“Hvor fanden ved de det fra?”

Alfred dækker ubevidst underansigtet med sin fyldige hånd.

Efter de opslidende skænderier med Aksel Larsen om at undgå kritik af Kreml, så gør det nu fysisk ondt i maven på det garvede folketingsmedlem. Ikke mindst fordi Gunhild ser forpint ud, bare ved at se på brevet som ligger på bordet mellem dem.

De er overbeviste om at der er en forræder iblandt dem, og stemningen er ond når DKP’erne mødes. Så ond at partiet til sidst etablerer en undersøgelseskommission for at finde forræderen. Problemet er, at aflytningen betyder at kommissionen konstant bliver fodret med saftige spor, giftige anklager og nye mistænkte. Det æder DKP op indefra, fordi det hele stammer fra dem selv.

Et mangehovedet uhyre.

Hvis man er virkelig rædselsslagen i forhold til Sovjets annektering af Danmark, eller bare hader kommunister, så kan man forestille sig den fryd der bredte sig i de 3 gruppeværelser hos S, K og V. Det blev kun til fryd, og ikke til latterbrøl, for der var en del mobning og internt hierarki i de 3 politiske partier, så det var kun de få udvalgte, som fik de mange rare bonuspoint til den politiske infight. Engang var der kun rygter, men i dag ved vi, hvem der modtog kopier af aflytningerne. De kan groft opdeles i politikere, kulturpersonligheder og mediefolk. Når vi skal vurdere om Folketing og regering er bevidste om, at de får viden som stammer fra illegale aflytninger til brug på den politiske kampplads, så er det primært politikere og journalister som er i søgelyset. Og politikerne kan i hovedsagen begrænses til Socialdemokratiske-, Konservative- og Venstre-medlemmer af Folketinget.

Socialdemokraterne var i førersædet.

Hedtofts arkiv vogtes nidkært i Arbejder-bevægelsens centrale arkiv, og vi ved, at Hedtoft delte sine antikommunistiske holdninger med CIA, personkredsen bag Firmaet, og selvsagt var fødselshjælper for Arbejdernes Informations Central. Hedtoft vidste, at kommandør Mørch i FE havde fuld indsigt med Sejr og Frommelt fra den illegale tjeneste, i en sådan grad, at de fik udstedt officielle FE-ID-kort. Statsministeren var samtidig vidende om at FE´s direktør Lunding blev holdt i uvidenhed. H.C. Hansen som overtog Statsministerposten i 1953, havde et tilsvarende fortroligt forhold til CIA, og var nær ven med Erik Huusfeldt. Kjeld Olesen, der som bekendt senere blev både forsvars- og udenrigsminister, var med til at etablere Firmaet, og varetog aflytningen af det kommunistiske ægtepar, indtil han blev headhuntet til Arbejdernes Informations Central. Den socialdemokratiske overborgmester Urban Hansen var særdeles aktiv i etablering af efterretningstjenesterne, og det var ham der hyrede Olesen fra Firmaet. Urban, Hækkerup og Niels Mathiasen formaliserede Firmaet ved at etablere et kontaktudvalg i ’53.

Endelig stod J.O. Krag som fast modtager af de illegale aflytninger. Da S besad Statsministerposten i det meste af aflytningsperioden, så var både S og Statsministeriet særdeles velinformeret.

Konservative.

Erik Ninn-Hansen delte næsten alt og gik i skole med Arne Sejr, som etablerede Studenternes Efterretningstjeneste med baggrund i Konservative Studerende, Poul Møller som jeg efterfulgte i EU-Parlamentet, Ørnskov som blev instrumental for Rolighedsfonden og Ole Bjørn Kraft giver et meget fint indtryk af den konservative involvering. Inderkredsen var bevidst om at aflytningerne var illegale.

Venstre.

Knud Kristensen, Harald Petersen og Erik Eriksen vidste ligeledes hvorfra de sorte breve og aflytninger stammede fra.

En tragedie for DKP.

Gunhild Andersen og Alfred Jensen bliver hovedpersoner i et drama, som udvikler sig til en tragedie for dem.

Det kommunistiske Ægtepar forstår ikke hvordan det kan gå deres parti så dårligt, at DKP til sidst mister sin parlamentariske indflydelse for evigt.

DKP spiser sin egen hale.

Gunhild Andersen og Alfred Jensen ved ikke, at deres egen overlevelseskamp bliver aflyttet og brugt til at undergrave deres lovligt valgte danske politiske parti. Og de ved ikke, at aflytningen og de sorte breve bliver udført af en organisation som er helt eller delvist finansieret af en udenlandsk spiontjeneste. Og de ville blive direkte chokerede, hvis de fandt ud af, at det brev som de stirrer på oppe i deres stue, er sendt fra lejligheden lige nedenunder!

Topkommunisterne kæmper en ulige kamp mod en usynlig fjende op igennem 1950′ erne. I folketingsdebatterne har socialdemokrater, konservative og venstrefolk dyb indsigt med DKPs strategi fra lukkede møder. Og da aflytningerne bliver brugt til at formulere brune og sorte breve, tror de at det er utilfredse medlemmer og interne whistleblowere som har opdaget, at Aksel Larsen i realiteten er en kransekagefigur som sidder på den hårde kernes nåde. DKPs politiske modstandere har kronede dage, og de ruller de røde imperialister i vittigheder. Ynglingsofret er den uofficielle chefideolog Ib Nørlund, om hvem det siges at; “at når det regner i Moskva, så slår Ib paraplyen op i København”.

Bliver landet ledet med illegale aflytninger?

Inden eftertiden dykker ned i legaliteten bag disse mørklagte indgreb i den demokratiske kamp, må vi lige deklarere den selvopfattelse som operatørerne havde efter anden verdenskrig. Kampen imod kommunismen voksede ud af kampen mod nazismen i en glidende tackling. Modstandsbevægelsen og fagbevægelsen etablerede private antikommunistiske efterretningstjenester – ligesom der i samarbejde med amerikanerne blev etableret Stay Behind netværk til at bekæmpe den trussel fra Kreml som var helt reel for Socialdemokrater, Konservative og Venstrefolk. Det blev til AIC, Firmaet, Stay Behind og et omfattende netværk af dækorganisationer og enkeltpersoner.

Man kan diskutere om de danskere som kender til operationen, har haft fuldmagt til at sanktionere den – eller i alt fald accepteret – at leve med dens illegale grundlag, fordi de selv modtager aflytningsrapporter om deres politiske modstandere. Eller om den viden som disse politikere modtager, kan sidestilles med en officiel sanktionering. Når man betænker personkredsen, må man lægge til grund, at de repræsenterer et folketingsflertal som kunne have gennemført en sanktionering. De gjorde det bare ikke. Når nogle af disse toppolitikere benægtede kendskabet til ulovlige operationer, så tror jeg, at vi må må tilsidesætte påstanden, i alt fald var de mange af dem som hjalp Firmaet aktivt. Det må i så fald skyldes forsætlig uvidenhed. Jeg har talt med flere af dem der er døde i dag. Alle har vedgået viden og indsigt.

Vi bevæger os i en gråzone fordi den kontaktperson i FE, kommandør Mørch, som har indsigt med den private agentoperation, ikke holder sine overordnede og kolleger orienterede. Det er min oplevelse, at Mørch havde politisk opbakning til dette dobbeltspil. En af de få som har haft adgang til mundtlige og skriftlige kilder, før de blev barberet ned til et minimum, er Christmas-Møller. Og Christmas skrev om det som han synes kunne gå an menneskeligt. Vi skal huske at retsopgøret, donationerne til våbenindkøb og de nære relationer til amerikanske og britiske efterretningsfolk er skabt under krigen og typisk i Stockholm og London. Nøglespillerne sad i koncentrationslejr en del af krigen, og de aftaler mellem mænd som ikke vidste om de kom levende igennem, var naturligvis ikke afstemt med dansk ret. Denne artikel bygger på viden som i et vist omfang er fremlagt efter at de fleste nøglespillere er døde.

Jeg har valgt at beskrive den del af Firmaets arbejde som koldkrigshistorikeren Per Henrik Hansen har behandlet i bogen; “Firmaets største bedrift”. Der er formodentlig andre bedrifter som vi ikke kender, og måske er dokumentationen blevet fjernet. Men her er halvtredsernes virkelighed på venstrefløjen kogt ned til 6 akter:

Første Akt “Vi har en mand som kan montere, og vi har en rød spolebåndoptager”.

Opstanden i Tjekkoslovakiet 1948, virkeliggjorde truslen fra Kreml. Der gik rygter om at Danmark var næste land som skulle indlemmes i Sovjetunionen.

Hedtoft-regeringen tog situationen alvorligt.

Arne Sejr har en række lejligheder i København, og han lader sin ven Frommelt flytte ind i Vester Søgade 78 med sin familie. Herfra starter de arbejdet med overvågningen af de danske kommunister. Og der er mange som gerne vil betale Firmaet for at kende truslen fra Kreml. En dag opdager Frommelt at der bor 2 topkommunister i samme opgang. Faktisk lige ovenover. De styrter ned på Dag Hammerskjölds Alle for at fortælle deres største sponsor om opdagelsen. Amerikanerne er straks med på ideen, og mens de holder møde på Østerbro, så er den lokale CIA-tekniker ved at montere mikrofoner i luftkanalen ved etageadskillelsen. Den nystiftede amerikanske spiontjeneste leverer også en spolebåndoptager.

Gå ned og se originalerne på Enigma museet ved Parken.

Gunhild Andersen er den uforsonlige hardliner og Alfred Jensen har været transportminister og er stadig mf’ er, og så er de 2 topkommunister gift med hinanden. De drøfter alt af betydning både ved dagens start og afslutning. De stegte duer lander i flødesaucen fra tidlig morgen til sen aften, og Firmaet ansætter i 1955 Kjeld Olesen til at varetage aflytningen af ægteparret. Det er arbejde 24/7 og afsætningen minder om salg af lunt bagerbrød søndag formiddag.

Anden Akt starter med sorte breve og ender i Information.

De grå og sorte breve er som knive der snitter i den følsomne overhud. Kun få stoler på hinanden i DKP, for ingen begriber hvordan interne kilder har opdateret viden om forhold som aldrig har været nedskrevet. 6 år senere bliver Ungarnskrisen i 1956 en kæmpe hjælp til både Firmaet, Arbejderbevægelsens Informations Central og det store flertal af politikere som aktivt kæmpede imod DKP.

Befolkningens solidarisering med den undertrykte befolkning blev fra nu ikke kun brugt til at skabe intern frygt og splid. Nu blev afhøringerne brugt til at briefe dagbladsjournalister. Hof-organet er Information.

Effekten var voldsom og Aksel Larsen kæmpede for partiets troværdighed med en linie som kolliderede med Kreml.

Intern heksejagt og beskyldninger æder partiet indefra.

Tredie Akt er eksklusionen.

De indre stridigheder kulminerer med eksklusionen af Aksel Larsen i 1958. Knud Jespersen bliver ny formand, men magien og troværdigheden fra modstandskampen er nu eroderet.

Fjerde Akt er udslettelsen.

Ved valget i 1960 røg DKP under spærregrænsen, og selv om kommunisterne var med til at starte antiatommarcherne fra Holbæk mod Hovedstaden og fortsat kæmpede på arbejdspladserne, så var DKP knækket parlamentarisk allerede 5 år efter de gyldne 18 mandater. DKP kommer sig aldrig efter 1960.

Onde tunger siger i dag at DKP’erne er tilbage på Christiansborg under bekvemmelighedsflag som en fraktion i Enhedslisten. Der er også DKP’ere, som er blevet opsuget i Socialdemokratiet i små bundter. Men det må vente til en selvstændig artikel.

Jeg tror at det er rimeligt at sige, at DKP’ere som håndstyres fra Kreml er fortid i Folketinget.

Femte Akt er fødslen.

SF`s fødsel er fyldt med kontraspionage, amerikanske dåbsgaver og en formand som arbejdede for CIA til sin død.

DKPs formand, Aksel Larsen ved heller ikke, at hans eksklusion fra DKP, og hans fødsel af SF er orkestreret af en fremmed spiontjeneste. Det er sandsynligt, at Aksel Larsen senere har opnået indsigt med disse forhold.

Dog har han ingen anelse om, at hans agentvirksomhed for CIA er kendt af hans politiske modstandere.

Sjette Akt er den værdifulde agent.

Aksel Larsen vidste godt, at det var udenlandske agenter som havde inviteret ham til møde på Hotel Kong Frederik. Han glinsede af sved og fik fysisk feber, for han var overbevist om, at det var KGB som ville ombringe den nybagte SF-formand, før han lækkede informationer fra sin DKP-tid. Aksel kendte jo historien om Arne Munk Pedersen, og vidste at Sovjet ville vise Verden, at Kreml-desertører bliver stillet til regnskab.

SF-formanden fik forfald med kort varsel, og den specialist i dansk politik, som CIA havde fløjet ind til København kunne kun håbe på et nyt møde.

Og det lykkedes Frommelt fra Firmaet, at få en ny aftale på plads i private rammer. Aksel havde bedt en anden tidl. DKP’ er – Holger Viveke -om at sidde i sofaen med en skarpladt pistol i bukserne. Bare for en sikkerheds skyld. CIA-agenten havde haft rigelig tid til at forberede sig på samtalen med den nyvalgte SF boss. For de sidste 8 års DKP-liv ligger i afskrift på Dag Hammarskjölds Alle.

Denne gang bliver mødet en succes, og Aksel har god kemi med CIA-manden. Til overflod mødes Aksel Larsen jævnligt med CIA. Det foregår direkte mellem SF-formanden og USA, og det fortsætter indtil kort før Aksel dør af sygdom efter nytår i 1972. Hele denne kontakt mellem CIA og Larsen er faciliteret af Firmaet.

Kuriøst for spionnørder kan det tilføjes, at Viveke bliver hvervet af KGB I 1966, og det først er da Gordijevskij lækker hans navn til PET, at det går op for dem, at SF har haft en MF’ er som arbejdede for KGB, samtidig med at formanden arbejdede for CIA.

Efterskrift.

Denne forfatter tillader sig at varedeklarere dansk folkesocialisme som mindst lige så moralsk anløben som de gamle magtpartier der lod CIA finansiere SF`s fødsel. Dansk politik er fyldt med guldfisk i glasbowler, og de gør klogt i at holde sig fra stenkast.

Efter krigen var både englændere, amerikanere og russere stærkt interesserede i at kunne operere direkte i Danmark. Det konflikter selvsagt med en suveræn stat. Samtidig var særlig amerikanerne afhængige af danske efterretninger om russiske aktiviterer. Danske interesser omfattede ikke kun efterretninger, men samtidig et brændende ønske om direkte kontakt og sikkerhedspolitisk beskyttelse. Det gav en del konflikter. For egen regning tillader jeg mig at tilføje, at når jeg bliver spurgt om “hvor svært det kan være at håndhæve princippet om, at al efterretningsvirksomhed i Danmark er ulovligt – medmindre det er godkendt, parlamentarisk kontrolleret og finansieret af den danske stat”, så se på, hvor lang tid Mette Frederiksen har ventet på mødet med Biden i det Ovale Værelse. Årsagen skal sikkert findes i vores sympatiske – men naive – trang til transparens i den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesternes virksomhed.

Nogle gange begrænses den demokratiske kontrol til en snæver kreds af politikere. Og i halvtredserne, valgte danske ansvarlige at lade en fremmed tjeneste løse opgaver i Danmark med danske agenter, som blev finansieret af private midler fra CIA og våbenkøbskontiene til modstandsbevægelsen…