Opfordringen virker brutal på os, der er vant til at hjælpe et barn eller en udsat borger, før vi tænker på egne behov. Inderst inde ved vi godt, at det ikke er nogen hjælp, hvis vi bliver kvalt af mangel på ilt, så barnet sidder alene tilbage i flysædet. Denne viden ligger dybt i befolkningerne, og den er let at vække til live, fordi den læner sig op af national-egoismen.

Cirklen afløser linien

Jo mere ekstreme fløjkandidater der står i spidsen for en nation, jo stærkere interesse for at versionere “America First” konceptet, til at styrke egne interesser. Her er afstanden til det globale, regelbaserede samfund lige stor, uanset om man ønsker at styrke et kommunistisk eller et højrenationalt diktatur. Den traditionelle model med højre og venstre på en ret linie afslører sig som forældet. Men bukkes linien så enderne mødes, da opstår en dybere forståelse for diktaturernes ensartethed overfor de frie demokratier sig som den sande forskel. Der er 2 dedikerede grupper: De som kæmper for sig selv med en stærk mand i spidsen, og de som kæmper for en regelbaseret verden med demokrati. Og så er der en tredje gruppe.

Telefonsvareren

Der er nemlig også de mennesker som ikke kæmper for noget, som de mener er værd at beskytte. Mange danske vil huske salig Mogens Glistrup, der i spidsen for Fremskridtspartiet anbefalede at Forsvaret blev konverteret til en telefonsvarer, som oplyste at “Danmark overgiver sig”. Glistrup mente at det ville spare en del på de offentlige omkostninger. Og da han var tilhænger af meget lave trækprocenter, så var det jo en kærkommen løsning.

Den frie verden overlever og udvikler sig kun, når vi kæmper for retssamfundet, de frie medier og demokratiet. Så snart vi tager vores frihed for givet, såsnart begynder vi ved at miste vores frihed.

Truslen mod Danmark

Spørgsmålet er om der er reel risiko for trusler rettet imod Danmark. Vi siger altid, at der ikke er 2 historiske situationer der kan sammenlignes én til én. Men Chamberlain var jo ikke den eneste, der stolede på, at Hitler ville standse sin ekspansion, hvis bare han måtte beholde Østrig og Sudeterlandet. Metoden med først at klage over behandlingen af de russiske mindretal i Ukraine, og dernæst skærpe tonen indtil annekteringen af Krim i 2014 – og endelig angribe hele landet i februar 2022, ligner en kopi af Hitlers opskrift fra 1938. Hvis Putin er inspireret af Stalin og Hitler, så er det nok ikke kun i forhold til Ukraine. Så er det drømmen om at genskabe det enorme imperium. Mange vil sikkert sige; nu skal det hele jo ikke være så sort og trist her i juledagene. Putin mener formentlig ikke hvad han siger “ord til andet”. Sådan tænkte man tilsvarende om Hitler sidst i trediverne, og nogenlunde sådan placerede den amerikanske ambassadør i London sig også. Godt at Joe Kennedy blev kaldt hjem til Washington og fyret.

Viggo Hørup

Hele tankegangen om at have et stærkt forsvar af Danmark, stod frem til dannelsen af Nato, hårdt overfor Viggo Hørups “hvad kan det nytte – holdning”. De enorme udgifter til etablering af forsvarsværkerne rundt om København, resulterede ofte i anlæg som var forældede før de var færdigbygget, og som følge af vores tætte naboskab med den overmagt som kunne true os, så var det almindelig anerkendt – også i London – at Danmark ville blive totalt smadret på ganske kort tid, hvis vi satte os op imod den tyske krigsmaskine. Uanset om det var en selvopfyldende profeti, så var realiteten som bekendt så ydmygende, at der opstod en “Aldrig mere en 9. april-holdning” i store dele af befolkningen. Med Danmark og Norge som medlemmer af Atlantpagten, gav et stærkt dansk forsvar mening for den brede befolkning, og for et overvældende flertal af danske politikere. Vi blev tilskyndet til at rette ryggen, og sikre både økonomisk og forsvarsmæssig styrke i forbindelse med Marschall-hjælpen. Opbakningen bag hjemmeværnet i halvtredserne og tresserne illustrerer, hvordan vi gik ind i Den Kolde Krig med beslutsomhed.

Sygeplejersker fremfor soldater

Hvad gik galt? Hvordan kunne Danmark bevæge sig væk fra den virkelighedsopfattelse som præger de øvrige Østersølande, og som fortsat præger vore nabolande. Der er al mulig grund til at beskrive hvordan antiatomvåben-marcherne kunne vokse i de tidlige tressere, over Vietnamkrigs-modstanden og kulminere i fodnotepolitikken op gennem firserne. Denne ydmygende periode som splittede NATO-landene, Danmark internt og Socialdemokratiet internt mellem folk som Lasse Budtz og Poul Nilsson, og KB Andersen og Robert Petersen på den anden side.

Fra ideologi til besparelser

Efter Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald i 1989, så var det i mindre omfang et rødt folketings’ amerikanerforskrækkelse, som motiverede til nedprioritering af dansk forsvar. Nu var det i højere grad købmandskabet der betingede en uendelig række af nedskæringer indenfor alt med relation til sikkerhedspolitik.

Fjenden var usynlig og det samme blev forsvaret

Der bredte sig en opfattelse af, at da vi nu ikke længere skulle frygte Kommunisterne, så var det på lange stræk spild af penge at opretholde et traditionelt forsvar. Flertallet for at opfylde artikel 3 i Atlantpagten om at opretholde et militært beredskab, der kan afskrække, og i givet fald forsvare Dansk territorium, var i realiteten smuldret til fordel for servicering velfærdssamfundet og grøn omstilling. For at undgå direkte konfrontation omkring dette pinagtige forhold, så valgte vi at deltage i stort set alt hvad amerikanerne ønskede.

Forsvar på rejse

Denne aktivistiske udenrigs og sikkerhedspolitik gjorde Danmark til amerikansk kæledække, og kabelsamarbejdet er et andet godt eksempel på, hvordan vi ved at servicere amerikanske interesser, kunne dække over at mandskab, kaserner, materiel og viden om forsvaret af Fædrelandet gik i forfald. Dansk forsvar blev et rejsehold uden hjemmebase.Efter først at have ladet den socialistiske fredsbevægelse, og venstrefløjen inkl. Radikale og en væsentlig del af Socialdemokratiet drive Danmark ud på kanten af NATO medlemskabet, så var forsvaret i knæ, da Sovjetunionen brød sammen. I stedet for at genopbygge dansk forsvar op gennem halvfemserne, så valgte vi en potemkinkulisse og etablerede en rejseklub. Først da Amerikanerne, primært Trump, angreb os i klart sprog, valgte vi at se i øjnene, at vi har levet på en kollektiv livsløgn, om at vi har et troværdigt forsvar, som næsten lever op til det vi har lovet NATO. Det har vi ikke. Og nu koster det ekstreme ressourcer at reparere de mange års laden stå til. Der er ganske få lyspunkter. De nye kampfly er en sådan undtagelse, men selv her, er der ridser i lakken.

To pointer om danske kapaciteter

I forbindelse med genopbygningen af Dansk forsvar husker jeg specielt 2 positioner; Vi kan ikke løse vores overvågnings – og kampopgaver i luften med det antal kampfly vi har ordret. Her er de arktiske opgaver samt vores forpligtelser i forhold til Baltikum med til at lægge beslag på så mange fly, at service og vedligehold vil indebære behov for minimum 10 fly mere, end vi har ordret. Nogle af flyene bliver simpelthen i USA som en del af det samlede set up vedr. uddannelse og træning. Det andet forhold bunder i, at vi stort set intet ved, om hvad der foregår under havoverfladen. Der hvor vores kritiske infrastruktur befinder sig. Det er betryggende at der er andre Østersølande som har et ubådsvåben, men det er ikke betryggende, at vi bygger vores kerneopgave på aftaler, om at andre lande skal løse den for os.

Dansk forsvar er ganske enkelt en papirtiger af donationer til Ukraine, bilaterale aftaler med primært USA og så en hær af regneark som dækker over, at den brigade som burde være kampklar, nu tidligst kan blive det om 10 år.

Husk nu luftfartens sikkerhedsråd: “Tag din egen iltmaske på, før du begynder at hjælpe andre” Og glem ikke at selv kolleger i Nato-kredsen kan skuffe. Hvem havde forestillet sig, at den fredelige magtoverdragelse blev afløst af voldelige slagsmål i Parlamentet – i et NATO-land? Kerneopgaven kan ikke outsources, Artikel 5 i Atlantpagten handler om at få hjælp til noget vi selv har ansvaret for, ikke om at outsource vores eget ansvar til andre!

Gamle undskyldninger

Det var pinagtigt at opleve Lasse Budtz genere Uffe Ellemann-Jensen i Schlüter-regeringen. Men den undskyldning er gammel – SF og Radikale har flyttet sig. Socialdemokraterne har flyttet sig og befolkningsflertallet er klar over alvoren. Alt tyder på at vi har en dedikeret og dygtig forsvarsminister, og et udvalg som skriger på handling.

Det er forståeligt at folkene på livgardens kaserne savner handling. Det gør stort set alle dele af dansk forsvar. Og det er en bunden opgave, at vi nu viser handlekraft.