Øget velstand, flere job og bedre offentlige finanser. Plus tæt ved 25.000 kroner ekstra til forbrug om året til alle danskere i gennemsnit.

Det er, hvad en række oplagte såkaldte reformer i det danske samfund, kan give af rene gevinster over de kommende år.

»Reformer« er blevet et lidt teknisk ord, som ofte bruges af politikerne. Men det dækker såmænd bare over nogle ændringer i regler og love, som enten lokker eller pisker danskerne til at blive længere tid på arbejdsmarkedet og arbejde lidt mere.

Der er gennemført stribevis af den slags reformer i dansk økonomi gennem de sidste årtier.

De er tilsammen årsagen til, at vi i dag har en sund dansk økonomi med høj beskæftigelse, sunde offentlige finanser og stor velstand.

Uden reformer, ville meget se markant anderledes ud. Så ville det hele nærmest hænge i laser, og mange være uden arbejde, eller i ganske alvorligt økonomisk uføre på anden vis.

Det er ikke kun én af de tidligere regeringer, eller statsminister, som har trimmet og tunet dansk økonomi til højere fart med reformer.

Det har stort set alle statsminister gjort lige på nær den nuværende – Mette Frederiksen (S).

Schlüter startede

Reformerne begyndte for alvor, da Poul Schlüter blev statsminister i 1982. Han lavede store systemændringer ved af afskaffe fortidens såkaldte dyrtidsregulering, som automatisk sendte lønningerne op, når priserne steg. Det skabte en usund løn-pris-inflation, som gjorde det hele værre.

Men han låste også kronen fast til datidens D-mark, og lavede store ændringer i det danske skattesystem – blandt andet med kartoffelkuren i 1986, som pludselig gjorde det bedre at spare op, og mindre fordelagtigt at låne og stifte gæld.

Nyrup fortsatte

Poul Nyrup Rasmussen (S), som fra 1993 til 2001 stod i spidsen for fire forskellige regeringer, var også god til at vedtage store reformer og forbedringer af den danske samfundsmodel.

Han tog fat på flere vigtige om­råder med en kickstart af dansk økonomi og reform af dagpenge, pensioner og arbejdsmarkedspolitik.

Det gav store resultater, og førte til er markant fald i ledigheden, også selv om Poul Nyrup Rasmussen måske bedst huskes for at være kluntet med en alt for lille cykelhjelm, da han i 1995 deltog i en demonstration mod franske atomprøvesprængninger i Stillehavet.

»Ny kurs mod bedre tider« var titlen på det program, som Poul Nyrup Rasmussen lagde frem i 1993, og som i tæt samarbejde med de Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti skulle »knække kurven« over arbejdsløsheden.

Reformerne virkede

»Kickstarten« indeholdt lavere skatter og større offentlige udgifter. Men mulighederne for at optage lån i ejer­boliger blev også liberaliseret på betydelig vis. Arbejdsmarkedspolitikken blev samtidig gjort mere aktiv. Fokus blev rettet mod, at ledige aktivt skulle søge efter nyt job, men der blev også satset mere på at opkvalificere og uddanne arbejdsstyrken.

I sin tid i Statsministeriet strammede Poul Nyrup også dagpengeperioden væsentligt, og da der så også kom medvind fra bedre udenlandske konjunkturer, blev resultaterne overraskende store og gode: Arbejdsløsheden raslede pludselig ned, mens de offentlige underskud var godt i gang med at forsvinde som dug for solen.

Det vigtige velfærdsforlig

Der var også fuld tryk på arbejdet med at lave reformer, mens Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) var statsministre.

De tre regeringsledere lavede tilsammen reformer, som løftede beskæftigelsen med voldsomme 316.000 personer, har flere beregninger fra blandt andet Finansministeriet vist.

Et af de vigtigste indgreb er velfærdsforliget fra 2006, som indførte et princip om, at længere levetid automatisk skal følges af en stigende pensionsalder. Stiger levetiden med eksempelvis ét år, skal alle altså som udgangspunkt også blive ét år længere på arbejdsmarkedet, blev det aftalt.

Det betyder, at den formelle pensionsalder over de kommende 30 til 40 år stige til mindst 71 til 73 år, hvilket er seks til otte år mere, end den aldersgrænse for folkepension på 65 år, som var gældende i 2006.

Men flere andre – og ret markante – reformer at dagpenge, kontanthjælp og i skattesystemet blev også vedtaget – ind til det hele gik i stå, da Mette Frederiksen (S) blev statsminister.

Det hele er gået i stå

Det samlede facit af de reformer, som Mette Frederiksen (S) har fået presset gennem Folketinget i sine tre år som statsminister, er nede på sølle 1.600 flere i arbejdsstyrken, fremgår det af regeringens seneste såkaldte »Konvergensprogram 2022.«

Med den usikkerhed, der af gode grunde er i denne slags beregninger, svarer det til, at Mette Frederiksen (S) stort set intet har gjort. Intet!

Nye reformer på vej

I regeringens nye 2030-plan lægges der dog op til at udvide det særlige økonomiske råderum med yderligere 15 milliarder kroner med reformer over de kommende syv år.

Det skal blandt andet ske ved at flere unge skal gennemføre en faglært uddannelse, flere med ikke-vestlig baggrund skal deltage på arbejdsmarkedet og flere seniorer skal have lyst til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Regeringen vil blandt andet også reducerer sygefravær og sørge for, at færre er på deltid.

Planen er dog blevet kritiseret stærkt for kun at indeholde ganske få og meget ukonkrete veje til, hvordan dette kan ske.

Regeringen har store ambitioner, men hvordan det skal realiseres, fortaber sig dog i de rene tåger.

Målet kan nås

Der er dog masser af også ret enkle måder at nå disse mål på.

Bedst af alt ville det være at hæve aldersgrænsen for at modtage folkepension med ét år.

Et sådan tiltag vil alene kunne kaste 31.000 flere job af sig og løfte velstanden med hele 36 milliarder kroner.

Det lyder måske barsk at presse danskerne til at arbejde et år mere med en højere pensionsalder.

Men de fleste ældre, der nærmer sig pensionistlivet, vil faktisk gerne arbejde og forblive aktive. Det holder dem i gang, og giver masser af muligheder for at møde kollegaer, lære nye ting, deltage i sociale sammenkomster og tjene lidt ekstra penge.

Nogle ældre bliver måske også presset til at gå på pension, når den alder nærmer sig.

Skal der således skæres ned på en arbejdsplads, og fyres medarbejdere, rettes blikket ofte mod de ældre.

Det bliver måske ikke sagt direkte, men mange tænker straks på, at det mest oplagt er, at ældre, som kan få pensioner, trækker sig frivilligt, så yngre kan beholde deres arbejde, hvis job skal nedlægges.

Endelig har mange danskere de sidste årtier sparet så store private pensionsformuer sammen, at de formentlig let kan betale et års tidligere pension af egen lomme, hvis de ønsker frihed og afslapning i stedet for at knokle.

De modne frugter

Men højere pensionsalder er kun en af mange lavthængende frugter.

Der er også mulighed for at afskaffe Arne-pensionen, udfase efterlønnen, reducere SU til unge under uddannelse, reducere dagpengene, og regulere alle pensioner, kontanthjælp, dagpenge og andre overførselsindkomster op, i et langsommere tempo end i dag.

Andre reformer, som også kan give større beskæftigelse og velstand, er afvikling af topskat, lavere selskabsskat, som giver flere investeringer og højere produktivitet, samt en lavere skat på aktiegevinster og anden kapitalindkomst.

Den liberale tænketank Cepos har, med udgangspunkt i beregninger fra blandt andet de økonomiske vismænd, Finansministeriet og dagpengekommissionen, fremlagt et helt katalog af forslag til reformer, som samlet set kan øge beskæftigelsen med tæt ved 150.000 og bruttonationalprodukt med omkring 150 milliarder frem mod 2030.

Det svarer en gevinst på mere end 25.000 kroner per indbygger – fra yngste spædbarn til ældre olding.

Mange penge, og uhyre fristende at tage fat på, hvis ellers den politiske vilje var til stede.

Det haster med at komme i sving

Skal Danmark fortætte de seneste årtiers gode udvikling på det økonomiske område, og få råd til nye tiltag på vigtige områder som klima og velfærd, er nye reformer noget nær umulige at komme uden om.

Så det handler sådan set bare om at komme i gang, og jo før det sker, jo bedre, eftersom reformer typisk er noget langsigtet, der først vil kaste store resultater af sig flere år ude i fremtiden.

Samtidig er det bedst at vedtage reformer, mens der er fremgang på arbejdsmarkedet, og nogenlunde gode tider i dansk økonomi, så muligheden for at finde arbejde er optimale.

Så der er gode argumenter for tage fat på det hårde arbejde nu. Udsættes det, vil det fremtidige slid og reformarbejde blot blive endnu vanskeligere at løse.