[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Banedanmark får problemer uden Roundup
Hvis ukrudtet får lov at vokse på banelegemet, risikerer Banedanmark, at sporene bliver ustabile – og der er ikke fundet noget virkelig effektivt alternativ til Roundup.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Banedanmark bliver hårdt ramt, hvis ukrudtsmidlet Roundup forbydes efter 2022, hvad der er stor sandsynlighed for. Roundup bruges nemlig i betydeligt omfang til at holde jernbanerne i Danmark fri for ukrudt. Hvis ukrudtet ikke bekæmpes og får lov at vokse, risikerer man, som Miljøstyrelsen formulerer det, ”risiko for nedsat sporstabilitet, sætningsskader og i værste fald afsporing af tog”.
Selvom glyphosat, der er virkestof i Roundup, er et mildt middel, som ikke skader mennesker eller grundvand, tyder en del på, at det alligevel vil blive forbudt på EU-niveau efter 2022. Tilladelsen til at bruge midlet blev kun forlænget til 2022 efter store kontroverser i 2017.
Ing.dk oplyser i en artikel, at Banedanmark bruger 82% af alle de sprøjtemidler, der anvendes af det offentlige i Danmark. Transportminister Benny Engelbrecht (S) har ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet igangsat en analyse, som skal vurdere, hvordan Banedanmark kan nedbringe brugen af Roundup uden at gå på kompromis med trafiksikkerheden.
”Det er nemlig vigtigt for sikkerheden, at man effektivt kan fjerne bevoksning i og omkring jernbanesporene og vejbanerne,” hedder det.
Banedanmark har tidligere forsøgt at finde alternativer til at nedbringe forbruget af Glyphosat. Der har været gjort forsøg med vanddamp, termisk afbrænding, infrarød stråling, myresyre og hvidløgssaft. Men ingen af metoderne har vist sig tilstrækkeligt effektive.
Transportminister Benny Engelbrecht siger i et skriftligt svar til Folketinget den 6. december: ”Anvendelse af sprøjtegift er altså på nuværende tidspunkt et nødvendigt onde for at opretholde trafiksikkerheden.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4102″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”651″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4057″][/vc_column][/vc_row]