[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Naturfredningsforeningens lobbyisme virker i Gentofte
Danmarks Naturfredningsforening har stor succes med sin lobbyisme under betegnelsen ”klimakommune”. Betænkeligt, siger kommunalforsker. Gentofte Kommune har genbrugt foreningens formuleringer som officiel information fra kommunen.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Gentofte Kommune er stolt af at kunne betegne sig som Klimakommune Plus+. Kommunen har underskrevet en aftale med den private lobbyorganisation Danmarks Naturfredningsforening om at opfylde en række betingelser, som DN har opstillet.
”Kommunen vil nu opfylde aftalen om klimatilpasning og indsatser med energirenovering i samarbejde med virksomheder og borgere,” som der står på kommunens hjemmeside.
I artiklen på hjemmesiden står der blandt andet:
”Initiativet sigter på at få danske kommuner til at frasælge deres investeringer i fossile selskaber. Desværre har nogle kommuner investeret millioner i kul- olie- og gasselskaber uden at være fuldt vidende om det. En del af fossil-selskaberne modarbejder med massiv lobbyisme den grønne omstilling, som kommuner arbejder hårdt for at fremme.”
Indblik.net har bedt Gentofte Kommunes kommunikationschef, Marianne Grundsøe Skovfoged-Olsen, om at give eksempler på fossil-selskaber, som modarbejder den grønne omstilling med massiv lobbyisme. Det kan hun ikke:
”Står der det i artiklen? Det var jeg ikke klar over. Jeg skal sørge for, at du får svar på spørgsmålet.”
Svaret kom fra en menig kommunikationsmedarbejder, som sendte en mail med henvisning til Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside om Klimakommuner Plus+, hvor der netop står som punkt 5:
”Initiativet sigter på at få danske kommuner til at frasælge deres investeringer i fossile selskaber. Desværre har nogle kommuner investeret millioner i kul- olie- og gasselskaber uden at være fuldt vidende om det. En del af fossil-selskaberne modarbejder med massiv lobbyisme den grønne omstilling, som kommuner arbejder hårdt for at fremme.”
Ingen dokumentation for sandheden i påstanden, kun en gentagelse af påstanden fra Danmarks Naturfredningsforening. Teksten var gået direkte fra DN’s officielle materiale til kommunens officielle materiale.
Forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos med speciale i kommunale forhold Henrik Christoffersen siger:
”Man kan måske godt mene, at det er godt, at kommunerne forsøger at reducere CO2-udslippet, men det er et stort problem, når kommunerne lader sig styre af en helt privat lobbyorganisation som Danmarks Naturfredningsforening, som jo ikke har myndighed til andet end at rejse fredningssager.”
Faktisk har 71 kommuner lavet klima-aftaler med DN, og 9 har den fine aftale som Klimakommune Plus+. Kommunerne forpligter sig til at aflægge klimaregnskab til DN. Der er dog ingen straf, hvis det ikke sker.
”Politikerne i enhver kommune har pligt til at træffe de bedste beslutninger for borgerne, men de kan da aldrig skulle stå til regnskab for andre end borgerne, da slet ikke en lobbyorganisation som DN,” siger Henrik Christoffersen.
”Kommunerne skal melde åbent ud, når de er udsat for lobbyisme, og det er da betænkeligt, når det viser sig, at lobbyisme virker – og det bliver da helt galt, hvis kommunen lader sig slå ud af kurs på grund af lobbyisme,” siger forskningschefen.
Danmarks Naturfredningsforening har ifølge egne oplysninger 130.000 medlemmer, hvoraf 1.500 er lokalt aktive. DN’s præsident er Maria Reumert Gjerding, tidligere MF for Enhedslisten.
”Man oplever i det hele taget en betydelig lobbyvirksomhed i mange sammenhænge,” siger Henrik Christoffersen.
”Kommunerne selv lobbyer over for politikerne på Christiansborg, og diverse interesseorganisationer lobbyer over for kommunerne. Det er i virkeligheden en usund udvikling.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2556″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1599″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”493″][/vc_column][/vc_row]