[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Atomteknologi sparer kineserne for 4,5 milliarder liter spildevand
Med støtte fra Det Internationale Atomenergiagentur har Kina indviet verdens største spildevandsanlæg, der gør brug af elektronstråling. Det er både effektivt og mere skånsomt for miljøet end kemiske renseprocesser.
Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net
At atomteknologi findes i mange afskygninger og har tilsvarende mange anvendelsesmuligheder, er efterhånden en velkendt sag. I den kinesiske by Jiangmen i Guangdong-provinsen har man for nylig bevist, præcist hvor alsidig teknologien er, idet man her har indviet verdens største vandrensningsanlæg, som gør brug af elektronstråling. Anlægget er udviklet af kinesiske forskere med støtte fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), skriver agenturet på sin hjemmeside.
Anlægget er opført ved garnfabrikken Guanghua Knitting Factory og skal bruges til at rense vandet for blandt andet farverester fra produktionen på stedet. Det sker ved brug af elektronstråling fremfor for de kemiske og bakterielle renseprocesser, man hidtil har gjort brug af.
Elektronstrålebehandlingen har to primære fordele: Først og fremmest er metoden skånsom mod miljøet, og samtidig er den mere effektiv og vandbesparende, end man har været vant til.
”Normalt ville denne slags spildevand blive behandlet gennem kemiske processer, som i sig selv genererer affald,” forklarer BumSoo Han, som er kemiker med speciale i stråling ved Det Internationale Atomenergiagentur.
Danner ikke sekundære affaldsprodukter
Problemet med de sædvanlige metoder er, at mange af farveresterne er resistente overfor kemikalierne. Det forurenede vand er ubrugeligt i den videre produktion, hvilket betyder, at fabrikken er nødt til at forbruge mere rent vand. Med elektronstråling bliver behovet for rent vand dog noget mindre.
”Elektronstrålebehandling er en miljøvenlig og omkostningseffektiv metode at rense spildevand, der sparer både tid og penge til kemikalier, og som ikke danner sekundære affaldsprodukter,” siger BumSoo Han.
Spildevandsanlægget er bygget af det statsejede CGN Nuclear Technology Development Company, hvis direktør, Dongming Hu, ikke overraskende er begejstret for nybyggeriet. Han uddyber om den øgede effektivitet:
”Mere end 70 procent af det vand, som løber igennem værket kan genbruges i fabrikken, hvilket er en forbedring fra de hidtidige 50 procent. Det betyder, at fabrikken har brug for mindre vand fra den nærliggende flod, hvilket sparer 4,5 milliarder liter om året.”
Opførelsen af anlægget skyldes strengere kinesisk miljølovgivning og er resultatet af et samarbejde mellem IAEA og kinesiske forskere, der går helt tilbage til 2012. Det Internationale Atomenergiagentur har løbende sørget for, at de kinesiske forskere har kunnet besøge andre landes faciliteter for at indsamle erfaringer, ligesom det har stillet eksperter til rådighed for det kinesiske projekt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6429″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”7997″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8293″][/vc_column][/vc_row]