Historien viser, at for overdreven fokus på menneskerettigheder og universalistiske retsprincipper virker kontraproduktivt, og at verden bliver værre, når vi ikke kan straffe tilsyneladende åbenlyse uromagere, skriver Henrik Gade Jensen i dette debatindlæg.

Af Henrik Gade Jensen 

Kom hjem, kom hjem! Oh, kom dog hjem!

Sådan sang Osvald Helmuth i en revyvise engang, og flere og flere synger med på omkvædet i denne tid. Især mange advokater.

Som nu en flok formodede pirater, der ud for Ghanas kyst kom i skudduel med et dansk skib, blev såret og taget til fange og lægeligt behandlet, men som advokater i Danmark stod i kø for at få hjem, ja gæt engang: hjem til Danmark. Man bliver helt Osvald Helmuthsk: Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

”Vi aner ikke, hvilke vilkår de sidder varetægtsfængslet under. Det lever næppe op til danske vilkår, og der må Danmark have råd til at transportere de tre raske hjem først og dernæst den sårede, sagde advokat Irene Zehngraff” (ifølge dr.dk) 

Og advokat Birgitte Skjødt følger trop:

”Det burde være nemt at få et fly derned og hente min klient hjem, især når han nu sidder på fastlandet.” (min fremhævelse).

Og en tredje forsvarsadvokat Ole Olsen mente, at ”Retssikkerheden har så stor betydning, så de hurtigst muligt skal for en dommer. Man bør overveje at afbryde missionen og ganske enkelt sejle mod Danmark” (dr.dk). Så for retssikkerhedens skyld, altså de formodede piraters og ikke ofrenes, skal fregatten hjem til Danmark og det danske søværn afbryde missionen med at gøre Guineabugten mere fredelig for gode folk. 

Nu blev de tre af dem løsladt, så hjem kom de ikke, til Danmark, men må fortsat flakke fremmedgjorte og hjemløse om som sørøvere i Guineabugten. Men den fjerde flyves nu hjem til retsforfølgelse i Danmark, og vil med al sandsynlighed forblive i Danmark resten af sine dage, for som Justitsministeriet konstaterer, uanset om det var alle fire og uanset om de blev dømt eller frikendt, er der ”en risiko for, at de ikke efterfølgende tvangsmæssigt ville kunne udsendes til deres hjemland” (Politiken 1/1 2022).

Men så kan glæde os over, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser. Alle forfulgte pirater, terrorister og voldsmænd kan få et hjem, kære hjem, i Danmark, et elysium, slut med den usikre og omskiftelige tilværelse på verdenshavene.

Dog synes Justitsministeriets jurister lidt mere tænksomme end danske advokater, for de frygter for at den fremtidige danske tilværelse for den formodede sørøver, som selvfølgelig er uskyldig indtil andet er bevist, kan ”skabe et incitament hos andre til at begå strafbare handlinger med det formål at blive retsforfulgt i Danmark”.

Og det er jo sagens kerne, og burde give anledning til lidt refleksioner over, hvad der er hjemme og ude her i denne verden, og hvem man rettelig bør have ansvar for. Pirater, der gør havet utrygt ud for Afrika, råber danske advokater på, skal hjem til Danmark. For hjemme er, hvor der er godt og bo, som Cicero sagde. 

Advokaterne mente, at piraterne ikke kunne få en fair rettergang i Afrika, og derfor var det Danmarks ansvar at føre en proces i Danmark. 

Pirater har altid været et forfulgt folkefærd på verdenshavene, og er ofte blevet klynget op i masten ved pågribelse. Så historisk kan der i hvert fald plantes meget berettiget tvivl om en retssag lokalt nu også er så kvalificeret og menneskeretlig som i Københavns Byret.

Så hjem, kære venner, hjem til Danmark.

Men vi skal prøve at tænke lidt ud over dagen og sagen.

Når Danmark sikkert er internationalt forpligtet på at give pirater en fair retssag i Danmark, skyldes det globale ansvarsprincipper, som er blevet gjort gældende med menneskerettigheder, globalisme og universalistiske retsprincipper. 

Storbritannien har siden 2008 opfordret deres Royal Navy til aldrig at tilbageholde pirater, da de dermed kan kræve asyl i Storbritannien efter de gældende menneskerettighedsregler, og da pirateri i mange involverede lande ofte har en strafferamme op til dødsstraf, vil det automatisk udløse asyl.

Det bør de danske jenser på Esbern Snare for fremtiden vide, men de handlede vel bare spontant næstekærligt overfor de overlevende i nød, og næstekærligheden kender ikke til noget selvforskyldt.

Men de danske myndigheder vil nu hellere sætte tre af de formodede sørøvere på fri fod og sende dem afsted i en gummibåd mod land.

For ellers skulle de også hjem til Danmark og have en fair trial, en retfærdig rettergang, hvor al tvivl her i verden vil komme dem til gode. Det er retssikkerhed. 

Også selvom det er en næsten uoverkommelig opgave for en dansk anklagemyndighed konklusivt at føre bevis for, at de anklagede ikke bare var fiskere med lidt automatvåben til at forsvare sig i farligt farvand, men havde et forsæt som sørøvere, – med mindre de kan finde et Jolly Roger-flag i lasten. 

Men den danske stat valgte den nemme løsning: at slippe af med tre af dem uden at de kom hjem til Danmark. Selvom det er svært at se det individual- eller generalpræventive i den aktion. Det kan jo betyde, at det virker straffrit at være pirat i Guineabugten. 

Alt at vinde, intet at tabe. Og den fjerde, der kommer til Danmark, har måske virkelig vundet i lotteriet, og kan se frem til et evigt liv i Danmark med familiesammenføring af sine kære.

Historien viser, at for overdreven fokus på menneskerettigheder og universalistiske retsprincipper virker kontraproduktivt, og at verden bliver værre, når vi ikke kan straffe tilsyneladende åbenlyse uromagere. Royal Navy sætter allerede kikkerten for det blinde øje.

Straf kan eller kunne kun ske efter en retssag i Danmark, hvor efter de aldrig mere ville kunne udsendes fra (de er jo hjemme), men ville have ret til familiesammenføring. Og samkvem i fængslet efter en eventuel domfældelse – sikke en attraktiv datingpartner for danske tatoverede kvinder, en ægte sørøver, og Lundin og Ubåds-Madsen må kigge misundeligt til Kaptajn Klo. 

Og nye tænder med gratis tandpleje i fængslet. Og efter endt afsoning er han vel så traumatiseret, at et 7 til 4-arbejde i hjemmeplejen ikke er realistisk. Det kunne ellers nok friske op med lidt sørøversange på et Ældrecenter. Hiv o høj og en hel flaske rom. 

Imens blev 10.000 kristne dræbt af voldelige overfald i 2020, og vi håber ikke, at danske udsendinge har søgt at forulempe eller såret en overfaldsmand i processen, så vi også skal have nogle af de 10.000 ofres gerningsmænd hjem til Danmark. For retssikkerhedens skyld.

Dette er et debatindlæg og repræsenterer alene skribentens egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.