Efter Inger Støjbergs dom melder især ét spørgsmål sig nu på banen: Bliver Mette Frederiksen den næste, der skal for en rigsret og i fængsel? Chefredaktør Claes Theilgaard forsøger at svare på spørgsmålet i denne analyse.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

60 dages ubetinget fængsel. Sådan lød dommen over tidligere udlændinge- og integrationsminister og Venstre-næstformand Inger Støjberg i Rigsretten i mandags.

Den historiske dom i sagen om den ulovlige adskillelse af asylpar har rystet mange, og dommen har allerede fået store politiske konsekvenser for Inger Støjberg selv, der nu af et klart politisk flertal er blevet kendt uværdig til at sidde i Folketinget.

Men dommen i Rigsretten kan også ende med at få konsekvenser for mange andre end Støjberg selv, herunder statsminister Mette Frederiksen.

Siden dommen har mange bemærket de påfaldende ligheder mellem Støjbergsagen og den verserende minksag, hvor statsministeren og flere af hendes socialdemokratiske ministerkolleger er involveret.

Hvor meget minder Støjbergs sag og minksagen om hinanden?

Især ét spørgsmål melder sig nu på banen: Hvis Inger Støjberg har fået fængselsstraf for sin ulovlige ordre i form af en pressemeddelelse om at tvangsadskille alle asylpar, hvor den ene part var mindreårig, bør Mette Frederiksen så ikke også idømmes fængselsstraf for den ulovlige ordre om at tvangsaflive alle danske mink, som hun gav på et pressemøde?

Da Mette Frederiksen selv blev stillet dette spørgsmål tirsdag, afviste hun hurtigt alle sammenligninger og stak derefter af fra pressen.

Når statsministeren reagerer så kraftigt på netop dette spørgsmål, skyldes det, at hun har regnet ud, at Støjbergdommen øger det i forvejen voldsomme politiske pres på hende, og at hun derfor træder varsomt.

Men dykker man lidt ned i de to sager om hhv. asylpar og mink, står det klart, at Mette Frederiksen ikke er selvskrevet til at følge i Inger Støjbergs fodspor med rigsretssag og fængselsstraf.

For at forstå hvorfor, skal man først og fremmest gøre sig klart, at der er to planer i det her: Et politisk og et juridisk. 

Det er nemlig alene en politisk beslutning, om Mette Frederiksen og evt. andre socialdemokratiske ministre skal for en rigsret for deres rolle i minksagen. 

På den anden side er det alene en juridisk beslutning, om Mette Frederiksen og andre skal idømmes straf i sagen.

Det politiske pres på Mette Frederiksen er øget efter Støjbergs dom

Kigger man først på det politiske, er det åbenlyst, at dommen mod Inger Støjberg lægger et øget pres på Mette Frederiksen. 

Dette skyldes især, at blå blok med al sandsynlighed vil bruge dommen som argumentation for, at det nu er Mette Frederiksens tur.

Samtidig skal man huske på, at de blå partier allerede inden Minkkommissionen var gået i gang med sine afhøringer, stemte for en rigsretssag mod statsministeren. Derfor vil enhver mulighed for at retfærdiggøre en rigsretssag blive anvendt. 

Ligesom skytset vil blive rettet mod støttepartierne, der nemt kan blive genstand for beskyldninger om hykleri, hvis ikke de også stemmer for en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

Rent politisk handler det for blå blok blot om at få et af de tre støttepartier med på vognen, og så er der politisk flertal i Folketinget for en rigsretssag. 

Om dette sker vil afhænge af, hvordan Minkkommissionens konklusioner, der forventes klar til foråret næste år, kommer til at lyde.  

Udtrykker kommissionen kritik af Mette Frederiksen, kan et eller flere af støttepartierne blive tvunget til at stemme for en rigsret mod Mette Frederiksen. Her må særligt Radikale Venstre og Enhedslisten antages at kunne blive tungen på vægtskålen.

Hvis kommissionen peger mere isoleret på f.eks. Mogens Jensen, kan det ende med en rigsretssag mod den tidligere fødevareminister alene. Skulle dette ske, vil Mette Frederiksen nok gå fri.

Er konklusionerne af Minkkommissionens granskning derimod mere uklare, kan blå blok stadig kræve en rigsretssag mod Mette Frederiksen – om ikke andet blot for at få klarhed i sagen. I et sådant tilfælde er det dog nok urealistisk, at man kan få støttepartierne med.

Her minder Støjbergsagen og minksagen om hinanden

Således lidt om Støjbergdommens betydning for det politiske spil. Lad os nu kaste et blik på de mere konkrete forskelle og ligheder mellem de to sager, også rent juridisk.

Det er klart, at der er visse slående ligheder imellem sagen om adskillelse af asylpar og sagen om aflivning af mink.

Begge sager handler om vidtgående og ulovlige beslutninger, der blev kommunikeret ud til pressen enten i form af en pressemeddelelse eller et pressemøde, og dermed fik karakter af at være egentlige instrukser eller ordrer.

Netop Rigsrettens vurdering af, at Støjbergs pressemeddelelse i asylsagen de facto var en ordre, kan blive problematisk for Mette Frederiksen i minksagen.

Her har Justitsministeriet ellers hidtil argumenteret for, at ”udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt udgør hverken administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter, der kan skabe rettigheder eller pligter.”

Men faktisk stopper lighederne også der.

Her er de potentielt afgørende forskelle på sagerne

Der er nemlig – trods de overfladiske ligheder – markante og potentielt afgørende forskelle på de to sager, når man ser nærmere på substansen i sagerne.

Først og fremmest er der den forskel, at Inger Støjberg ifølge dommen i Rigsretten handlede med forsæt, og at hun var blevet advaret om, at hun var i gang med noget ulovligt.

Foreløbigt er der i Minkkommissionen ikke kommet noget frem, der beviser, at der i minksagen er blevet handlet med forsæt, eller at Mette Frederiksen og hendes kolleger blev advaret på forhånd, oplyser juraprofessor Frederik Waage overfor Jyllands-Posten.

Derfor fokuseres der i sagen nu på det, der kaldes “grov uagtsomhed” i stedet. Dette kan også godt være ansvarspådragende, men der er alligevel forskel.

Dertil kommer, at Mette Frederiksen og co. har erkendt deres fejl og sidenhen sikret lovhjemmel til beslutningen om at aflive alle danske mink. Noget, Inger Støjberg ikke gjorde.

Samtidig blev Støjberg siddende som minister, mens Mogens Jensen som ansvarlig ressortminister gik af som følge af minksagen, ligesom Socialdemokratiet selv stemte for en kommission, der skulle undersøge forløbet, mens det først var efter at flertallet i Folketinget var skiftet, at Støjbergsagen blev genstand for en kommissionsundersøgelse.

Som det ser ud nu, slipper Mette Frederiksen med skrækken

Folketinget kan som regel acceptere selv meget store fejl, hvis blot der fra de ansvarliges side bliver undskyldt, og hvis en minister tager imod en næse eller går af.

Da rigsretssager er politiske beslutninger, kan have regeringen derfor have lettet en stor del af presset ved at lade Mogens Jensen tage skraldet.

At tørre den af på Mogens Jensen virker i øvrigt til at være den fortsætte strategi for den socialdemokratiske regering. 

Dermed kan Mette Frederiksen ende med at gå fri, selvom hun som statsminister sad for enden af bordet i koordinationsudvalget, hvor beslutningen om at aflive minkene blev truffet, og ligeledes videregav beslutningen som en ordre på et pressemøde.

Når hun alligevel kan gå fri, skyldes det, at hun ikke – i modsætning til Støjberg – var ansvarlig ressortminister for den ulovlige beslutning.

Minkkommissionen er endnu ikke færdig med sin undersøgelse af det skandaløse forløb omkring aflivningen af de danske mink, men det står allerede nu klart, at der er markante forskelle mellem Støjbergsagen og minksagen.

Rent juridisk er det svært at se, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen, endsige en dom i nærheden af den, Inger Støjberg har fået.

Alligevel er jorden dog rent politisk i høj grad gødet til at rejse krav om en rigsret, og det ville være højst overraskende, hvis blå blok ikke også til foråret kræver en rigsretssag mod Mette Frederiksen og angriber støttepartierne for hykleri, hvis ikke de bakker en sådan op.

Til foråret vil der med al sandsynlighed følge en intens politisk debat i kølvandet på Minkkommissionens beretning. Men det ændrer ikke på, at Mette Frederiksen – med forbehold for, at der kan dukke noget vildt op til sidst, der ændrer billedet – efter alt at dømme vil slippe med skrækken og undgå såvel rigsretssag som fængselsstraf.