Prisen på alt fra mælk, brød, benzin til byggematerialer og strøm stiger lige nu med den højeste fart i voldsomme 40 år.

Man skal helt tilbage til starten af 1980’erne, hvor dansk økonomi hang i laser, renten var over 20 procent, og tvangsauktioner og konkurser i erhvervslivet løb om kap, for at finde et tidspunkt, hvor priserne sidst spurtede afsted med større hastighed.

Det var dengang, hvor der seriøst blev snakket om at dansk økonomi var på vej ud over afgrunden, og Danmark løbende fik sænket sin kreditværdighed i udlandet.

Det var også dengang, hvor den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen gennem en længere årrække havde devalueret den danske krone, og mistet grebet om dansk økonomi i en sådan grad, at han i 1982 måtte give helt op, træde tilbage som landets leder, og aflevere magten til sine politiske modstandere.

De pinefulde 1970’ere

Årene fra den førte oliekrisens udbrud i 1973, og frem til Poul Schlüter (K) blev konservativ statsminister i 1982, står stadig i dag som et skrækeksempel på, hvor slemt det hurtigt kan gå, hvis der kommer en krise fra udlandet, og vi samtidig selv fører en dårlig økonomisk politik.

På mange områder er dansk økonomi i dag i en langt bedre form end dengang. Ledigheden er lavere, vi har vendt store underskud på den vigtige betalingsbalance over for udlandet til massive overskud.

Der er lavet betydningsfulde reformer på arbejdsmarkedet og i skattesystemet, så det betaler sig bedre at arbejde, så ledige presses hurtigere i job, og opsparing belønner sig bedre end før.

Det har alt sammen fjernet os fra afgrunden, ført til solide offentlige finanser, og en historisk høj beskæftigelse på tæt ved 3 millioner.

Priserne løber løbsk

Men fortidens elendigheder er ved at stikke sit sure fjæs frem igen.

Inflationen er således på få måneder steget til nærmest historisk høje 8,7 procent. Det betyder, at en kurv af typiske varer og serviceydelser, som for et år siden kostede 100 kroner, nu koster 108,7 kroner, hvilket rammer stort set alle på tegnebogen.

Det har ellers haft tårnhøj prioritet at holde inflationen i skak lige siden 1982, hvor Danmark holdt op med at devaluere, låste kronen fast til datidens D-mark, og afskaffede den automatiske dyrtidsregulering.

Gentager fortidens fejl

Men nu har statsminister Mette Fredriksen (S), sammen med sine støttepartier, kopieret dele af Anker Jørgensens fejlslagne økonomiske politik fra 1970’erne og dermed bidraget til at bringe dansk økonomi ud på usikker grund.

Statsministeren har presset en Arne-pension igennem, som trækker tusindvis af personer ud af arbejdsstyrken, mens der er mangel på arbejdskraft mange steder.

Hun har også pøset penge ud i økonomien med store hjælpepakker under Corona-krisen, ligesom der også er brugt store summer på vacciner og Corona-test.

Et løft i forsvarsudgifterne er også vedtaget, og så betyder tilstrømningen af måske 100.000 flygtninge fra Ukraine et endnu ukendt løft i de offentlige udgifter. En del af disse flygtninge vil nok komme i arbejde, men analyser fra Rockwoolfondens Forskningsenhed tyder på, at det formentlig bliver ret få.

Rød Blok har også øget den offentlige beskæftigelse i stat, regioner og kommuner med hele 34.000 personer, siden de kom til magten i 2019. Samlet set har vi derfor lige nu 869.000 offentligt ansatte – det højeste niveau i Danmarkshistorien. Det er en realitet, selv om den almindelige opfattelse efterhånden er, at vores sundhedsvæsen, ældrepleje og andre dele af den offentlige sektor er ved at brase sammen under store sparekrav og stigende opgaver.

At den offentlige sektor opsuger så meget arbejdskraft, mens virksomhederne står og skriger og råber på flere hænder og hoveder, øger presset på arbejdsmarkedet, og skaber frygt for, at et andet økonomisk spøgelse fra 1970’erne slipper løs, nemlig den onde løn-prisspiral, hvor stigende priser fører til højere lønninger, som så igen sender priserne yderligere i vejret.

Flere spøgelser huserer

Sker det, vil tredje spøgelse måske også begynde at husere herhjemme, nemlig den ondartede stagflation, hvor væksten er lav, mens inflationen er høj. En alvorlig fælde, som kan være svær at slippe fri af igen.

Regeringen har dog også gjort noget godt. Det er blevet lidt lettere for virksomhederne at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Det er sket ved at sænke den beløbsgrænse, som regulerer virksomhedernes muligheder for at ansætte personer fra et land udenfor EU. Beløbsgrænsen er sat ned med 75.000 kroner fra lige knap 450.000 kroner til 375.000 kroner i en toårig periode.

Regeringen har også fået vedtaget en såkaldt reformpakke, der blandt andet sænker dagpengene for dimittender, og gør det økonomisk mere fordelagtigt for pensionister at arbejde og tjene penge.

Men som så også øger dagpengene med 3.649 kroner i de første tre måneder af dagpengeperioden, hvilket trækker i den gale retning. Det betyder, at dagpengene kommer op på 23.000 kroner om måneden i stedet for 19.351 kroner, og mange dermed måske fristes til at blive hjemme på sofaen i stedet for at søge et job.

Disse tiltag skønnes tilsammen at øge beskæftigelsen med 12.000 personer. Men trods dette, er der fortsat tale om et glohedt arbejdsmarked i Danmark med lav ledighed og høj beskæftigelse, hvilket i høj grad er med til at puste til inflationens flammer.

Inflationen skubbes op

Når priserne pludselig spurter afsted med høj fart, skyldes det også Corona-krisen. Den førte til nedlukninger af fabrikker og havne, og dermed manglende produktion og transport i mange lande.

Samtidig steg købelysten efter især nye computere, køkkener, møbler og mange andre varer, fordi mange gik hjemme, og restauranter, biografer, frisører og andre servicefag var lukket.

Det skabte et misforhold mellem udbud og efterspørgsel. Det triste udfald af dette var, at der opstod flaskehalse i de store globale forsyningskæder med højere priser på varer og transport som facit.

Oven i det hele har Den Europæiske Centralbank (ECB) ført en helt ekstrem lempelig pengepolitik, med enestående lave renter og store programmer for opkøb af værdipapirer.

Det har pumpet gigantiske summer ud i økonomien og er nærmest en matematisk formel på, hvordan der skabes inflation.

Det overordnede formål for ECB er, at holde inflationen nede omkring to procent. Men topchefen for ECB, franske Christine Lagarde, har sammen med bankens styrelsesråd, været meget nølende med at lette foden fra den pengepolitiske speeder – selv om inflationen længe har ligget langt over ECBs smertegrænse.

ECB har stadig en primær udlånsrente på 0,0 procent, hvilket er helt enestående, når inflation er faretruende nær på at passere 10 procent i årlig vækstrate.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har været anderledes hurtigere ude af starthullerne, og har allerede neddroslet sine opkøb og hævet sine renter over flere omgange.

De har også signaleret yderligere rentestigninger, så den korte rente i USA formentlig nærmer sig 2,5 procent inden årets udgang og endnu mere i 2023.

Købekraften rasler ned

Den løbske inflation rammer – og sænker – husholdningernes reale disponible indkomst efter skat på flere alvorlige og faretruende måder.

Købekraften af danskernes lønninger er nærmest ude i frit og historisk stort fald.

Reallønnen skrumper, fordi det allerede er aftalt, hvor meget lønningerne skal stige i resten af 2022 til 2023. Det gælder for offentligt ansatte, og for de fleste privatansatte på det såkaldte normallønsområde.

Alle dem, som modtager offentlige dagpenge, pensioner og kontanthjælp, er i samme situation. Både folkepension og andre overførsler reguleres løbende op, men det sker på baggrund af lønudviklingen i den private sektor to år tidligere. Det betyder i år en mindre stigning end normalt, fordi den private lønudvikling i 2020 var relativ lav på grund af Corona-krisen og en forventning om, at inflationen ville forsætte med at stå i stampe.

Endelig stiger skatten også, når stigende priser følges af højere lønninger.

Skatten stiger

Årsagen er, at en lang række indkomstgrænser i det danske skattesystem, blandt andet personfradraget og grænsen for topskat, løbende reguleres op med en vis forsinkelse, så de udgør en konstant andel af indkomsten for en typisk lønmodtager.

Men reguleringen sker med en forsinkelse på to år. En tiltagende lønudvikling betyder derfor, at en mindre del af indkomsten omfattes af personfradraget, mens en større del rammes af topskat.

Samlet et betyder det, at den gennemsnitlige skat stiger, og den disponible indkomst falder.

Det slags har historisk set ført til aftagende privat forbrug, som er en af de største trækmotorer i dansk økonomi, og dermed en lavere økonomisk vækst, svækkede offentlige finanser og lavere beskæftigelse.

Så efter en længere periode med medvind for dansk økonomi, ser der nu ud til at komme modvind og helt nye boller på suppen.

Frygten er, at det ender som i 1970’erne, hvor meget gik galt på samme tid, og problemerne voksede på daværende socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (S) over hovedet. Der er alvorlig grund til at frygte 1970’ernes økonomiske spøgelser.