Krigen i Mellemøsten er en del af en snart 100-års kamp om Palæstina. Med Hamas´ angreb på Israel den 7. oktober begyndte et nyt kapitel. For Martin Krasnik, Weekendavisens chefredaktør, er det det værste siden 1948-49. Det som rammer ham hårdest.

Det har han i hast skrevet en bog om, En smal bro over afgrunden. Den 7. oktober, jøderne og palæstinenserne, krigen og håbet. (Gyldendal, 200 sider, 2023). Og harmen over det skete kan spores i alle bogens sætninger. Martin Krasnik er ærgerlig og trist over det skete. Som om alt håb forsvinder.

Bogens vigtigste vidnesbyrd er den frygt og desperation som danske jøder nu lever med. ”Det er ydmygheden at have brug for bevæbnede politifolk folk foran sin skole”, skriver Krasnik, når han må aflevere sine børn til en fæstning med permanent overvågning af politi. Danske jøder lever som jaget vildt, mens palæstinensere og deres danske medløbere frit kan råbe jihad i gaderne og opfordre til at udrydde jøderne fra Mellemøsten, from the river to the see.

Når børnene skal spille fodbold, sker det under politibeskyttelse. For nylig hørte jeg om en bisættelse på Mosaisk gravplads på Vestre Kirkegård, som foregik under politibeskyttelse.

I forvejen kan vi alle se, hvordan synagogen i Krystalgade er under permanent bevogtning. Jeg boede selv i Krystalgade skråt overfor synagogen i 1980erne og det var så fredeligt som alt andet. Om lørdagen spankulerede folk fra mosaisk trossamfund til synagogen og hjem igen, fredeligt og uden notits. Selv attentatet mod synagogen i 1985 kan jeg ikke huske som noget, der rystede ved trygheden fra mit perspektiv.

I dag er det helt anderledes og frygteligt nærværende for danske jøder. ”Hvordan skal et par danske politifolk med pistoler kunne beskytte danske jøder, når det mest veltrænede militær i verden ikke kan skærme israelerne?” spørger Krasnik. Det var ikke ligefrem glimrende, hvad den danske betjent præsterede ved synagogen i 2015, da Omar el-Hussein alene mand gik til angreb og dræbte en jødisk vagt.

Og derfor stiller mange jøder i Danmark ifølge Krasnik sig selv og sin familie det spørgsmål: skal vi blive eller emigrere? Men nu er Israel heller ikke den sikkerhed, som det tidligere har været.

Martin Krasnik beskriver sin familiehistorie, oldeforældre som kom til København og bosatte sig på Nørrebro, som nærmest var et jødisk kvarter for 100 år siden. Men alle skulle lære dansk og integreres, og med stor succes, og så meget så de senere måtte genopfriske jiddisch. I dag er Nørrebro no go area for jøder og Krasnik beskriver, hvordan Blågårdsplads er fyldt med palæstinenserflag.

Krasniks beskrivelse af konflikten i Mellemøsten er præget af hans håb om en to-stats-løsning, hans meget kritiske indstilling til den nuværende regering og udviklingen i Israel mod en etnonationalistisk, jødisk stat. Det lyder mindre og mindre realistisk med mere fred.

For samtidigt præges modparten, palæstinenserne, af en islamisme ”som med sin antisemitisme har været nazismens arabiske halvbror siden 1920´erne”, ifølge Krasnik. Det var nyt for mig, at Vestbreddens leder Mahmoud Abbas, som ofte omtales som moderat, har begået en ph.d.-afhandling der sammenkæder zionisme og nazisme.

En af de sidste sætninger i bogen lyder: ”det konstant stigende pres på danske jøder er opslidende på en måde, der rejser et hårdt spørgsmål: Er der om nogle år jøder i Danmark, der aktivt og åbenlyst praktiserer deres tro og kultur?”

Og det er ikke mindst et spørgsmål til de beslutningstagere, folketingspolitikerne, som siden 1980erne har indrettet udlændingelovgivningen således, at danske jøder ikke mere er sikre i Danmark. Det har været diskuteret offentligt siden 1980erne. Der har været rejst masser af kritiske spørgsmål, også i folketinget.

Der har været enkeltbeslutninger som f.eks. en særlov for 321 palæstinensere i 1992 (de opfyldte altså ikke de ellers generøse betingelser for asyl), som fik opholdstilladelse, og som kvitterede ved at 42% siden er dømt for kriminalitet, 74% på overførselsindkomst, 56% af deres børn er kriminelle o.s.v. Nu er gaderne deres og de kan frit råbe jihad.

Folketinget er mere end nogen anden institution i det danske samfund skyld i, at der om få år måske ikke mere findes et aktivt mosaisk trossamfund i Danmark. Det blev konsekvensen af 40 års forfejlet udlændingepolitik. Værsgo!

Udlændingepolitikken har hele tiden været til debat. Der var kritik. Der blev råbt vagt i gevær. Men alt blev overhørt og negligeret. I få andre europæiske lande råbes der ikke jihad i gaderne og jøder kan gå mere frit omkring som f.eks. Ungarn. Hvad har de gjort rigtigt i forhold til os? Det må vi da kunne lære af, hvis vi finder det rystende, at danske jøder er forfulgt folkefærd i København. Hvad der ikke lykkedes for tyskerne i 1943, er lykkedes for et søvngængeragtigt dansk folketing siden 1980erne.

At danske jøder nu må leve under politibeskyttelse, har sin grund i forkerte politiske beslutninger, og Danmark bliver ikke et bedre og sikrere sted, før der også holdes dommedag over 40 års radikal forkert udlændingepolitik, både i Danmark og i EU.