes talrige andre eksempler, som viser forskellen mellem politikere, som nødvendigvis må handle praktisk, og ideologen er jo netop, at ideologen kan opbygge sin utopi uden at tage alt for meget hensyn til den reelt eksisterende virkelighed. Men ideologen har en rolle at spille som kontrast.
I krisesituationen tager det resultatorienterede overhånd, der bliver ikke megen tid til at tænke over processen.
At tænke kritisk bliver derfor et spørgsmål om at efterprøve præmisserne for myndighedernes handling. Er lukning af grænserne klogt, eller burde man – med et eksempel opfundet af den fri fantasi – i stedet spærre Storebæltsbroen, når vi nu kan se, at epidemien er mest udbredt i den skisportsdyrkende nordsjællandske middelklasse. Eller hvad det nu kan være, som virker lidt bedre, end de tiltag som myndighederne allerede har sat i værk.
At tænke kritisk er ikke at kagle op om, at Mette Frederiksen er en magtsyg idiot, men at finde nye anderledes veje til at lempe os igennem vanskeligheder. Det bør være en samfundspligt.
PS: Denne kommentator har ingen forstand på epidemier, økonomiske indgreb eller smarte måder at løse problemet på. Så forvent ingen mirakelkure fra mig.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4583″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5892″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6123″][/vc_column][/vc_row]
