”Det de kalder udkant, kalder vi hjem” hedder titlen på en bog skrevet af to socialdemokrater, forfatteren Lars Olsen og folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (Gyldendal, 2024, 238 sider).

Når man selv bor i udkanten og føler sig hjemme her, læses bogen med sympati og glæde. Flere udgivelser har de sidste år sat fokus på provinsens forarmelse eller udkantens stigende sociale problemer og dermed også blotlagt et Danmark, der bliver mere opdelt økonomisk og kulturelt.

Men vi skal også have fornuften med os.

Bogen centrerer sig omkring Holbæk og Vestsjælland, hvor Lars Olsen bor, og Sydfyn, hvor Bjørn Brandenborg er født, bor og er valgt til folketinget.

Forfatterne beskriver en ”dobbelt polarisering”, nemlig dels en centralisering mod København og de største byer, men også en centralisering i de enkelte kommuner fra yderområderne til center- eller rådhus-byen. Det mærkes tydeligt her på Lolland, hvor mange unge og yngre flytter til Københavnsområdet, samtidigt med at kommunen bulldozerer alle skoler, plejehjem, ældreboliger og snart også sportshaller ned i landdistrikterne, så lollikere for fremtiden næsten kun kan bosætte sig i Nakskov og Maribo. I mit landpastorat er tre skoler nedlagt, de to jævnet med jorden, tre plejehjem revet ned og det sidste er dødsdømt i kommunens planer.

Fysisk ligger kirkerne tilbage som skaldede levn i landskabet, hvor der før var landsbyer. Og de bliver ikke mindre parodiske, når de omkranses af solcelleparker og vindmøller.

Lars Olsen og Bjørn Brandenborg beskriver meget af det, som er så velkendt fra provinsen. Lægehuse uden læger, toge der kører forsinket eller erstattes af togbusser, ghettoiserede skoler, tilflyttende folk med sagsmapper og uddannelsesinstitutioner der flytter væk. Genuine udkantserfaringer.

Svendborg på Sydfyn, som Brandenborg beskriver, repræsenterer et opbrud, byen er blevet attraktiv for akademikere og huspriserne stiger. Men som nabo til kommunen ligger Langeland, der trods samme naturskønhed har alle udkantens uheldigste karakteristika. Også blandt øerne i det sydfynske øhav er der forskellig udvikling, Strynø er attraktiv, mens de andre uddør.

Forfatterne har ret i, at de sidste mange årtiers centraliseringer har været hård kost for udkanten. Kommunalreformen i 2007 og politi- og retsreformen var et skru for meget på centraliseringsnøglen.

Vigtigst i bogen er sidste kapitel med ti bud på, hvordan udviklingen kan om ikke vendes, så dog mildnes. Det er alle sammen velkendte og velmenende politiske tiltag, der forsøger at subventionere udkanten og straffe urbaniteten ved at beskatte boliggevinster, forbedre trafiksystemet i landdistrikterne, give tilskud til isolerede folkeskoler og institutioner, mere decentral borgerservice, banker skal tvinges til at låne til boliger i udkanten, kommunerne skal have friere rammer, et mere retfærdigt udligningssystem mellem kommunerne og flere udflytninger af statslige jobs.

Det er alt sammen sympatisk, og meget er prøvet og kan prøves igen, selvom alle reguleringer og subventioner bærer en masse utilsigtede og fordrejende virkninger med sig. Skal byboerne betale for, at provinsens huslån skal være billigere? Og i forvejen betaler de rige kommuner kolossale beløb i udligning.

Vi bør hellere mere grundlæggende overgå til den erkendelse, at strukturelle trends er svære politisk at styre eller kanalisere, og det på den lange bane nok er bedre at lade tingene gro og udvikle sig indenfor den ramme, som retsstaten og en grundlæggende velfærdsstat lægger op til. Men så også få sat en stopper for den ”tilskudsordning”, som sender overførselsindkomstmodtagere med børn i anbringelseskikkerten til udkanten. Det er nok mere den generelle velfærdspolitik, der skal gås efter i sømmene, end dens geografiske udslag. Og så måske rulle nogle af reformerne tilbage. Lidt mere schweizisk lokalstyre og provinsiel suverænitet kunne måske være vejen frem, men så skal man heller ikke stå med hatten i hånden.

Storbyerne har en dragende magt på unge mennesker, og det er svært at vende den udvikling. Der går ingen metro til Maribo. Det urbane har totalt besejret landlivet, som i praksis også er krævende, så længe hække skal klippes, græs skal slås, buske og træer beskæres. At udleve det grønne kræver meget knofedt og hårdt arbejde – kun på TV ser det romantisk ud.

Det må vel forventes, at udviklingen selv giver incitamenter til forandring, når det bliver alt for dyrt og småt at købe lejlighed i byen. På et tidspunkt bliver byen for overrendt og crowded.

Den digitale infrastruktur burde være en kæmpegevinst for udkanten og Danmark er ikke større end der kan pendles fra store dele af udkanten.

Kommunerne og regionerne i udkanten skal selvfølgelig fungere på et vis niveau, og på et eller andet tidspunkt genopdages provinsen så i sin herlighed. Men det er mere skæbne end politik.

Bare kom og kig – der er dejligt her. Og man er fri for det urbane cirkus af tåbeligheder.