Millioner af kinesere må kun gå ud for at købe mad eller få test

Yderligere tre millioner mennesker i to kinesiske provinser er omfattet af nedlukning efter nyt smitteudbrud.

Efter nye smitteudbrud af covid-19 i Kina er der indført en nedlukning, som omfatter omkring tre millioner mennesker i to byer i Jilin-provinsen i den nordøstlige del af landet.

Der blev mandag registreret 109 smittetilfælde. Det er sjette dag i træk, at der konstateres over 100 nye smittetilfælde, og det skaber bekymring for, at en ny smittebølge kan være på vej.

Efter at Kina i stor udstrækning havde fået udbredelsen af virusset under kontrol, er der i de seneste uger registeret nye smitteudbrud. Det har ført til rejserestriktioner og nye massetest.

Mindst 11 regioner i de tre provinser Jilin, Hebei og Heilongjiang har nu lukket ned og er i gang med at masseteste befolkningen.

I Hebei advarer myndighederne om skærpede straffe, hvis man overtræder reglerne og for eksempel holder bryllupper eller begravelser. Det skriver nyhedsbureauet Xinhua.

Dermed er der nu over 29 millioner kinesere, som har fået besked på at blive hjemme. I nogle områder har man kun tilladelse til at købe mad ind hver tredje dag.

I Beijing, hvor der er konstateret to nye smittetilfælde, skal alle rejsende i fire ugers observation, efter at de er rejst ind i hovedstaden.

I byen Gongzhuling, hvor der bor en million mennesker, er det strengt forbudt at gå ud, medmindre det er for at få foretaget en coronatest.

De seneste nedlukninger kommer samtidig med, at flere hundrede millioner kinesere har planer om at rejse i forbindelse med det kinesiske nytår i begyndelsen af februar.

Trods restriktioner forventer det statslige kinesiske jernbaneselskab knap 300 millioner togrejser i løbet af nytåret. I 2019 solgte selskabet 410 millioner togbilletter.

Kina har produceret to covid-19 vacciner og har flere under udvikling. De første vacciner blev givet til nødbrug allerede i juli.

I dag er der givet over 10 millioner vaccinedoser, meddeler myndighederne. Kina har omkring 1,4 milliarder indbyggere.

/ritzau/Reuters

[adning id="17957"]

Fik du læst?