[vc_row][vc_column][vc_column_text]Det er forkert, når børn helt ned i folkeskolealderen bliver undervist i identitetspolitisk nonsens om, at køn f.eks. er en social konstruktion. Det skriver Frida Kokfelt fra Nye Borgerliges ungdom i dette indlæg.
Af Frida Kokfelt, bestyrelsesmedlem i Nye Borgerliges Ungdom Nordsjælland
I grundskoler landet over afholdes hvert år ”Uge Sex” temauge op til vinterferien. I år er temaet ”Lige køn leger bedst” – et forløb udformet af Sex & Samfund.
I oplægget til forløbet for indskolingen, står der: ”I de første år af elevernes skoleliv grundlægges mange af de normer for køn, som følger eleverne gennem deres skolegang. Børn møder forventninger til deres og andres køn i deres hverdag på skolen, blandt andet ved kønsopdelte aktiviteter i fx idræt og matematik, og når køleskabets hylder opdeles efter køn.”
At man her politiserer undervisningen af børn i alderen fem til ni år med identitetspolitik, er forkasteligt. Ved at introducere identitetspolitik i indskolingen, sætter man tanker i gang hos de små børn, som de slet ikke bør forholde sig til endnu. Det er grundlæggende forkert. De skal bare være børn.
Hele præmissen for oplægget virker tilmed opfundet til lejligheden. For hvordan kønsopdeler man overhovedet matematik og hylderne i et køleskab?
Det må siges at være en bedrift i sig selv.
I samme tema har Sex & Samfund lavet et opslag på deres Facebook-side hvor de stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor der er så få kvinder i lokalpolitik.
De mener hverken, at det skyldes at kvinder i højere grad har travlt med at få børn og lave mad, at kvinder synes at økonomi er kedeligt eller at kvinder kun interesserer sig for ”bløde emner” som børn, unge og ældre.
Nej, Sex & Samfund udleder i opslaget, at det skyldes, at ”kvinder bliver begrænset af forventninger til deres køn”. Organisationen synes at underkende betydningen af menneskets biologi fuldstændig og anskuer udelukkende køn som en social konstruktion – og det er det ikke.
Vi lever i en underlig tid, hvor pseudoismen i højere grad sættes over naturvidenskaben. Det er helt forfejlet, for vi er først og fremmest biologisk drevne væsner.
En ny undersøgelse fra Oxford slår fast, at mænd og kvinder evolutionært er programmeret til at opføre sig forskelligt. I undersøgelsen konkluderes det, at kønsspecifikke signaler påvirker mænds og kvinders adfærd.
Jeg læser Sex & Samfunds’ opslag og tænker: Findes forklaringen på hvorfor der er så få kvinder i lokalpolitik ikke netop i nogle af de argumenter, som organisationen blankt afviser i deres opslag?
Eksempelvis har man set, at kønsfordelingen i de forskellige brancher på arbejdsmarkedet ikke har ændret sig synderligt de seneste tyve år, selvom kønnene er ligestillede. Vi ser fortsat, at kvinder i højere grad vælger uddannelser og jobs, der har med børn, unge og ældre at gøre, medens der modsat er et klart overtal af det mandlige køn på de meget tekniske og fysisk hårde uddannelser og jobs. Dette er udelukkende resultatet af det frie valg.
Derfor er det forkert, at man lærer små børn, at biologien ingen betydning har for de kønsnormer, vi lever med.
Vi skal ikke søge at nedbryde børns kønsopfattelse, og vi skal da slet ikke lære dem, at køn udelukkende er en social konstruktion. For erfaringen og videnskaben peger i den modsatte retning.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]