Warning: call_user_func_array() expects parameter 1 to be a valid callback, function '_wp_footnotes_kses_init' not found or invalid function name in /var/www/indblik.dk/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 308
Abrahams-aftalerne gav Iran grund til at orkestrere Hamas-angrebet på Israel 7. oktober '23

Abrahams-aftalerne gav Iran grund til at orkestrere Hamas-angrebet på Israel 7. oktober ’23

Det er indlysende at Rusland har haft fordel af at flytte Verdens interesse fra Kiev til Gaza, og leverancen på Putins fødselsdag er nok heller ikke tilfældig. Men Iran har ikke kun understøttet angrebet for at gavne russerne. Kalifatet har en egeninteresse i krigen som er på niveau med Teherans overlevelse.
Washington DC, USA - September 15, 2020: Benjamin Netanyahu, Donald Trump, Abdullatif bin Rashid Al Zayani, and Abdullah bin Zayed Al Nahyan attend the Abraham Accords ceremony in The White House.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

 

Truslen imod Iran og dets terrorinvesteringer samles under Abraham paraplyen. Aftalerne er i kernen indgået mellem Saudi og Israel i 2020, og omfatter idag Sudan, Bahrain og Marokko. USA har været fødselshjælper under hele forløbet.

For Iran er Abraham Accords, som regimet kaldes i Washington, et voldsomt diplomatisk og politisk angreb udført af Den Store Satan i Washington.

Alene i kurven.

Det piller Bahrain ud af den spinkle kurv af stater med Shiitisk flertal, så kun Aserbajdsjan og Iran er tilbage, det forener Irans tre ekstremt velhavende fjender; Saudi, USA og Israel og det efterlader Iran totalt isoleret i Mellemøsten.

Palestinensernes lidelser bliver et våben.

Iran blev presset helt op i et politisk hjørne i 2020, og trak det mest brugte våben op af skuffen. ”Palæstina” fyldt med fattige, krigeriske og forpinte i Gaza. I virkeligheden vil ingen overtage Palæstinenserne. Egypterne har forsøgt sig, og skal ikke nyde en gentagelse – Jordan og Libanon har rigeligt betalt prisen for deres geopolitiske nærhed. Syrien har sine egne voldsomme udfordringer og oliearaberne vil meget hellere skabe en supersonisk fremtid med store bæredygtigt airconditionerede byer – end rode med det Palæstinensiske problem.

Akut behov for krig.

Kalifatet havde sammenfaldende interesser med deres gode samarbejdspartner Kreml. Verden havde akut behov for en ny krig, som kunne opsuge de Vestlige ressourcer.

Det kunne ikke ske i eget navn, for så ville det udløse en regional krig med USA og Israel. Det måtte forberedes i al hemmelighed i tunnellerne under Gaza, og Hamas måtte forstå, at våbenleverancer og donationer ville udtørre, medmindre de påtog sig opgaven.

Hamas vidste, at det ville holde Netanyahu ved magten, og de vidste at hans ekstremt højre zionistiske regering aldrig ville gå med til en to-statsløsning. Faktisk havde Hamas fælles holdninger til fred med Knesset. Nu skulle topledelsen i Hamas skumme den globale PR-gevinst uden at blive udslettet. Det sidste var truslen, og er det stadig.

Hadet blev tændt i 1979.

Aldrig har elmotorerne i en makulator været så overbelastede, som da amerikanerne sad indespærret i ambassadebygningen på Taleqany Street i Teheran – mens revolutionen buldrede udenfor hegnet.

Vi ved rigtig meget om, hvorfor der blev arbejdet så hårdt på at slette alle spor fra de glade år med Shahen. På den måde minder forløbet lidt om, dengang Oliver North nogle år senere vidste, at det var blevet afsløret, hvordan han havde ladet kokainen glide ind i USA for at finansiere Reagan-administrationens krig i Sydamerika.

Faktisk blev Iran, Reagan, Oliver North og kontraerne kun reddet af én ting; skandalen var så ubegribelig pinlig, at den forblev ubegribelig for mange.

Men det var desværre sandt, og en ting er der kommet ud af miseren – Iran har et forfærdeligt omdømme.

Barnefingre fandt CIAs hemmeligheder.

Som de fleste ved, så har vi fået sikker viden om hvad amerikanerne bedrev, indtil Khomeini landede i Teheran og indledte den islamiske revolution i 1979. Og hvis nogen skulle have glemt det, så satte kalifatet skolebørn til at samle alle de ark som makulatorerne havde sliced up. De vakse barnefingre lavede strimlerne om til ark med tape, og genskabte en stor del af CIAs mørklagte arbejde.

Kassettebåndsrevolutionen.

Khomeini havde fra sit franske eksil, bekæmpet shah-styret med hundredtusindvis af kassettebånd fyldt med Castrolange enetaler. Hovedargumentet var, at det sekulære styre med de vestlige værdier, eroderede den historiske placering som Islam har i Iran. Det var meningen, at den islamiske revolution skulle rulles ud i hele Mellemøsten.

Sådan gik det ikke, for Iran udviklede sig hurtigt til et diktatur med lige store interne – som eksterne – fjender, og befolkningen fik det hurtigt værre end under Shahen. Ikke nogen attraktiv eksportvare…

Vestlige værdier kolliderer med Islamismen.

USA og EU hader kalifatet for dets undertrykkelse af vestlige værdier i form af retssamfund, mindretalsbeskyttelse, antiterror, samarbejde med Nordkorea, Rusland og Kina m.m. Der er næsten ingen formildende omstændigheder – hvis nogen.

Iran skiller sig ud.

Iran kalder USA for Den Store Satan, og de varme følelser er helt gengældte i Washington. Her er tale om ægte had.

Frygtindgydende kvinder.

I modsætning til de fleste andre islamiske stater, så har Iran en fælles erindring om vestlige værdier og kvinder i modetøj. Og i endnu stærkere modsætning til sharia-drevne kollega-lande, så har Iranske kvinder adgang til hele uddannelsessystemet. Det betyder, at det store land er overbefolket med moderne indstillede, veltalende og indsigtsfulde kvinder.

Skal det nu være et problem? Ikke i Danmark – men et kæmpe problem i Teheran, for det formørkede, religiøse arbejdsmarked foretrækker mænd. Det betyder at de unge kvindelige ph.d.’ ere skal omstilles til hjemmegående husmødre. Disse mødre og deres døtre udgør en farlig indre opposition til ayatollahen og hans moralpoliti.

For en række vestlige lande med USA, England og Frankrig i spidsen, var Persien en god ven, som adskilte sig fra de øvrige lande i regionen med sit Vestlige præg.

USA forhandler ikke med terrorister.

Revolutionen fik den sideeffekt, at de ansatte på den amerikanske ambassade i Teheran blev forvandlet til gidsler. Præsident Carter knoklede for at få gidslerne løsladt, men det er senere blevet afdækket, at frigivelsen af gidslerne blev styret sådan, at forløbet skadede Carter og gavnede Reagan optimalt. Det blev Reagan der kunne sole sig i modtagelsen af de frigivne gidsler.

Da Reagan overtog Det Hvide Hus i januar ’81, indledte Reagan-administrationen det forløb, som senere er blevet døbt Iran Contra skandalen med Oliver North som omdrejningspunkt.

Et af de utrolige dobbeltspil, som udgør den samlede skandale, er Reagans bevidste dobbeltspil, hvor hans administration forhandlede med Iran, mens de amerikanske vælgere fik at vide, at Ronald Reagan aldrig ville forhandle med terrorstaten.

Iran spillede en global nøglerolle i firserne.

Shah-styret under Mohammed Reza Pahlavi blev indledt i 1941, og afsluttet i forbindelse med den Islamiske revolution i 1979.

Nixons månesten.

Såvel England som USA havde venskabelige relationer til Shahen, så amerikanerne kom til at hade den islamiske republik. Shah-familiens hjem er i dag et levende museum, og jeg husker særligt en gave fra Præsident Nixon til Mohammed Reza Pahlavis’ dengang lille søn: Det er en stor månesten fra Apollolandingen med et lille håndskrevet brev fra the commander in chief, som ligger sammen med en fjernstyret bil og nogle sportssko på en hylde i drengeværelset. Jeg tænker ikke at astronauterne hentede sække af sten med retur til Jorden, så det siger lidt om hvor stor en stjerne shah-familien havde på Pennsylvanie Avenue.

The Iron Lady.

Det var også her tidligt i firserne, at det tætte samarbejde mellem Margaret Thatcher og Ronald Reagan blev etableret. Det var helt afgørende for de enorme ændringer, som opstod i samarbejdet med Gorbatjov fra ’85 til ’89.

Ubehagelige sandheder.

Shah-styret før magtovertagelsen forklarer mange af de interne spændinger i Iran i dag, og meget om de følelser som Iran vækker i resten af verden – en blanding af afsky for den fundamentalistiske islamisme kombineret med ubehaget ved at blive udstillet som komplet utroværdig.

Iran har kun fjender!

Iran har alle varianter af fjender. Nogle er interne, nogle er religiøse, nogle er forklædte og en del er kvinder – men de er alle fjender, og langt de fleste er stærkere end styret med de mange efterretningstjenester. Denne artikel vil afdække hvorfor Iran er ude af stand til at løse sine egne problemer, så længe de mange fjender hader landet af vidt forskellige årsager:

Sunnierne med saudierne i spidsen hader shiitterne i Teheran ikke mindst af religiøse grunde, og de er villige til at samarbejde med Israel bare for at blive fri for den bærme af fattige, uuddannede og krigeriske palæstinensere, som den formørkede ayatollah holder i et jerngreb med sine terrorbevægelser.

Israelerne hader selvsagt Iranerne, fordi de finansierer både Hamas, Hizbollah og alt andet som truer Israels fredelige eksistens.

I EU er Grækenland det medlemsland som har angrebet Iran hårdest.

Had/kærlighedsforhold mellem diktatorer.

Kineserne hader kalifatet fordi det repræsenterer selve angrebet på det sekulære system, hvor der ikke er behov for en religion, fordi marxismen udfylder den rolle så rigeligt. Men samtidig elsker Kina det egenrådige styre i Teheran, fordi det eroderer billedet af den dominerende supermagt. Med den slags venner behøver Iran ingen fjender. Det er meget lettere med russerne, de har kastet vrag på marxismen, for at få plads til Kremls diktatoriske eneråden.

Iran er shiitisk i en grad som få. Kun 2 andre lande har shiitisk flertal: Aserbajdsjan og Bahrain.

Det er det tætteste et land kommer på at være venneløst. I mangel af venner, plejer Teheran sine allierede, som i de fleste tilfælde kun er venner, fordi Teheran leverer sjældne terrorvarer.

Få af Verdens 193 stater har en bredere palette af fjender. Umiddelbart falder Nordkorea mig ind.

Med trukket håndbremse.

Amerikanerne, israelerne og iranerne gør sig betydelige anstrengelser for ikke at indlede en regional storkrig.

De er nødt til at gengælde hinandens angreb og direkte provokationer, men de gør sig umage med holde skaderne på et “tåleligt niveau”. Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet beskrev det som “hævn og gengældelse med håndbremsen trukket”.

Iran kæmper for sin egen fremtid.

Det vil fjerne grundlaget for Irans positionering, hvis Jøder og Sunnier finder sammen om at udvikle Mellemøsten til et hightech baseret fremtidssamfund, hvor der ingen plads er til fattige og militante palæstinensere uden uddannelse.

Hvis Mellemøsten moderniseres, så er terrorbevægelser og fattigdom fortid. Og så er kalifatet og terrorbevægelserne overflødiggjort. Det henstår i det uvisse, hvor og hvordan Palæstinenserne skal kunne leve i fred i dette scenarium.

To hovedinteresser i ørkenoverfaldet.

Putins fødselsdagsgave skulle falde på hans fødselsdag 7. oktober ’23, så den kunne fjerne fokus og vestlig økonomi fra Ukraine.

Men samtidig skulle overfaldet, myrderierne og gidseltagningerne den 7. oktober ’23 afbryde de truende forhandlinger mellem Tel Aviv og Riyadh.

To parter som spiller falsk.

Hovedparten af Verdens lande og samtlige nødhjælpsorganisationer arbejder for at undgå yderligere hungersnød og masseinfektion i Gaza, ved at opfordre til våbenhvile. Den rå sandhed er, at de stridende parter ikke har interesse i at standse konflikten.

Hamas får ikke tildelt nogen hovedrolle i udviklingen af fremtidens Palæstina. Det betyder at Gaza-ledelsens magt forsvinder i takt med at freden bryder ud. Derfor forhandler Hamas på skrømt.

Netanyahu regeringen hænger kun sammen pga. den ydre fjende, og ingen tror på, at Netanyahu bliver genvalgt. Dertil kommer en række korruptionsanklager imod ham, som betyder at hans otium bliver ødelagt.

Konklusionen er, at Netanyahu og Hamas-ledelsen har fælles interesse i, at opretholde konflikten for selv at overleve politisk og økonomisk.

De to parter er hidtil lykkedes med deres strategi!

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?