Sælg, sælg, sælg. Masser af statslige selskaber, også ud over energiselskabet Ørsted, er grydeklar til at blive solgt eller privatiseret nærmest omgående.

Det kan sende milliarder af ekstra kroner i statskassen, som kan bruges til den grønne omstilling, bedre velfærd, lavere skatter, eller afdrag på statens gæld.

Det kan også øge konkurrencen og presse prisen på en række offentlige ydelser ned – til gavn for alle danskere og skatteydere.

Det er eksempelvis helt eller delvist statsligt ejede selskaber som Danske Spil, Klasselotteriet, Københavns Lufthavne, DSB, Post Nord, Metroselskabet, TV2, SAS, Sund & Bælt Holding og mange flere, der nærmest står i kø for at blive solgt til private virksomheder.

Samlet ejer staten helt eller delvist 30 selskaber – 17 aktieselskaber, ti selvstændige offentlige virksomheder, samt tre interessentskaber.

I nogle af selskaberne er staten eneejer, i andre selskaber er staten én blandt flere ejere.

»Det er godt at Venstre vil sælge Ørsteds vindmølleforretning. Der er ingen god grund til, at staten skal eje et energiselskab. Virksomheder drives bedst ved 100 procent privat ejerskab,« siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank Cepos.

Han tilføjer, at et statsligt ejerskab ofte betyder politisk pres for at virksomhed skal agere på en bestemt måde for at tilfredsstille det politiske flertal. Det kan være krav om at investere på en bestemt måde, undgå afskedigelser og den slags.

»Det hæmmer produktivitet og vækst,« siger Mads Lundby Hansen.

»Derfor var det nyttigt, at Poul Nyrup Rasmussen (S) og Mogens Lykketoft (S) gennemførte en sand bølge af privatiseringer i 1990erne med salg af aktier i TDC, Københavns Lufthavne og Giro Bank. Vi har brug for en ny privatiseringsbølge. Mit håb er, at det sker med en ny liberal og borgerlig regering,« siger Mads Lundby Hansen.

Mange muligheder

Ud over de mange selskaber, som staten er medejer af, ejer stat, regioner og kommuner også utallige andre ting. Få har det samlede overblik.

Men det handler blandt andet, om en sand overflod af bygninger. Det er alt lige fra statslige slotte, kontorejendomme, hospitaler, børnehaver og universiteter til radarstationer og toiletter, som staten med fordel kunne sælge.

Det samme gælder for statslige skove og naturarealer, motorveje, broer og meget andet, som private virksomheder kan drive langt mere effektivt. Eventuelt med klausuler og betingelser for, hvordan driften skal finde sted.

Endelig er der også en lang række offentlige opgaver inden for blandt andet pleje, sundhed, forsvar, politi, kriminalforsorg, undervisning, drift og vedligeholdelse, skatteopkrævning og jobformidling, der med fordel kan udliciteres til private virksomheder, sådan at den offentlige sektor udsættes for stærk konkurrence og derfor drives tip-top effektivt.

Mange fordele

En mere effektiv drift af den offentlige sektor kan betyde både bedre og billigere service og velfærd til danskerne, sådan at alle får mere kvalitet for samme eller færre skattepenge.

Potentialet er nærmest enormt.

Det er ingen ny tanke at sælge ud af statens arvesølv, som Venstre nu lancerer i valgkampen.

Siden 1990, er der gennemført salg af 40 statslige selskaber eller aktieposter, til private selskaber, herunder også kapitalfonde og store amerikanske selskaber.

Halvdelen af disse transaktioner er foretaget, mens Poul Nyrup Rasmussen (S) var socialdemokratisk statsminister. Så det er både rød og blå blok, der har solgt ud af de statslige selskaber.

Det er blandt andet Giro Bank, Tele Danmark, Københavns Lufthavne og Datacentralen, der er blevet privatiseret, mens Poul Nyrup Rasmussen (S) var regeringsleder. Samlet gav statens salg af aktier i disse fire selskaber et provenu på tæt ved 37 milliarder kroner til statskassen. Heraf indbragte salget af TeleDanmark alene 31 milliarder kroner.

Blå Bjarne solgte DONG

Energiselskabet DONG Energy blev også solgt, mens Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister og Bjarne Corydon (S) finansminister.

Det gav Bjarne Corydon (S) øgenavnet »Blå Bjarne,« og var lidt af en torn i øjet på mange vælgerne fra rød blok, ikke mindst fordi køberen var amerikanske Goldman Sachs – en af finanskrisens største skurke, som tilmed blev anklaget for at sende udbytte til skattely fjernt fra Danmark. Det var da også den udløsende faktor for, at Socialistisk Folkeparti forlod regeringssamarbejdet med Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne.

Under borgerlige regeringer er der siden 1990 solgt aktieposter for omkring 12 milliarder kroner. Det er sket med salg af statens aktier i Statsanstalten for Livsforsikring, Orange Holding, Statens Bilinspektion, Bella Center, Post Danmark og Scandlines.

Senest er Statens Serum Institut (SSI) også blevet solgt i 2016 til en saudisk sheik for bare 15 millioner kroner, hvilket mange siden har betegnet som »et rent røverkøb.«

Ingen nyhedsbombe

Ud over at høste en økonomisk gevinst, som eksempelvis kan bruges på bedre velfærd, er fordelen ved at privatisere offentlige opgaver, at det giver adgang til privat viden og ekspertise på områder, hvor staten måske er mindre stærk.

Det øger også konkurrencen, hvilket kan presse prisen og give råd til andre ting.

Så det salg af Ørsted, som Venstre har forslået, og som er en del af finansieringen til partiets såkaldte grønne 2030-plan, er langt fra nogen ny og genial – eller specielt kontroversiel – ide. Og slet ikke en »nyhedsbombe,« som dagbladet Børsen har skrevet.

Det er sådan blot en naturlig fortsættelse af den politik, der er blevet ført af skiftende røde og blå regeringer og partier gennem de sidste mere end 30 år.

Afhængig af aktiekurserne vil frasalget, som Venstre foreslår, give over 100 milliarder kroner.

De penge, der ikke skal indgå i den grønne plan, vil Venstre bruge til at afdrage på statens gæld, der er på omkring 420 milliarder kroner ifølge de seneste optællinger fra Danmarks Nationalbank.