Den danske oversættelse, som nu rammer boghandlerne, er leveret med tydelig respekt for originalens intention – men blotlægger måske også, hvorfor mange mænd ikke læser kvindelitteratur.

Pip Williams’ The Dictionary of Lost Words – i sin danske oversættelse – formår at fremprovokere både latter, tårer og tanker. Og ikke mindst fastholde en tydelig respekt for originalens intention om at hylde det engelske sprog, hvad er godt gjort for en oversættelse til dansk.

Oversættelsen formår Mette Wigh Tvermoes altså at løse på fin vis, tydeligvis ikke uden nøje omtanke, og med et godt resultat. De Glemte Ords Bog er læseværdig, hvis man er tilbøjelig til romaner af genren kvindelitteratur, forstået positivt.

Klasse – og køn

Hovedpersonen, den britiske kvinde Esme, skildrer sit liv gennem en tour-de-force med afsæt i 1886 og på tværs af samfundsgrupper; herunder de meget lidet bemidlede, uuddannede, analfabetiske, i det industrialiserende Englands gryende 20. århundrede.

Esme var en nysgerrig pige, som voksede op hos sin far, der var leksikograf og arbejdede på den første Oxford English Dictionary – en monumental mission, der strakte sig helt til 1928 og var 71 år undervejs; længere end de fleste rimeligvis kunne gøre sig forhåbninger om at leve på den tid.

Den unge hovedpersons introduktion til det massive arbejde begynder allerede da hun som helt lille pige sad under arbejdsbordet i Skriptoriet, et ombygget haveskur, hvor leksikograferne (folk, der arbejder med ordbøger) udførte arbejdet. Hendes mor var død før Esme kunne huske af det, hvorfor den lille pige blev tolereret i sådan en kontekst på den tid. Men det var godt, at hun gjorde.

Esme’s evner mere end rakte til den type arbejde, og hun fandt naturligt vej til selv at tage del i Skriptoriets arbejdsgang, selvom en position som redaktør næppe havde været hinsides hendes evner heller – det melder historien blot intet om, fordi hun var kvinde for over hundrede år siden. Hun startede tidligt med at samle ord, der blev forkastet fra Oxford English Dictionary, som bliver romanens røde tråd.

Ord, må forstås, kunne for ét eksempel forkastes fra ordbogen, fordi de ikke var brugt tilstrækkeligt i litteraturen; eller fordi de blev betragtet som ”vulgære”. En ikke uanseelig volumen af tidens fattige folks almindelige, jævne sprog, var således ikke at spore i ordbogen. De var glemt, så at sige.

Det er et ydmygt, aldeles godhjertet og fint menneske, vi følger gennem tilblivelsen af Oxford English Dictionary. Esme er i alle henseender af en moralsk beskaffenhed, der i vores samtid ville stå uanfægteligt – om end hun er for nysgerrig til i alle fald overdrevent konservative idéer i sin samtid. Herunder ikke mindst i forhold til spørgsmål om ægteskab, som hun ingenlunde så som nogen forudsætning for noget som helst.

Da hun giftede sig, var det således af kærlighed.

To sider af sagen

En kløgtigere anmelder ville lade sig begrænse i sit referat, af nødvendighed. Særligt hvis han skrev for et borgerligt medie, hvis hovedvægt af læsere er mandlige. For fin som fortællingen er, er den ikke tiltænkt undertegnede, og således heller ikke mange af anmeldelsens læsere. Det ville være synd at tabe for mange undervejs i referatet, og inden anmeldelsen når frem til sin egen pointe:

Kvindelitteratur – hvoriblandt De Glemte Ords Bog er at regne – er nemlig sin egen, distinkte genre:
Og mænd sulter i store tal ikke mere efter den, end kvinder står i kø for at læse om Slaget ved Verdun.

Apropos. Det er nemlig et dyk ned i en kvindelig verden, vi får fornøjelsen af med De Glemte Ords Bog. Også imens Første Verdenskrigs rædsler pågår på det europæiske fastland, altså for mændenes vedkommende. De perifere berøringer med sådant gør intet for at bryde bogens tematik, hvad da heller ikke lader til at være – eller behøver at være – intentionen:

Det er først og fremmest et blik ind i en kvindes imponerende og fascinerende liv, der er tale om.
Ikke tingene i det, men mennesket. Som sådan er De Glemte Ords Bog et nydeligt og vellykket stykke, der både bevæger og maner til eftertanke. Den gør – som den skal – og det skulle ikke overraske om den indenfor blot kort tid vil være at finde på pensumlister ved landets universiteter.

De Glemte Ords Bog er anbefalelsesværdig til enhver, der kan nyde en fin roman, og den ville kun hægte nogen læser af på trods af tydelige intentioner om det modsatte. Det er således med et tip på hatten for både forfatter og oversætter, at denne anmelder takker for en glædelig oplevelse i kvindelitteraturens verden.

De Glemte Bogs Ord udkom torsdag d. 15. juni 2023 ved Lindhart og Ringhof. Oversættelsen er af Mette Wigh Tvermoes, efter “The Dictionary of Lost Words” af Pip Williams i 2020 ved Affirm Press.
Oversættelsen er sat med Garamond, trykt ved Livonia Print og leveres i nydelig marineblå med guldtyper, i omslag af Micaela Alcaino.