Hver på deres måde havde protestpartierne deres dagsorden. Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup som stifter og ubestridte førstemand bekæmpede indkomstskatten. Erhard Jacobsen bekæmpede heroisk venstredrejningen i Danmarks Radio og i kulturen og undervisningen, men slog også et slag for parcelhusene og bilerne. Retsforbundet vandt stemmer på modstanden mod EF. Og Kristeligt Folkeparti var imod abort og pornografi og børneporno.

De to største stemmeslugere ved valget blev Erhard Jakobsen og dernæst Mogens Glistrup, to personificeringer af protesten. Statsminister Anker Jørgensen kom først ind på en 5. plads med halvt så mange stemmer som rebellen Erhard Jacobsen.

De etablerede partier fik en kæberasler og blev sendt til tælling.

Hvordan kunne der opstå en sådan protest-stemning dengang?

Skatte- og afgiftstrykket i dag er jo langt højere end dengang. Venstredrejningen er i dag cementeret i uddannelsesinstitutionerne og medierne. EF, fællesskabet, er forsøgt cementeret til en union, EU. Den eneste protest, som har sejret, er måske Kristeligt Folkepartis moralske puritanisme, som i dag af helt andre grunde regerer.

Årsagen til jordskredsvalget har flere årsager.

Dels var der i den borgerlige fløj enorm skuffelse over VKR-regeringen, den borgerlige flertalsregering fra 1968-71, som på alle fronter slet ikke havde formået at føre borgerlig politik. Det blev en Kerensky-regering, der ikke formåede at danne bolværk mod studenteroprør og en løbsk velfærdsstat. Og det straffes.

Men dernæst var der personerne. Mogens Glistrup var en politikertype, som først senere er blevet efterlignet, og som uden at lytte til argumenter eller kritik kørte sin egen eventyrlige og aparte politik frem, igen, igen igen. Med en stærkt bornholmsk dialekt. Men Glistrup kunne kun få succes, fordi han forløste en stemning i befolkningen af utilfredshed og undertrykkelse.

Fra 1971 turnerede Glistrup land og rige rundt og kunne fylde de nyopførte store sportshaller i Danmark med flere tusind tilhørere. Ene mand. Uden anden underholdning. Der var trafikpropper og parkeringsbesvær, da han talte i hallen på Tåsinge, kan jeg huske. Og min far, som var pæn Venstremand, skumlede og rasede over alle dem, der ville se og høre Glistrup. Ingen anden politiker har kunnet samle og opsamle så mange mennesker selv i mikroskopisk omfang siden hen.

Glistrup forløste en frihedsstemning, som ikke havde fundet sit talerør. Peter Rindal gik forud på et mindre gebet, og rindalismen burde have vækket politikerne.

Jordskredsvalget i 1973 er en vigtig øjenåbner for en overset mekanisme i politik, både nationalt og internationalt: Du kan kun gå imod en offentlig mening ved at gøre dig døv og stum og uimodtagelig for argumenter, så du til sidst nærmer dig patologiske personlighedstræk.

Presset i en demokratisk offentlighed mod personer, der fremfører synspunkter udenfor konsensus, er så voldsomt, at personen kun kan overleve ved at gentage og gentage og aldrig lytte. Og ofte også ende med at sammenblande løgn og sandhed. De fleste normalt fungerende mennesker går selvfølgelig øjeblikkeligt i indre eller ydre eksil, hvis de kommer til at ytre sig udenfor konsensus, og bevarer på den måde personligheden.

Der var en fandenivoldskhed i Glistrups habitus, som immuniserede ham mod kritik og som samtidigt befordrede det aparte med festlige og groteske og vildt overdrevne politikforslag. Han blev landskendt på få sekunder, da han sammenlignede skattenægtere med frihedskæmpere under krigen i et kort interview i DR. I sig selv et grotesk udsagn, men det fungerede perfekt som murbrækker i offentligheden. Glistrup foreslog også, at erstatte det danske forsvar med en telefonsvarer, der på russisk sagde: vi overgiver os. Og det blev efter murens fald de facto politik.

Glistrup elskede at forarge med verbale udsagn og han oplevede selv, at det lønnede sig. I hvert fald i 1970erne og med skatten og formynderiet. Da han efter sin fængselsdom i 1980erne for skattesnyd blev løsladt, forsøgte han samme retoriske strategi på et nyt politikområde, nemlig indvandringen, men sagen var en helt anden, og de groteske og overdrevne retoriske udtryk blev kun pinlige for alle at opleve og endte i racismedomme. Og måske synd for ham selv, for det kan være han sagligt havde en del ret?

Glistrups DNA var det løsslupne retoriske stalinorgel, som han affyrede så succesfuldt i 1971, men som blev hans skæbne senere. Samtidigt havde han sin bastion i en klæbehjerne og formidabel indsigt i skattesystemet, hvor ingen var han lig. Og han havde meget mere ret end hans modstandere kunne indrømme ham.

I den henseende blev Glistrup forløber for politikere som f.eks. Donald Trump, som vi anstændige borgere aldrig bliver trætte af at distancere os fra, men som alligevel forløser en stemning og hvert grotesk udsagn forstærker kun positionen. Det egentlige problem er den mentale ensretning, velfærdsstatens gleichschaltung, som kun giver mulighed for en psykopatlignende opposition, fordi almindelige mennesker på forhånd er kørt over af debatten og kun kan opponere med det hemmelige kryds på valgdagen.

Tænk på skuespilleren Dirch Passer, som engang i et interview i 1976 kom til udtrykke enighed med Fremskridtspartiet. ”Jeg er til højre for Glistrup” sagde Passer. Han syntes blot staten var blevet for stor og overvældende og undertrykkende. Den folkekære komiker blev kaldt til orden og som under den kinesiske kulturrevolution skulle han offentligt angre sin synd for at kunne fortsatte karrieren ved at læse et digt op i Danmarks Radio:

”Nu si´r jeg pardon
Og undskyld allesamm’n
Pardon igen og undskyld
Og undskyld og pardon.”

Erhard Jacobsen var en anden støbning end Glistrup. Han forblev en respekteret politiker, men vi skal heller ikke i dag glemme, hvilket voldsomt had han blev udsat for med sin kritik af DR. Vi mangler stadig en samlet forskningsmæssig fremstilling af, hvad Erhard kritiserede ved DR´s ’røde lejesvende’. Alle de eksempler, som jeg har set, havde Erhard 100 % ret. 1000 % ret. Det var den kulturelle venstrefløj som gik grassat – ikke Erhard. Og det øvrige borgerlige spektrum som svigtede. Tænk på ’Den lille røde bog for skoleelever’ fra 1969, som opfordrede unge piger og drenge til stoffer, rygning, alkohol og sex med læreren, et programskrift for kulturel og moralsk ødelæggelse.

Jordskredsvalget i 1973 viste sig unikt, og i løbet af 1980erne kom Danmark tilbage til normaliteten, hvor vi stadig befinder os. Alligevel blev Danmark et helt andet efter 1973-valget.