Meget tyder på, at tilliden til det nuværende system – med Rigsretten som endestationen for Støjberg og muligvis for Mette Frederiksen i fremtiden – har splittet befolkningen og testet tilliden til både politikere og institutionerne. Er en forfatningsdomstol vejen ud af tillidskrisen? Det undersøger Simon Gardner Mogensen i denne analyse.

Af Simon Gardner Mogensen, redaktion@indblik.dk 

Bør Danmark indføre en forfatningsdomstol? Det spørgsmål rejser sig i kølvandet på to aktuelle sager i form af Rigsretten mod Inger Støjberg og den igangværende Minkkommission, som har sit blik stift rettet mod regeringen. 

Argumentet for en forfatningsdomstol kommer både af den kritisable farvethed, som politiske kommissioner er bestemt af, men også ud af et behov for at bevare tilliden til de danske institutioner. 

For alt imens at tilliden i Danmark er utrolig høj og også stigende under coronakrisen – både når vi taler om tilliden imellem borgerne, til de offentlige institutioner og til erhvervslivet – så står det i skærende kontrast til vores tiltro til politikerne. Hvilket giver anledning til at efterstræbe at skille disse to ting ad, med en stærkere juridisk skillelinje.

Men er der folkelig opbakning til en forfatningsdomstol? Eller er danskerne grundlæggende tilfredse med det nuværende system, hvor spørgsmål om evt. forfatningsstridighed behandles af de almindelige domstole? Og er det overhovedet muligt, hvis en forfatningsdomstol kræver en grundlovsændring, eller kan man skrue  op for kontrollen af politikerne uden at ændre i Grundloven? 

Meget tyder på, at det nuværende system – med Rigsretten som endestationen for Støjberg og muligvis for Mette Frederiksen i fremtiden – har splittet befolkningen og testet tilliden til både politikere og institutionerne. 

Tilliden i Danmark og coronakrisens indflydelse

Til trods for Rigsretten, så har coronakrisen givet os danskere en øget tiltro til institutionerne og erhvervslivet. Det siger tillidsbarometeret i den seneste rapport fra 2021, udført af en af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder, PricewaterhouseCoopers. 

Vores sundhedssystem, vores virksomheder og dem der håndterer vores data, er dem, der især trækker op i dette barometer, i og med at vi anser dem for at have rent mel i posen og evner til at løfte de opgaver, som vi stiller dem. 

Det generelt høje tillidsniveau er et sundhedstegn og gør Danmark til et gnidningsfrit samfund, hvor vi slipper for at bruge kræfter på at skulle tvivle og dermed facilitere at vi sikkert kan indgå handler, behandlingsforløb eller overgive vores data til andre.

Det er formentlig også årsagen til at Danmark, sammenligneligt med udlandet, har klaret sig relativt godt igennem coronakrisen og har kunnet åbne hurtigt op igen. 

Vi har fulgt myndighedernes anbefalinger, skabt en stærk grobund for hurtig konsensus og efterfølgende (med få afvigelser) reduceret smitten. Og det er nok også derfor, at når Mette Frederiksen tørner frem på skærmen til pressemøderne, altid er flankeret af fagfolk – om det er politiet, beredskabet, sundhedsvæsnet eller diverse styrelser. 

Sjovt nok er det også dem, som scorer højest i, hvilke offentlige institutioner vi har mest tillid til – repræsenteret i politiet, beredskabsstyrelsen og lidt længere nede, men stadig højt, Sundhedsstyrelsen. Det er dem, som vi sætter vores lid til, og ikke de folkevalgte. 

For på trods af, at vi som danskere er generelt tilfredse med coronahåndteringen og tilliden fortsat stiger – så er det ikke til politikerne. 

Det er en kritik af politikerne, som kun cementeres af, at de ligger på en 26. plads ud af 26 mulige i den årlige troværdighedsanalyse af faggrupper fra Radius Kommunikation. Og det er trods den ellers stigende tillid siden 2015, hvor man i perioden 2019 til 2020 begyndte at score markant højere tillidskarakterer hos politikerne end normalt. 

Her var det 90 procent af befolkningen, som havde tillid til regeringen ifølge HOPE-projektet og 83 procent af vælgerne som stolede på, at politikerne generelt træffer de rette beslutninger, ifølge TrygFonden. 

Statistikker som dog hurtigt styrtede i grus igen, da man på Aarhus Universitet allerede i august 2021 kunne måle, at befolkningens opfattelse af politikernes evne til at træffe generelt gode beslutninger var faldet med 20 til 30 procentpoint. 

Regeringens brug af fagfolk kan skade institutionernes tillid

Den politisk sfære forekommer for mange som en rodebutik, som er fyldt med utilregnelige udsving. Det kan skyldes mange ting, og formentlig må vi også acceptere, at politik er mere gennemsyret af stridigheder, strategi og for den sags skyld, ideologi, end andre områder i samfundet. Det skaber incitamenter for politikerne, som kan have skadelige virkninger på de offentlige og private institutioner, som tilvejebringer services, data og/eller produktion.

For når det sker, at politik og institutioner rykker for tæt, så falder tilliden til institutionerne. F.eks. målte Voxmeter tilliden til det politiske system i perioden mellem april 2020 til april 2021, at tilliden gik fra 36,2 procent til 28,5 procent. 

En måling, som meget hurtigt kan gå udover institutionerne, når Mette Frederiksen og resten af regeringens brug af fagfolk til f.eks. coronapressemøder kan have den konsekvens, at vi får sværere ved at adskille dem fra det politiske system. 

På trods af, at idéen og udførelsen af regeringens strategi, om at gøre håndteringen af coronakrisen til at spørgsmål om at stå på fagkundskabens side eller ej – og dermed ikke politisk – var en massiv succes, kan det have langsigtede og farlige konsekvenser. 

Disse konsekvenser er forårsaget af flere episoder, hvor vi som borgere har svært ved at skelne mellem, hvornår noget er af politisk karakter, og hvornår noget er en faglig beslutning. 

En stærkere juridisk skillelinje og en vagthund overfor politikerne

For politik er farvethed, og felter som sundhed, jura, økonomi, epidemiologi mv. er fagkundskab – og overlap i disse kan føre til den mistillid, som mange f.eks. havde i retssagen mod Inger Støjberg. 

Denne mistillid skyldtes bl.a., at 15 ud af 30 dommere er politisk valgte af Folketinget – og trods næsten enstemmighed i domsafsigelsen, hviler der stadig en kritisk røst i en større andel af befolkningen. Samme ville formentlig finde sted, hvis den magtfuldkomne og i lange perioder folkekære statsminister, Mette Frederiksen, skulle opleve samme tur i Rigsretten. 

For på nuværende tidspunkt har vi delvist smidt ansvaret for at holde øje med evt. forfatningsbrud i to lejre – den allerede travle Højesteret – og hos Folketinget, som vurderer behovet for en rigsret. Derfor bliver systemet ofte præget af det, vi ser i samtiden, med store undersøgelser og politisk fnidder, som skal afgøre, om det politiske system skal tage stilling til, om det skal undersøge og straffe sig selv. 

Forfatningsdomstolen eller et uafhængigt lovråd er modsat Rigsretten, et redskab som kan beskytte borgerne mod vilkårlig og/eller direkte ulovlig regeringsudøvelse, ved at afpolitisere beslutningsprocesserne i kontrollen af regeringen. 

Dette anvendes bl.a. i USA og Tyskland, og har også været på tale ad flere omgange i Danmark gennem forespørgsler fra bl.a. Sofie Carsten Nielsen (R), Rasmus Jarlov (K) og senest Sikandar Siddique fra Frie Grønne. 

Et sådant tiltag, og en direkte konvertering til det amerikanske eller tyske system, vil dog kræve en grundlovsændring. Noget, som både befolkningen og politikere er forbeholdne med, og som sidst blev gennemført ved Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953. 

I stedet bør man evt. kigge mod Finland, hvor man har et særligt stående udvalg i parlamentet: Grundlagsutskottet. De vurderer fremsatte lovforslags forhold til den finske grundlov og de internationale forpligtelser, ved at indhente udtalelser fra uafhængige juridiske eksperter, inden det udarbejder sin egen egentlige udvalgsbetænkning. 

Alternativt kunne man oprette en forfatningskontrolform, som er tættere knyttet til parlamentet selv. Et uafhængigt lovråd, som består af et bestemt antal uafhængige eksperter, der på lovens forberedelsesstadium kunne spørges til råds om lovens forhold til grundloven og konventionerne.

Mere kontrol af politikere kan øge tilliden til institutionerne

Det nuværende danske system er uden garanti og skrøbeligt, når det ikke er støbt i et fundament, som kontrollerer og renser sig selv. I lyset af det, er det egentlig utroligt, at systemet ikke er mere snavset og præget af udsving, end det er. 

Noget, som meget vel kan skyldes den store tillid vi har til at institutionerne er troværdige, stabile og uafhængige. Et forhold, som i skrivende stund trues af sammensmeltningen mellem politik og fagkundskaben.

Om det er barnebrude eller mink, så ville et juridisk organ i form af en forfatningsdomstol eller et uafhængigt lovråd formentlig kunne facilitere, at den skrantende tillid til politikerne, ikke sætter sig i institutionerne. Betinget af, at det har beføjelser nok til at få indsigt i processerne om magtudøvelse, samt beslutningskraft nok til, at kunne igangsætte en retsproces. 

Dermed kunne den igangværende krise være en tiltrængt mulighed for refleksion over, hvorvidt danskernes tillid til institutionerne kan holde til, at politik og fagkundskab sammensmeltes. 

Om systemet kan holde til, at så mange borgere betvivler retsprocesserne overfor Støjberg og Frederiksen. Og slutteligt, om en forfatningsdomstol betinget af en grundlovsændring som i USA eller Tyskland er løsningen – eller vi kan nøjes med at lade os inspirere af Finland eller lave en dansk version af et grundlovskontrollerende organ.