Det er et megaprojekt lektor i pædagogisk filosofi, Thomas Aastrup Rømer, har kastet sig ud i: Minutiøst at afdække de år, der fulgte efter den omkalfatrende skolereform i 2014 – og trinene, der førte op til den.
Kortlægningen tager form af en beretning om en række begivenheder i skolepolitikken, der omfatter indspark fra politiske partier og ministre, fra forskellige organisationer og institutioner (fx DPU, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening), og ikke mindst fra en gruppe enkeltpersoner, der på godt og ondt har sat fodspor inden for området. I samfundsdebatten og som lærere, ledere, forskere og beslutningstagere.

I helikopterperspektiv kan de involverede parter temmelig tydeligt placeres i to kolonner, der repræsenterer henholdsvis en dansk dannelsestradition og en teknokratisk, læringsmålsstyret undervisning.
I kolonne 1 optræder navne som tidligere undervisningsminister Merete Riisager, uddannelsesforsker Keld Skovmand, lærer Erik Schmidt og Thomas Aastrup Rømer selv. I kolonne to dominerer først og fremmest Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen.

 Bogens opbygning
Bogen er bygget op i fire dele indrammet af forord, indledning og en konklusion samt en bilagsdel, der omfatter alle indlæg i Keld Skovmand og Erik Schmidt-sagerne. (Medmindre man har været en del af uddannelsessystemet vil deres navne næppe være kendt i den brede offentlighed, men der er tale om to fremtrædende pædagogiske røster, der gik til kamp mod det, Thomas Aastrup Rømer har døbt det pædagogiske kleresi / det pædagogiske oligarki, jf. navnene i kolonne 2 ovenfor).

DEL 1: Læringsrevolution mellem justering og kritik

DEL 2: Keld Skovmands kritik af læringsmålsstyringen

DEL 3: Erik Schmidt-sagen

DEL 4: DPU og OECD

***

’Varedeklaration’

Før jeg går videre er det nødvendigt med en ‘varedeklaration’, så læseren ved, hvilken position jeg taler og vurderer bogen ud fra.

Som suppleant i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse var jeg i foråret 2023 med til at anbefale, at Thomas Aastrup Rømer fik selskabets årlige ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.
Jeg var også så heldig at få lov til at holde motivationstalen, hvori jeg bl.a. slog på, at jeg som pensioneret HF-lærer efter 37 års virke kunne bekræfte, at Thomas Aastrup Rømer med sine bidrag var en af de ganske få pædagogiske forskere, man kunne drikke vand hos under ørkenvandringen i uddannelsessystemet i nullerne og tierne.

Hvorfor? Fordi Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning og bøger og faglige artikler og debatindlæg i såvel den trykte presse som på de sociale medier igennem en årrække havde givet og fortsat giver kvalificeret modspil til den åndløse målstyring og apparatnik-tækning, der leveres af toneangivende kræfter i uddannelsessystemet. En målstyring eksekveret på bekostning af den dannelsestradition, der tidligere var bærende – til ubodelig skade for både lærere og elever.

Rømers saglige og faglige kritik igennem en årrække blev besvaret med en klart politisk motiveret fyring eksekveret af en personkreds, der ikke bryder sig om hverken fritænkere eller kritik, de ikke evner at imødegå.
Afskedigelsen gjorde til gengæld Rømer til en oplagt kandidat til Sappho-prisen.

Citatmosaik
Følgende citatmosaik giver et indblik i en række af bogens pointer:

”Det ondeste, der kan hænde en generation, er tabet af fortid. Dermed mister generationen sin karakter af generation, og fremtiden bliver en nivellerende tvang.” (s. 69)

Kommentar: Ordene er daværende undervisningsminister Merete Riisagers, men Rømer er enig.

”(…) har Skovmand et godt blik for, at den nye læringsmålstyring er en pædagogisk ideologi.
(…) demonstrerer Skovmand, hvordan ”læringsrevolutionen” ender med at marginalisere og udstøde begreber som undervisning, indhold, dannelse og formål, og han har i den sammenhæng et godt blik for især kundskabsbegrebets problemer. Højdepunktet er en optælling af læringsord i vejledningen til læringsmålsstyret undervisning på bogens side 131. Ordet ”læring” optræder 418 [sic!] gange, hvorimod et ord som ”dannelse” har nul forekomster.” (s. 130-132)

”Skolereformen er det modsatte af Humboldt, hvilket skyldes, at Humboldt taler om en fri vekselvirkning mellem menneske og verden, mens læringsmålsstyringen udrydder ”verden” og dermed også ”mennesket”. (s. 166)

”I mit arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører [bl.a. Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen] på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: Et opgør med pædagogik som sådan.” (s. 167)

”(…) anholder Skovmand, at QR [Lars Qvortrup & Jens Rasmussen] kalder hans arbejde for ”konspirationsteoretisk”, hvilket det da heller ikke er. Brugen af dette ord er udtryk for ”akademisk afmagt”, som Skovmand kalder det.” (s. 192)

”Qvortrup mener, ligesom sine to åndsfæller [Andreas Rasch-Christensen & Jens Rasmussen], ikke, at han har haft noget med skolereformen at gøre, men her kan jeg berolige læseren med, at han skam nærmest har leveret det ideologiske fundament for reformen.” (s. 196)

”I årene 2011-2015, hvor Qvortrup sad i Aalborg [som professor], var han dybt involveret i et stort A.P. Møller-projekt om læringsoptimering i 13 jyske kommuner.” (s. 197)

”[Lene] Tanggaard forstår ikke, at Qvortrup ikke bare svarer på kritikken (…) Måske skyldes stilheden, at han ikke kan svare? Qvortrup kan ikke svare, og det kan de andre [i det pædagogiske kleresi] heller ikke. De arbejder ude i luften, hvorfra de holder dansk skole og læreruddannelse i en læringsmålsstyret og teknokratisk skruestik.” (s. 198)

”QR [Lars Qvortrup & Jens Rasmussen] mener desuden, at deres egen fortælling modbeviser Skovmands teorier om, at læringsrevolutionen i særlig grad blev udviklet i et samspil mellem indflydelsesrige forskere og myndigheder. De mener, at Skovmand abonnerer på en ”konspirationsteori”, hvilket de påpeger nærmest repetitivt og ustandseligt.” (s. 225)

”Den fremtrædende skoledebattør Iben Benedikte Valentin Jensen [skriver i forbindelse med skoledebatten en kronik til Weekendavisen d. 26. marts 2021, der slutter med følgende passus:]

”Professionshøjskolerne og DPU er direkte en del af det teknokrati, der har erstattet den pædagogiske praksis. Det har også Qvortrup og Rasmussen samt professionshøjskolernes ledelser alt mulig lod og del i. Politikerne kunne ikke have klaret de sidste syv års teknokratisering og af-pædagogisering af folkeskolen uden deres hjælp!” (s. 237)

Lars Qvortrup i et interview ved Erik Schmidt:” ”Jeg synes faktisk, det er uforskammet at tale om et pædagogisk oligarki! Og oven i købet indlemme mig i det (…) At tale om et pædagogisk oligarki er helt ude i hampen.” Til sidst siger han: ”Jeg kan konstatere, at polariseringen er sket [dannelse versus teknokratisk læringsmålsstyring]. Men det er ikke sket med min gode vilje. Jeg synes, det er en falsk modsætning, en fejlagtig polarisering. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skulle være en modsætning mellem dannelse og tilegnelse af kompetencer eller færdigheder og kundskaber.” Så Qvortrup kan ikke forstå det. Så forstår jeg [Rømer] bedre.” (s. 310-311).

”(…) perioden [efter skolereformen med særlig vægt på 2015-2020] er kendetegnet ved et samspil mellem kritik, accept og justering (…) hvor den nye undervisningsminister [Merete Riisager], som ellers havde været meget kritisk, blev tvunget til at acceptere reformen (…) For det andet vågnede en række kritiske intellektuelle, som havde rod i landets pædagogiske traditioner, og som Riisager inddrog i sit arbejde (…) en kritisk skolepolitisk bevægelse, der trak fagbevægelse og mange praktikere med sig,  og som peakede i sensommeren 2018. Herfra gik det den anden vej. Kritikken sivede ud af efterårets politiske dokumenter, hvor regeringens almene interesse for digitalisering og økonomisk vækst tog over (…)” (s. 359)

”(…) med de pædagogiske stemmer sat på udskiftningsbænken kunne nye emner som klima og bæredygtighed løbe sammen med skolereformens forstærkede præmis i stedet for med pædagogikkens.” (s. 360)

 Vurdering
Det er en fremragende bog, Thomas Aastrup Rømer har skrevet, fordi den på 384 sider får dokumenteret, hvem der i Danmark først og fremmest bærer ansvaret for en fordummende skolereform, der har kastet årtiers pædagogisk viden og dannelse på møddingen. Det er muligt, at det pædagogiske oligarki er marionetter for stærkere kræfter uden for Danmark, men det fritager ikke aktørerne for hverken skyld eller ansvar. Interessant at konstatere, hvor travlt de har ved håndvasken.

Citaterne ovenfor giver et billede af Thomas Aastrup Rømers stil, vid og bid, og den lærde forsker fortjener en kæmpe tak for at have kastet lys over en række vigtige årsager til, at det er lykkedes at svække og ødelægge vores uddannelsessystem. Dermed bliver værket en meget betydningsfuld historisk kilde.
Min egen kommentar er: Den sorte skole var ikke først og fremmest sort – den var en kundskabsskole med fokus på det faglige indhold, hvorimod kompetencer er at sammenligne med den tomme mængde.

I SKOLEREFORMENS TID er også en tung bog, der desværre næppe vil finde mange læsere uden for uddannelseskredse. Dertil går den for meget i detaljer. Omvendt er det netop detaljerne, der er dens styrke, for hver en sten bliver vendt. Med sin omhyggelige dokumentation af, hvordan ganske få mennesker er sluppet af sted med at smadre det fundament, skolen har stået på i flere århundreder, kan ingen, der kan læse indenad, plædere uvidenhed om den katastrofale udvikling.

To serviceoplysninger

Til slut to serviceoplysninger:

1. Begrebet dannelse er blevet brugt – og desværre også misbrugt – i årevis. Her kommer mit bedste bud på begrebet i en maggiterning – først og fremmest inspireret af litteraten og præsten Anders Thyrring Andersen – i form af en artikel til mit (tidligere) fagblad Gymnasieskolen: Kampen om uddannelsessystemet– hvad gik galt, og hvordan retter vi op på miseren?
2. Manus til I SKOLEREFORMENS KØLVAND blev indleveret til forlaget før annonceringen af, at Thomas Aastrup Rømer skulle fyres fra sin stilling på DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

***

Faktaboks:

Thomas Aastrup Rømer: I SKOLEREFORMENS KØLVAND. Kritik, justering og forstærkning. Hæftet med flapper. 384 sider. Vejl. pris 279,95. Forlaget Fjordager. Udkommet d. 1. maj 2023.

Thomas Aastrup Rømer (født 1963) er ph.d. og cand.scient.pol. Han er tidligere lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet og har et omfattende forfatterskab bag sig. Bl.a. ”Pædagogikkens to verdener” (2015), ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år” (2021) og ”Skolens formål – Dannelse, splittelse og uniformativering” (2022). Han har desuden været medredaktør på ”Uren pædagogik” 1,2 og 3 (2011-17).

Rømer har bidraget med et stort antal artikler, kronikker og indlæg til den danske og internationale debat om pædagogik, skole og uddannelse.

I 2010 fik han Holger Prisen for sin formidlings- og diskussionslyst. I 2019 den nordiske Ahlström-pris for sit forskningsarbejde, og i 2023 modtog han som nævnt Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris for sit virke.