Vi bryster os af, at vi lever i et af verdens mest udviklede demokratier. Det er en myte, skriver Erling Petersen i dette debatindlæg.

Af Erling Petersen, civilingeniør, tidligere forskningschef hos Vølund og direktør i Danske Fjernvarmeværkers Forening

Vi bryster os af, at vi lever i et af verdens mest udviklede demokratier. Det er en myte. For at et demokrati kan fungere, forudsætter det, at vælgerne har nem adgang til alt relevant information, så de har et optimalt grundlag for at tage stilling til de politiske spørgsmål. Men det har de ikke. Der er derimod klare eksempler på, at politikerne bestræber sig på at skjule information for os. Monopol på information giver politikerne mulighed for at flytte mere magt over til dem selv og umyndiggøre befolkningen. Klima- og coronapanikken er de eksempler, som springer mest i øjnene.

Siden 1990 er vi blevet fortalt, at FN’s klimapanel IPCC er oraklet, der ved alt om klimaet. Både i fortiden, nutiden og fremtiden. Hvis der er nogle, der mener noget andet end IPCC, så skyldes det uvidenhed eller bevidst løgn, med baggrund i en farlig skjult dagsorden. 

Hver 5. til 6. år udgiver IPCC er mammutværk på mange tusind sider, der fortæller os, hvad de har lært siden sidste rapport, og beskriver hvilke frygtelige klimakatastrofer vi står umiddelbart over for. 

Grundlaget er tre videnskabelige rapporter, som er forfattet af forskere, som er udvalgt af politikerne. Dermed har politikerne sikret sig, at forskerne har de rigtige politiske holdninger. Når forskerne er færdig med deres metertykke værker afleveres de til et ”redaktionsudvalg” som består af ca. 60 politikere, embedsmænd og repræsentanter fra diverse NGO’er. 

Forskernes værker er – indtil videre – hemmelige for alle andre. Så udarbejder politikerne et sammendrag (Summary for Policymakers) og en anbefaling til alverdens regeringer og myndigheder af hvilke beslutninger, der bør træffes på grundlag af forskernes seneste resultater. Derefter offentliggøres sammendraget, som kommer på alverdens TV-stationer og avisernes forsider.

Samtidigt bliver sammendraget sendt tilbage til IPCC’s forskere, som så får et par måneder til at ”justere” deres oprindelige videnskabelige rapporter, så de bliver i overensstemmelse med politikernes sammendrag. Derefter kan forskernes rapporter offentliggøres. 

Men på dette tidspunkt har det ingen betydning. Politikernes sammendrag har allerede fået bred mediedækning gennem et par måneder, så meget få personer orker at læse de mange tusind sider rapporter igennem for at kontrollere, om det er tegn på uoverensstemmelser. Desværre viser erfaringen, at pressen heller ikke orker det. 

Så det befolkningen får at vide om klimaforskningen, er kun det sammendrag som politikerne har skrevet, og som er skrevet på grundlag af de rapporter, som er skrevet at de forskere, som er udvalgt af politikerne. Man kan ikke undre sig over, at politikerne er så begejstrede for IPCC.

Vi bliver fortalt, at klimaloven med Danmarks 70 procents reduktion er et resultat at et jordskredsagtigt klimavalg i 2019. Det er løgn. Ved folketingsvalget stemte mere end 90 procent af vælgerne på et parti der gik til valg på en reduktion på 40 procent (og vi havde allerede reduceret med de første 35 procent). 

Men under de efterfølgende regeringsforhandlinger skiftede alle Folketingets partier – med undtagelse af NyeBorgerlige – holdning til 70 procents reduktion. Så når politikerne fortæller os, at det var vælgerne der  ønskede det, er det en myte. Det var kun politikerne, som dermed gik imod et meget bredt vælgerflertal. Det har jeg skrevet mere om i et tidligere indlæg på Indblik.

Den information befolkningen får om corona er ikke meget bedre. Da Mette Frederiksen den 11. marts 2020 lukkede Danmark ned, oplyste hun, at det var på anbefaling fra myndighederne. Da hun efterfølgende blev bedt om at oplyse hvilke myndigheder, viste det sig, at ingen myndigheder havde anbefalet en nedlukning af Danmark. 

Den 16. december 2021 var der pressekonference i TV om corona. Tre embedsmænd var sendt i studiet for at bane vejen for Mette Frederiksens udmelding om nye restriktioner dagen efter. Alle tre fortalte om den meget alvorlige situation, vi befandt os i. 

Direktøren fra Statens Serum Institut, (SSI) Henrik Ullum blev gentagne gange spurgt om, hvad han mente, at der burde indføres af nye restriktioner. Han kunne kun oplyse os om, at situationen var meget alvorlig, og at det var op til politikerne at vælge, hvad der skulle gøres. Det var der næppe så mange, der var i tvivl om, men det som flere spørgere præciserede var, at de ønske at høre, hvad han mente, at der burde gøres. Men det ønske han ikke at svare på. Han havde tydeligvis fået mundkurv på. Vi – borgerne – måtte ikke få at vide, hvad specialisterne mente. Kun hvad politikerne mente.

Region Hovedstaden bruger ikke de officielle tal fra SSI for hospitalsindlagte coronapatienter som grundlag for deres planlægning. De bruger egne tal. De officielle tal er alt for høje. De indeholder også patienter, der er indlagt med f.eks. et brækket ben eller psykiske lidelser, men som også  har fået konstateret corona inden for de seneste 14 dage. F.eks. oplyste SSI’s tal, at der den 22. december 2021 var indlagt 265 patienter, medens Region Hovedstaden oplyser, at der kun var indlagt 182 patienter på grund af corona. 

Efterhånden som en større del af befolkningen blive vaccinerede og flere og flere bliver smittede, uden at det får alvorlige følger, må vi forvente, at forskellen på de to tal vil blive større og større. Den gældende praksis giver politikerne og myndighederne et stærkere grundlag for at indføre flere restriktioner og styre vores hverdag.

Protestbevægelserne i de vestlige demokratier får mere og mere vind i sejlene. I efteråret 2018 fødtes bevægelsen De gule veste i Frankrig. Det var oprindelig en protest mod præsidentens forslag om at øge skatten på brændstof som led i regeringens klimapolitik. Igen ser vi, at politikernes klimapolitik ikke er befolkningens klimapolitik. 

Det begyndte fredeligt, men den fik meget hurtigt bred tilslutning og blev mere voldeligt. Hurtigt glemte De gule veste, hvad de demonstrerede for. De demonstrerede bare. I disse tider ser vi det samme i mange europæiske lande, hvor der er voldsomme og stigende demonstrationer mod krav om vaccine mod corona. Et stigende antal personer deltager i protesterne, og protesterne bliver mere voldelige. Når det sker, så er der også et stigende antal personer som sympatiserer med protester, men som endnu ikke er gået på barrikaderne.

Det er min påstand, at stigende brændselspriser og modstand mod krav om vaccine mere var anledning til demonstrationerne, end det var årsagen. Årsagen er, at borgerne føler sig holdt hen i mørke og umyndiggjort. 

De vesteuropæiske demokratier har udviklet sig til kun at bestå af et jævnligt tilbagevendende valg af en ny præsident, kejser eller kejserinde for en periode og et nyt parlament bestående af personer, som langt hen af vejen har afstemt alle væsentlige spørgsmål. 

Befolkningen føler sig umyndiggjort. Den er ikke længere herre i eget hus. Politikernes krav som øremærket barselsorlov til mænd, økologisk mad i børnehaven, sortering af husholdningsaffald, bæredygtigt byggeri, kønskvotering i private selskabers bestyrelser og tilsvarende finurligheder, som de kan finde på for at redde verden, har kun øget befolkningens følelse af afmagt.

Skal demokratiet overleve og have en mening, så skal befolkning føle, at den er med på råd og har indflydelse. Dette forudsætter som minimum, at befolkningen har lige så megen adgang til informationer og råd fra specialisterne som politikerne.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.