Kontrollen af EU-parlamentarikernes indtægter ved siden af det parlamentariske arbejde er “som vinden blæser”, lyder det.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
Demokratiet i EU kan være truet, advarer antikorruptions-organisationen, Transparency International EU.
De 500 millioner EU-borgere risikerer nemlig få trukket politiske tiltag ned over hovedet, som er kommet til verden udelukkende på grund af nogle politikeres egeninteresser, hvis ikke der kommer mere kontrol med EU-parlamentarikernes indtægter, lyder det.
Det forholder sig nemlig sådan, at EU-parlamentarikere skal angive deres økonomiske aktiviteter og indtægter ved siden af deres parlamentariske arbejde. Dog bliver der ikke ført kontrol med disse sideindtægter, og det er problematisk.
Kontrol er vejen frem mod korruption
Senior policy officer i Transparency International EU, Vitor Teixeira, udtaler til Altinget, at der bør udføres langt større kontrol af EU-parlamentarikeres habilitet, i det tilfælde at de tjener penge ved siden af arbejdet som EU-parlamentariker.
– Risikoen er reel. Der er helt klart tilfælde, som bestemt bør undersøges nærmere for potentielle interessekonflikter, siger han til Altinget.
Endvidere fremlægger Vitor, at en løsning f.eks. kunne være, at medlemmers økonomiske aktiviteter bliver kontrolleret løbende.
Hvis kontrollen så konkluderer, at der ingen interessekonflikter er, vil den givne EU-parlamentariker så kunne fortsætte indtjeningen.
Én ud af fire EU-parlamentarikere tjener penge ved siden af EU-arbejdet
Opråbet fra antikorruptions-organisationen kommer på baggrund af en analyse, som organisationen selv har lavet, hvor de har undersøgt EU-parlamentarikeres oplyste indtægter.
Analysen viser, at en fjerdedel af alle EU-parlamentarikere tjener penge ved siden af deres arbejde i EU-parlamentet.
Ydermere indgår en tabel i analysen, hvori parlamentarikerne med de højeste indtægter indgår.
På en tredjeplads er danskeren Asger Christensen, der medlem af Venstre samt landmand, imens Venstrekollegaen Morten Løkkegaard også er at finde lidt længere nede på listen.
Christensen oplyser sin indtjening uden for EU-arbejdet til at være på ca. 250.000 euro, hvilket svarer til omkring 1,9 millioner danske kroner.
Til Altinget udtaler Christensen, at han er stolt af både at være politiker og landmand, men siger samtidig, at han godt kan forstå bekymringen med den manglende kontrol.
Han påpeger, at f.eks. den tidligere italienske premierminister og nuværende EU-parlamentariker Silvio Berlusconi ikke har oplyst nogen indtjening overhovedet. Dette kan næppe stemme overens med virkeligheden, insinuerer Asger Christensen.