Den Flyvende Hollænder

Omkring 2020 var der megen fokus på planerne om at bygge energiøer, hvor man skulle samle strømmen fra vindmøller på havet. Der var tale om en energiø i Nordsøen og en på Bornholm. De blev så mere eller mindre aflyst i fjor, da omkostningerne skønnedes at blive alt for store. Nu spøger øerne, som Den Flyvende Hollænder, imidlertid igen.
Hør artikel

Det bagvedliggende problem er, at vindmøller producerer vekselstrøm. Den kan ikke transporteres så langt, maks. 70-80 km i kabler, ellers bliver tabene i ledningerne uacceptabelt store. Skal man flytte strømmen over større afstande, skal den konverteres til jævnstrøm med høj spænding. Med møllerne placeret langt ude på havet, f.eks. i Nordsøen, vil det derfor være nærliggende at samle strømmen fra dem i et knudepunkt og her konvertere den til jævnstrøm, før den sendes i land. Knudepunktet kunne også bruges som forbindelse til nabolandene til eksport af strømmen.

De elektriske omformere kunne i princippet stå på noget, der ligner en platform til olie- eller gasudvinding. Men af grunde, der fortaber sig i uvished, fik man ideen til i stedet at bygge en kunstig ø ude midt i Nordsøen. Øen kunne bruges til mange ting, den skulle have sin egen havn og evt. fungere som vedligeholdelsescentral for møllerne med lagre af reservedele og udstyr. Endnu mere spændende blev det, da man også begyndte at tænke på produktion af brint på øen.

Ideen med at fremstille brint ude på øen ville indebære den fordel, at man kunne spare de kostbare store kabler til ilandføring af strømmen, i stedet ville man kunne nøjes med en langt billigere rørledning til brinten, ikke ulig de gasrør vi allerede er meget fortrolige med.

I efteråret 2023 opgav man som nævnt tankerne om energiøerne, og Energistyrelsen lukkede sit kontor med 45 ansatte, der ellers var beskæftiget med projektet. Man frygtede bl.a., at investeringerne ville blive større end oprindeligt antaget, og dermed ville projekterne få en uacceptabelt dårlig økonomi. Den producerede strøm ville blive for dyr og dermed ikke konkurrencedygtig med, hvad andre kilder kunne præstere. Der var også usikkerhed om teknologien, ikke mindst håndteringen af jævnstrøm i et forgrenet netværk ude på havet.

Det var en fornuftig beslutning at droppe planerne om en ø. Hvis man endeligt vil bygge vindmølleparker langt ude på havet, så vil det bedste være at bruge platforme til at konvertere strømmen og tage den i land ved nærmeste kyst.

Men nu er ideen med energiøer sandelig dukket op igen! Det er Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, der har lanceret kolossalt ambitiøse planer om at bygge ikke mindre end 10 (ti) energiøer, i Nordsøen, Østersøen og Sydøstasien. Ideen er nu, at der skal produceres brint på øerne. Den grønne strøm fra havvinden skal ”høstes” og omdannes til brint, der føres i land. Her er, hvad CIP bl.a. skriver på deres nye hjemmeside, hydrogenisland:

En ny dansk energiø dedikeret til storskala produktion af grøn brint fra havvind i Nordsøen – en ”BrintØ” – vil være et afgørende skridt for den fremtidige grønne og uafhængige europæiske energiforsyning. Et skridt, der med Danmark som first-mover vil sætte en ny dagsorden for Nordsøens energiproduktion, hvor hidtil usete mængder grøn brint og strøm i fremtiden skal erstatte den europæiske produktion og import af olie og gas.

Nordsøen skal i fremtiden spille en rolle som Europas grønne kraftcenter, kan vi forstå. Den producerede brint skal medvirke til at ”dekarbonisere” den tunge industri og transport i Europa, så vi kan opfylde klimamålene.

Pengene til investeringerne skal bl.a. komme fra pensionskasserne, der har ladet sig forføre af CIP’s sirenesang. Det er så åbenlyst, at de ansvarlige personer i pensionskasserne absolut ingen indsigt har i hverken energiforsyning eller vindmøller, og tilsyneladende heller ikke er særligt interesserede i at få den.

CIP’s BrintØ-hjemmeside rummer ikke mange detaljer om projektet. Der er ellers en række spørgsmål, der trænger sig på.

Brintfremstilling i stor skala er ikke nogen simpel proces. Hvis Nordsøens saltvand skal være råvaren, skal det grundigt afsaltes først. Derefter kommer selve elektrolysen, hvor vandet spaltes i ilt og brint. Brinten skal derpå igennem en kompressor, for at nå et passende tryk og lukkes ind i en lagertank, hvorfra den i et jævnt tempo sendes gennem rørledningen ind mod land. På øen skal der nødvendigvis også være et (brintfyret) kraftværk til nødstrøm. Det er en større og temmelig kompliceret fabrik, der er tale om her. Den skal nu placeres på en ganske lavtliggende ø midt ude i havet, hvilket vil være et meget aggressivt miljø. Saltet i luften vil give store udfordringer med korrosion (rust) af maskinerne og installationerne. Øen skal jo også sikres mod storme, usædvanligt højvande og de kæmpebølger, der huserer på havet i ny og næ.

Alle de ting kan naturligvis løses rent teknisk, men der er ingen tvivl om, at det bliver langt dyrere ude på en ø, sammenlignet med en brintfabrik på land. Brinten vil derfor blive belastet af større investeringsudgifter.

Det potentielt største problem er imidlertid meget mere fundamentalt. Vil fabrikken overhovedet kunne bringes til at fungere fornuftigt? Vanskeligheden ligger i, at produktionen af strøm fra vindmøllerne vil svinge meget, den følger vinden, der varierer fra time til time, se fig. 1. Har man f.eks. 10 gigawatt møller tilknyttet øen, vil de i sjældne tilfælde levere alle 10 gigawatt, og det skal fabrikken naturligvis kunne håndtere. Men som oftest vil møllerne levere langt mindre, og i en ikke uvæsentlig del af tiden producerer de absolut ingenting. Det skal vores produktion håndtere, den skal køres op og ned i takt med vinden, og det er ikke, hvad man normalt ønsker sig for den type kemisk industri. Her er mantraet altid stabilitet for enhver pris. Kun derved sikrer man en fornuftig (energi-)økonomi og kvalitet.

Fig. 1: Sammenlagt produktion fra havvind i Nordsøen i gigawatt, jan.-mar. 2023

På energiøen vil vi stå med et 10-gigawatt-anlæg, der det meste af tiden kører med langt lavere produktion, hvilket i sig selv også fordyrer den fremstillede brint. Og brinten bliver kostbar nok i forvejen. Man regner nu realistisk med at strøm fra havvind vil koste ca. 1 krone pr. kWh. Der skal bruges 50 kWh til at fremstille et kg brint, så alene udgiften til strøm bliver mindst 50 kr./kg. Hertil kommer alle investeringsomkostningerne og de løbende driftsudgifter. Taler vi reelt om måske 70-80 kr. pr. kg brint? Verdensmarkedsprisen på brint i dag er ca. 12 kr./kg. Hvilken industri vil seriøst være interesseret i energi, der er så dyr?

CIP taler om 10 energiøer til i alt 2200 milliarder kr. For de samme penge kunne man bygge et meget stort antal kernekraftværker og få en masse stabil og billig strøm. Hvad har vi gang i?

 

 

 

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?