I kirkerne rundt i vore sogne og stifter i Danmark holdes jævnligt forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne. Vi beder for kristne mennesker, som chikaneres og diskrimineres for deres tro og som ikke må besidde en bibel eller mødes sammen for at holde gudstjeneste.

Folkekirken følger tæt udviklingen rundt i verden gennem Det Mellemkirkelige Råd.

Der lever i dag mere end 360 millioner mennesker med forfølgelser og undertrykkelse på grund af deres kristne tro. Og sidste år, i 2022, blev 5.621 kristne myrdet og 2.110 kirker angrebet (kilde: www.interchurch.dk)

Det er godt folkekirken holder fokus her.

For den danske regering er det åbenbart ikke anledning til den store bekymring.

En stor del af de lande, hvor kristne forfølges og chikaneres og diskrimineres, er medlem af OIC, foreningen af muslimske lande. Disse landes organisation har det været topprioritet for den danske regering at imødekomme ved at begrænse ytringsfriheden i Danmark.

Det burde være modsat. Det burde være den danske regerings topprioritet at påtale den graverende mangel på religionsfrihed i mange af disse lande. Og mere end det. Også en graverende mangel på civil frihed for kvinder, homoseksuelle, konvertitter osv.

Man må knibe sig i armen og spørge: er du vågen eller drømmer du?

For det er ikke Danmark, som har et problem. Det er de lande i OIC, som forfølger kristne, som burde været problemet.

Jeg er ikke principrytter og menneskerettighedsaktivist og synes ikke, det er en frihedsret at brænde bøger af hvor som helt og når som helst. Når man river tørre grene, blade og kviste sammen i sin parcelhushave i efteråret, må man ikke brænde dem af i en tønde eller i et lille bål i haven. Som i gamle dage. Så hvorfor man har lov at brænde ting af på pladser og gader i storbyen, har jeg aldrig kunne forstå.

I 2002 trak vandreprædikanten Moses Hansen et kors gennem Nørrebro. Der måtte 600 politibetjente til at mandsopdække ham og forhindre, at der skete ham noget. Hermed ideen givet videre til dem, der vil provokere og vække opsigt. Det må være en menneskeret at missionere fredeligt og udbrede kendskabet til sin religion. Jehovas Vidner deler også deres pjecer ud på gågader.

Nej, problemet er ikke Danmarks. Problemet er de kristenforfølgelser, som sker overalt i verden. Selv i Europa, i Frankrig, med brutale drab til følge. Hvordan imødegås de? Hvad tænker regeringen om det? Der er godt nok sat 5 mio. ekstra af på finansloven til forfulgte kristne, men hvor langt rækker det? Og samtidigt kryber folketinget for IOC ved at implementere islamisk lov i Danmark.

Det virker som regeringen mest tænker på at halalcertificere det offentlige rum og forhåndsplease OIC-landene, så de ikke krænkes og eksporten ikke forstyrres.

Folkekirken holder stadig stand. Vi bliver med at tro på, at Jesus er Guds søn og ikke kun en profet. At Gud er treenig, både Fader og søn og helligånd, og ikke kun én. At sandheden er en person, Jesus af Nazareth, og ikke et skrift. Og at for Gud er der ikke forskel på græker og jøde, kvinde eller mand, fri eller slave, men vi er alle lige for Gud.

Men med et politisk lederskab i Danmark, der tilsyneladende ikke ved ret meget om religion og kristendom, og ikke ved de ikke ved det, kan det blive en svær fremtid.