Det vigtigste ord i statsminister Mette Frederiksens nytårstale var ordet ”arbejdspligt”. Det må gerne blive årets ord i 2022, skriver Henrik Gade Jensen.
Af Henrik Gade Jensen, redaktion@indblik.dk
Det vigtigste ord i statsminister Mette Frederiksens nytårstale var ordet ”arbejdspligt”. At man har pligt til at arbejde, hvis man ikke kan forsørge sig selv.
Det er også et vigtigt signal at sende. Og gentage. Og forstærke.
For det er ikke givet på forhånd. Arbejdsetik er ikke noget, som mennesker fødes med og som et gén ligger i alle mennesker. Vi fødes ikke som arbejdere, men bliver det gennem opdragelse og dannelse. Arbejdsetik er et kulturelt fænomen, som varierer mellem kulturer. Mange asiatiske samfund har en forbilledlig arbejdsdisciplin. Andre samfund tager det mere afslappet.
For de gamle grækere i Antikken blev fysisk arbejde foragtet. Det var for slaver, bønder og håndværkere og ikke for frie mænd og gode borgere. De gik omkring på torvet og diskuterede filosofi. Det var det ædleste. Derfor skulle filosofferne også regere staten, ifølge Platon, som aldrig kunne drømme om at svedige mennesker skulle have del i magten. Aristoteles´ ideal for mennesker var som et ”politisk dyr”, men det var slet ikke et arbejdende væsen. Selv ikke handelsmænd fandt nåde for Aristoteles´ ideal, for de var sjakrende og intrigante.
Da de kristne menigheder i de første århundreder voksede frem, kom der også en anden holdning til arbejdet. Det blev en pligt. ”Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden”, skrev Paulus i et af sine breve til de første kristne fællesskaber. Senere skrev kirkefaderen Augustin mod de munkebevægelser, som mente, at de kun skulle tage sig af åndeligt arbejde og overlade det hårde slid til andre. I det gamle testamente får mennesket at vide, at det skal arbejde i sit ansigts sved efter fordrivelsen fra paradiset.
Idealet om at leve fri fra arbejde, og det vil oftest sige som snylter på andres arbejde, udfordredes især af protestantismen, der gjorde det til et kald at arbejde. Man taler siden Max Weber om den protestantiske arbejdsetik som en særegen forklaring på det moderne samfunds opståen.
Mon ikke den lavere pensionsalder i sydeuropæiske lande, hvor man gerne trækker sig tilbage fra arbejdet i en så tidlig alder som muligt, også er historisk og religiøst betinget?
Da vi i Danmark fik St. Bededag i 1686, var det også for at få folk til at arbejde noget mere, så der kun var én stor bededag i året, og ikke de mange tidligere bønne- og fastedage hver måned fra katolske tid, som mere var undskyldninger for ikke at lave noget.
Derfor var det også godt af statsministeren i stærke vendinger at appellere til, at her i Danmark skal vi arbejde, hvis vi vil have offentlige ydelser. Også fordi det ikke er en drift, der ligger naturligt i mennesket fra fødslen. Derfor appellerede statsministeren til ”en entydig arbejdslogik for borgere med et integrationsbehov.”
For ligesom arbejdet er den bedste karakterdanner og rygradsstabilisator, så er den også den bedste integrator, selvom det næppe er tilstrækkeligt.
Og statsminister Mette Frederiksen burde køre på hjemmebane med arbejdets pligter. Alle de socialdemokratiske slagsange handler om arbejdets dyder. ”Til arbejdet, liv eller død”, lyder omkvædet på ”Snart dages det brødre”.
Hendes forgænger som Socialdemokratiets formand, H.C. Hansen, skrev i 1933 en smuk sang med omkvædet ”Det er arbejdets sang”, som var med i Højskolesangbogen frem til 1960’erne (med musik af Oluf Ring). Så blev den erstattet af protest- og oprørssange. Det burde være Socialdemokratisk kulturpolitik at få den med i Højskolesangbogen igen.
Og i det hele taget burde arbejderbevægelsen gøre mere ud af arbejdet, som har givet den navn. Hvor var Danmark i dag, hvis den gryende arbejderbevægelse ikke havde indplantet arbejdets pligter i flere generationer? Arbejdshænder formede verden om til en lysere tid, som Oskar Hansen skrev. Socialdemokratiets forlag Fremad udgav Arbejdersangbogen fra 1926 med stærke sange om vigtigheden af arbejdet, f.eks. en sang af L.C. Nielsen (ham med ”Jeg ser de bøgelyse øer”):
Hver har sit,
du har dit, og jeg har mit
Og kun Døgenigten
Plages ej af Pligten.
Ja, sådan sang socialdemokrater med melodi af Carl Nielsen fra 1926. Den sang røg også ud af Arbejdersangbogen i nyere udgaver til fordel for diffuse protestsange mod samfundet og undertrykkelsen.
I dag ville det være victimblaming at kritisere døgenigten for ikke at arbejde, og på samme måde mødes regeringens arbejdspligt også af de sædvanlige dogmatiske fordomme om, at alle vil gerne arbejde, men de kan bare ikke. Her kunne faghistorikere godt bidrage til at nuancere virkeligheden. Læs dog Platon Aristoteles og se, hvilken foragt for arbejdet der gennemsyrede deres værker.
Arbejdspligt må gerne blive årets ord i 2022.
Dette er en kulturklumme skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Klummen repræsenterer skribentens egne holdninger.
