Teksten er udtryk for skribentens holdning

Sinai halvøens solbagte hotelmastodonter er fysisk ramme for FNs klimatopmøde, som indledes dagen før Det Amerikanske Midtvejsvalg.

Vi har for længst lagt opgøret med klimafornægterne bag os, og enhver virksomhed, enhver organisation og ethvert politisk parti smykker sig med verdensmål og bæredygtighed.

Klimaudfordringen er anerkendt på linje med verdensfreden, fødevaremanglen og menneskerettighederne. Hvad er så problemet. Det hele er jo vigtigt.

Alle de globale udfordringer er vigtige, og hvad hjælper det en iransk pige at spare på vandet, hvis hun bliver dræbt pga. sin hovedbeklædning og sin musiksmag.

Der er mange måder at prioritere på, og de fleste mennesker reagerer på umiddelbar fare. Hvis sårbare borgere er ved at fryse ihjel, så starter vi brunkulsværker og dieselgeneratorer, selv om CO2 udledningerne eksploderer.

Klimaudfordringen adskiller sig bare fra de andre globale udfordringer, fordi vi er den sidste generation der kan løse den.

I en overbefolket verden, hvor alle kæmper om øget velstand og magt, vil det enkelte individ altid stå overfor en række umiddelbare udfordringer, som skal løses før vi kommer til den strategiske klimaindsats.

Hvis vi fortsætter med denne prioritering de kommende 30 år, så vil CO2-udledningerne stige indtil et niveau, hvor udviklingen ikke længere kan vendes.

Hvis man er kynisk og siger; “Rige nationer på den nordlige halvkugle har økonomiske ressourcer og kan tilpasse samfundene til en ændret virkelighed, og vi kan tilmed nedbringe vores egne udledninger til de aftalte FN – mål. Måske er det så nødvendighedens lov, at store dele af den sydlige halvkugle må drukne?”

Selv om al moral og globalt ansvar kastes overbord, så vil vi stå overfor klimaflygtninge i mængder som vil ændre vores tilværelse fundamentalt. Og en række andre udfordringer som vil ændre filmgenren ”horror” til fakta.

Verdens rigeste taler om at opgivet jorden, og satser på etablering af habitater på andre planeter.

Er det nu ikke lidt febrilt? Der må være en hockeystav og et positivt alternativ…

Ja selvfølgelig er der et alternativ. Istedet for at skændes om retten til at ændre køn fra fødslen, og retten til at møde en hjemmehjælper med et; “De er vist gået forkert”, så skal vi arbejde strategisk på 2 opgaver: at omstille det danske samfund til vedvarende energi og engagere os i COP27.

Vores miljø – og klimaløsninger kan give os eksportindtægter, der kan finansiere det betydelige efterslæb i alt fra sundhedsvæsen til forsvar.

Og hvis omstillingen bliver gennemført med decentrale løsninger, så vil vi ikke længere skulle vælge om vi vil være afhængige af Saudi, Rusland eller Kina.

Hvis vi havde panikket for et par måneder siden og sendt en masse finansierede checks til udsatte borgere, så var hjælpen dumpet ind i postkassen samtidig med halveringer af gas og elprisen. Og vi havde ikke fået omstillet et eneste gasfyr til fjernvarme.

Måske er det ikke så tosset at bruge nogle spande dansk kaffe på at finde et stabilt parlamentarisk grundlag, der kan gennemføre en beskæftigelsesreform som rent faktisk tilfører flere medarbejdere og ikke kun laver lønspiral, en langsigtet reform af psykiatrien, et forsvarsforlig der ikke kun giver flotte overskrifter men som sikrer minimum 2 veluddannede og veludrustede brigader, en begavet klimaløsning til landbruget og alle de andre strategiske opgaver som er blevet skubbet til side, fordi der hele tiden opstår kriser. Vi må vænne os til en verden, hvor pludselige kriser er et grundvilkår.

Den socialdemokratiske regering satte gang i nogle strategiske dialogmøder efter sin tiltræden, men de store reformtanker sandede til i Covid-19.

Der vil altid være en krise som skal håndteres, og hvis det er tågelygterne, der bestemmer prioriteringen, så når vi aldrig de strategiske mål.

Lad os nu få en periode med mod til reformer og internationalt samarbejde.

Vi kan følge med på 3 spor den kommende uge;

1) bygningen af en dansk reformplatform,

2) argumentet for selv at tage ansvar og

3) muligheden for at være med til noget som ikke kan udskydes.

Bygningen af en reformplatform.

Vi har været igennem en dansk valgkamp hvor der er blevet lovet flere penge til sundhedssektoren. Men hovedproblemet er, at der er generel mangel på arbejdskraft i både den private og den offentlige sektor. Arbejdsforholdene bliver ikke bedre, før der kommer flere kolleger. Det er ikke tilstrækkeligt, at de få der er tilbage får en lønforhøjelse. Det skriger på en arbejdsmarkedsreform. Modet til reformer bliver større jo flere der står bag.

Både de officielle og de uofficielle undersøgere bidrager i disse døgn til at afdække muligheder for at etablere samarbejdsrelationer der kan løfte opgaven. Det kan i høj grad diskuteres om succesraten bliver øget fordi man sidder i regering, men rådet fra Dansk Industri kan ikke diskuteres; “træk i arbejdstøjet, glem valgkampsretorikken og samarbejd om reformer og fælles løsninger”.

Argumentet for selv at tage ansvar.

På tirsdag indledes et forløb der kan ende med en kollision af de største. Hvis amerikanerne vælger politikere som ikke har noget ønske om at samle det splittede land, men kun ønsker at kvæle det andet parti, så er det tilliden til demokratiet som er på spil, når der skal vælges præsident om 2 år.

Midtvejsvalget kan følges på alle medieplatforme, og her kan man nyde synet af bevæbnede Proud Boys foran valgstederne i Georgia, og politikere som kun accepterer demokratiske valg hvis de selv vinder. Det er ikke en spændingsfilm, det er den vestlige verdens demokratiske og sikkerhedspolitiske fyrtårn i real time. Vi er så langt ude i dansk naivitet, at der er folk som vil lave et Brexit, fordi vi er rigeligt dækket af USA og NATO.

Følg med på tirsdag og sammenlign debatten med et møde i EU.

Det handler ikke om hvem der er klogest og mest fornuftig, det handler om, at når USA står med ryggen til Atlanterhavet og det gamle Europa, og spejder imod fremtiden på den anden side af Stillehavet, og når USA har så store interne problemer at samfundet er ved at bryde sammen, så er det måske på tide, at vi selv tager ansvar for vores sikkerhed i Europa.

Muligheden for at være med til noget som ikke kan udskydes.

Allerede i dag indledes COP27. Danmark er en rockstjerne i FN kredsen. En rockstjerne som for altid fik Bella Center til at fremstå som noget demokratisk rod, og en rockstjerne som fik brandet Copenhagen som CO-neutral hovedstad uden at kunne opfylde forventningerne. Men samtidig en rockstjerne som leverer brede og ambitiøse politiske handleplaner, og fantastiske, bæredygtige teknologiske løsninger til verdensmarkedet.

Dansk rockstjernestatus er bygget om på myten om, at vi kan skabe et rigt velfærdssamfund med bæredygtighed. De fleste af verdens 193 nationer frygter, at det er enten fattigdom og bæredygtighed eller rigdom og klimakatastrofe. Danmark repræsenterer drømmen om at have begge dele samtidig.

Hvis vi melder os passive i forhold til EU og FN, så er det ikke kun vores globale fanklub der taber deres idol, det er os alle der taber.