Med få dages mellemrum er der udkommet to større rapporter, der gør status over Jordens klima i 2023. Man skulle jo tro, at de så var nogenlunde enslydende, men det er på ingen måde tilfældet. Umiddelbart kunne man få det indtryk, at der er tale om to forskellige planeter, men alligevel ligner figurerne og kurverne hinanden i stort omfang. Hvad sker der?

Den ene rapport: ”The State of the Climate 2023” er udsendt af Global Warming Policy Foundation og skrevet af professor Ole Humlum, en mangeårig bidragyder til klimadebatten. Humlum baserer sin tekst udelukkende på målte tal, da han erklærer, at han ikke har så meget tillid til klimaforskningens computermodeller. Hans konklusion er skarp nok:

… det globale klima har aldrig været i nogen stabil tilstand helt uden ændringer. Moderne observationer viser, at klimaet fortsat opfører sig sådan; der er ikke noget grundlag for at tro på en global klimakrise.

Den anden rapport: ”State of the Global Climate 2023” kommer fra WMO, World Meteorological Organization og kommer med et helt andet budskab. Her fra forordet, skrevet af WMO’s generalsekretær:

Klimakrisen er den afgørende udfordring, menneskeheden står over for.

Begge rapporter indeholder en gennemgang af alle de aspekter, som man normalt ser på i forbindelse med klimaforandringerne. Det er den globale temperatur, afsmeltningen af is ved polerne, havstigningerne og havets pH (”forsuring”), samt hyppigheden og voldsomheden af ekstreme vejrbegivenheder: Storme, tørke, oversvømmelser og naturbrande. WMO tilføjer så nogle afsnit om fødevaresikkerhed, grøn omstilling og finansiering af klimatiltag m.v., hvor de vist reelt får bevæget sig uden for deres egentlige fagområde.

Ole Humlum lægger ikke skjul på, at han er kritisk over for mange tildragelser i klimaforskningen. F.eks. fremlægger han kurverne, der viser udviklingen i den globale temperatur siden 1850. Her beskriver han den redigering – de såkaldte ”administrative ændringer”, der løbende foretages i fortidens temperaturer. På få år kan en kurve ændres således, at temperaturforskellen mellem år 1910 og 2000 stiger fra 0,45 til 0,67 grader. Vi skal nu acceptere, at forskellen mellem de to års temperatur er 50% højere, end man mente for få år siden. Ændringerne er primært karakteriseret ved, at fortiden bliver gjort koldere, hvorved temperaturkurven bedre kommer til at følge udviklingen i atmosfærens CO₂-indhold gennem perioden, og udsving undervejs glattes ud. Det er jo i overensstemmelse med tesen, at det udelukkende er CO₂-indholdet, der styrer den globale temperatur.

Det er almindeligt accepteret, at CO₂ ikke på egen hånd kan føre til nogen katastrofal opvarmning af kloden. Klimaforskningen fremfører derfor, at effekten vil blive forstærket, fordi det øgede CO₂-indhold vil medføre mere vanddamp i atmosfæren, og vanddamp er jo klart den kraftigst virkende drivhusgas. Ole Humlum påviser med målte kurver, at denne stigning i vanddampindholdet ikke kan konstateres i virkeligheden.

Vi kommer tilbage i det følgende til Humlums rapport, men det kommer mest logisk i forbindelse med den nærmere omtale af WMO’s udgivelse.

WMO fokuserer naturligvis meget på 2023, som det varmeste år, der nogensinde er målt, og hvordan vi efterhånden er betænkeligt tæt på de 1,5 graders opvarmning, som Paris-aftalen (i 2015) politisk besluttede som være grænsen for, hvad der er ”sikkert”. WMO viser de samme globale temperaturkurver som Ole Humlum, men undlader helt enhver omtale af satellitmålingerne, der jo kun går tilbage til 1979, men som kaster et interessant lys over de seneste 45 års udvikling. Bl.a. gik temperaturstigningen i stå i perioden 1998-2014, det kan man dog ikke se på WMO’s kurver.

WMO er også inde på havets temperatur, og her ser man et meget populært fænomen inden for klimaforskningen. I stedet for at tale om grader celsius kigger man på ændringer havets energiindhold, der opgøres i zettajoule (ZJ), som er et kolossalt stort tal (10²¹ joule). Energiindholdet steg sidste år med 13 ZJ, dog med betydelig usikkerhed. Betyder det så, at havene snart ”koger”, som Al Gore rablede om? Nej. Hvis hele havet skal varmes op med én grad, skal der bruges ca. 5500 ZJ. De 13 er ingenting, og Ole Humlum vælger da også at kigge på havenes temperaturer i stedet, som ikke virker det fjerneste alarmerende.

WMO skriver om havisen ved Nordpolen, og fremfører, at den nåede sit maksimum i år d. 5. marts. Udbredelsen var da den ”femte-laveste” siden satellitmålingerne startede i 1979. Det er et lidt besynderligt valg af dato, for faktisk steg udbredelsen i de følgende uger og nåede et maksimum, der svarer til den ”fjortende-laveste” udbredelse. Netop d. 5 marts, var der et lille dyk i arealet, som vist på fig. 1, der stammer fra det amerikanske National Snow & Ice Data Center, NSIDC.

Mens vi er ved sneen, så anfører WMO også (i øvrigt lige som FN’s Klimapanel IPCC), at udbredelsen af snedækket på den nordlige halvkugle om foråret er svagt faldende siden 1972. Det er selvfølgeligt underforstået, at arealet er faldet i takt med den globale opvarmning. Ole Humlum kan til gengæld vise kurver for alle fire årstider, og de viser en lille stigning om efteråret, og uforandret dække om vinteren. Men den slags fakta passer jo ikke så godt med WMO’s budskab.

Så er der havniveauet, hvor stigningen er ”accelererende” ifølge WMO. Man har her kigget på satellitmålingerne, som er foretaget siden 1992, se fig. 2. Kigger man på kurven, ligner det mest en jævn stigning, men WMO udvælger 3 tilfældige årtier og kan så finde en acceleration i den årlige tilvækst. Normalt siger man, at klimaændringer ses ved sammenligning af 30-årige perioder, men hvis det tjener sagen, så er 10 år tilsyneladende nok. Ole Humlum påpeger, at der generelt er problemer med satellitmålingerne; de viser meget højere tal for stigningen, 3-4 mm/år, hvor kystbaserede tidevandsmålinger ligger under 2 mm/år. Sidstnævnte har ikke været accelererende i over 100 år.

IPCC forudser på basis af klimamodellerne, at der kommer en voldsomt stigende afsmeltning fra Grønland og Antarktis i nær fremtid, og det vil give store havstigninger overalt frem mod år 2100. Det skulle ske selv i Oslo, hvor landet ellers har hævet sig mere end havet indtil nu, som det fremgår af fig. 3, der er fra Humlums rapport.

WMO er lidt forsigtig med sammenkædningen af klimaforandringer og ekstremvejr, men nævner alligevel, at alting er blevet værre pga. den globale opvarmning. Det er der ikke noget videnskabeligt belæg for i forskningen, alle ædruelige statistikker viser, som Ole Humlum også påpeger, at der ikke er tale om stigninger i hyppigheden eller voldsomheden af storme, oversvømmelser, tørke osv. Her har medierne en ufatteligt kort hukommelse.

To rapporter med samme emne, men WMO’s er voldsomt politiseret og derfor af begrænset værdi som reel information.