Den første moderne konge – Valdemar den Store

Den første biografi om den første kong Valdemar, som vi kender som Valdemar den Store, født i Rusland, men grundlagde Danmark som et rige.
Hør artikel

I det yderste af Gloslunde sogn på Lolland, hvor jeg er præst, ud mod Østersøen ved Kramnitze, fandt man ved tørlægningen af Rødby Fjord i 1900-tallet en stor sø-spærre bestående af 10.000 egetræsplanker banket ned i den lave havbund. De stammer fra Svend Tveskægs tid, ca. år 1020 og blev forøget og udbygget siden da ind i 1100-tallet.

Mange steder i Danmark findes disse sø-spærreanlæg, der skulle beskytte landets indbyggere mod raids fra havet, som mestendels kom fra sejlende slaviske folkegrupper fra den anden side af Østersøen. Stednavnene på Sydlolland viser også, at der var tæt kontakt med slaviske folk.

Valdemar den Store blev enekonge fra 1157 og fra da af var målet frem for at forsvare sig defensivt at angribe problemets rod. I 1168 belejrede og erobrede Valdemar den Store den vendiske borg Arkona på toppen af Rügen, og en vigtig kilde til ufred på Østersøen blev passificeret. Der havde været togter før og også siden, og hele 1100-tallet bestod i talrige fejder med vendere, slavere, pommeranere og tyskere.

Nu er der for første gang skrevet en biografi om Valdemar den Store, som varmt kan anbefales (Lars Kjær, Valdemar den Store. Borgerkrigens barn, Gads Forlag 295 sider). Mange kender sikkert lidt til den første Valdemar, han står mægtig med hånden på sværdet foran Sct. Bendts kirke i Ringsted. Navnet havde han fra moderen og fyrstendømmet Kyiv, hvor han voksede op de første år af sit liv. Rusland har altid været tættere på, end man lige tror. Han må have talt slavisk som barn, før han som 7-årig kom til Fjenneslev på Sjælland som papbror til Absalon og Esben Snare. Spændende barndomshistorie som Lars Kjær fremstiller. Faderen var Knud Lavard, hertug til Sønderjylland, og myrdet i Haraldsted i 1131 i rivalitet om kongemagten af Magnus, søn af kong Niels.

Blodgildet i Roskilde i 1157 har de fleste hørt om, Svend, Knud og Valdemar havde delt riget mellem sig og skulle forsones ved en fest i Roskilde, og ind træder Svend´s soldater og myrder Knud, mens Valdemar undslipper hårdt såret. Det kan Games of Thrones ikke gøre bedre. Hvorfor er det dog aldrig blevet filmatiseret? Vi har kun – typisk dansk – lystspillet ’Svend, Knud og Valdemar’, der gør grin med det hele, vittigt og sjovt med Jesper Klein og Jytte Abildstrøm og en fuld Carl Ottosen som biskop Absalon i en DR-version. Hylemorsomt.

Historikeren Lars Kjær, der er ansat ved et engelsk universitet, betvivler ikke Saxo Grammaticus´ fremstilling af blodgildet, som gør Svend til bagmanden. Alle pile peger mod ham. Lars Kjær fæster generelt tillid til Saxo Grammaticus´ vigtige skrift Gesta Danorum (Danskernes Bedrifter), kritisk læst som et partsindlæg, men brugbar som sådan, og nyere kilder viser eksempler på Saxos præcision.

Den unge Valdemar overlevede attentatet med et hug i låret, fra sin russisk/ukrainske barndom var han opflasket med intriger og forræderi og var årvågen, og det lykkedes ham at komme til Fjenneslev til vennerne fra Hvideslægten. Og senere bankede han Svend og hans mænd i et slag i Jylland ved Grathe Hede, deraf dennes sædvanlige tilnavn: Svend Grathe.

Valdemar var derefter, fra 1157, enehersker i Danmark, og begyndte en aktivistisk og ekspansionistisk udenrigspolitik i Østersøområdet for at skabe fred i landet. Det lykkedes, og igen er det Games of Throne-værdigt: med list og vold og dynastiske ægteskaber. Lars Kjær kalder det korstog og hellig krig, tvetydige betegnelser med mange associationer, men ingen tvivl om, at Valdemar følte sig som kristen og sørøveriske hedninge var det nemmere at føre krig imod. Det var sværere at bekrige de kristne slaver. Og når jeg besøger Altenkirchen, den ældste store romanske kirke på Rügen ikke langt fra Arkona, som blev bygget af danskerne med kristianiseringen af Rügen fra 1168, ser jeg det som et forbilledligt civilisationsprojekt. Senere fulgte klostre i det nordtyske udgået fra Esrum kloster. Det mest sørgmodige er Altenkirchens ruinagtige tilstand efter 40 års kommunisme. Det havde Absalon ikke tilladt.

I Slesvig reagerede Valdemar mere defensivt ved at bygge Valdemarsmuren af teglsten, tidens nye byggemiddel, som en del af det nuværende Dannevirke.

Vi kender også Valdemar den Store for hans parløb med Absalon, Københavns grundlægger, først biskop i Roskilde og siden også ærkebiskop i Lund. Valdemar stod i meget tæt forbindelse med Hvide-slægten på Sjælland, og det gav problemer i forhold til Jylland og Skåne. Danmark var ikke et homogent land endnu, jyderne og deres magtfulde slægter så skævt til Valdemar og Hviderne, og det gav sig mange udslag, også på fælles militære felttog over Østersøen, hvor jyderne gerne ville adlyde kong Valdemar, men ikke sjællænderne Absalon eller Esben Snare.

Dertil kom, at ærkebiskoppen i begyndelsen var Eskil og af en magtfuld jysk stormandsslægt, som gerne tilgodeså sin familie. Og forholdet mellem kirke og stat, ærkebiskop og konge, viklet sammen af religion eller hegemonisk magt, hører til det mest interessante i bogen. Og i middelalderen.

Da Valdemar først forsøgte at få sin far, Knud Lavard, helgenkåret, modsatte ærkebiskoppen sig det. For en helgenkåring betyder så også, at Valdemar og hans slægt fik en religiøs forrang i landet. Religion er magt. Hellighed giver lydighed.

Da Eskil gik af som ærkebiskop, fik han indsat sin nevø fra sin jyske slægt som ærkebiskop i Lund, hvilket Valdemar fik annulleret, fordi han ville have Absalon på kirkens højeste plads. Ærkebispevalget i 1177 hører også til et af de mest dramatiske valg i danmarkshistorien med forfalskede pavebreve og Absalon insisterende på at beholde biskop-embedet i Roskilde (med alle jordtilliggender) samtidigt med at være ærkebiskop i Lund. Eskil efterfulgte i øvrigt selv sin farbror Asser 40 år tidligere som kirke4ns primas og af samme jyske stormandsslægt, så han satsede på familiær, jysk succession. Det var hele tiden jyder versus sjællændere. Mens skåningerne kort efter gjorde oprør, da de også følte sig kørt over af Valdemar og Absalon.

Ærkebiskop Eskil, der som kirkens øverste leder regerede en stat i staten, fortjener også sin biografi engang. Han var tæt forbundet med paven og den europæiske klosterbevægelse og grundlagde Esrum kloster. Han havde været i Jerusalem, sikke en rejse dengang, og gik selv i kloster i Frankrig efter 40 år som ærkebiskop. Han udøvede stor magt som alle ærkebiskopper gjorde, og var en udfordring for kongemagten, men havde hele tiden en kristen overvejelse med, og tro for ham var næppe bare en subjektiv overbevisning.

Valdemar den Store brød med den danske kongetradition, da han i 1170 ved en stor kirkefest i Ringsted gjorde sin søn Knud til sin medkonge og efterfølger. Det var som et statskup. Hidtil var konger valgt på tinge, vi havde valgkongedømme, sådan havde alle konger ind til da fået deres legitimitet, men nu institutionaliserede Valdemar den Store arvekongedømmet. Det gav store dønninger.

Men selvom Valdemar tiltog sig mere magt end vanligt, bestod kongemagten stadig kun i den eksekutive og udøvende magt. Han var ikke lovgiver og det ville være utænkeligt på den tid. Lov var sædvaneret, som blev dømt på tinge, og udenfor kongens kontrol. Kongens lovgivningsmagt sniger sig først ind med sønnen Valdemar Sejrs Jyske Lov.

En samtidig engelsk krønikeskriver Ralph Niger skrev om Valdemar: ”grusom og stærk, men dog en god forkæmper for den kristne tro”. Igen blendes politik og religion og den tids mennesker ville nok være uforstående for vor tids forsøg på at skelne.

På Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted står der på en blytavle:

Her hviler danernes konge Valdemar, slavernes første undertvinger og behersker, fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds søn, undertvang rygboerne og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han døde i det år 1181 i sit 26. regeringsår, den 12. maj.

Igen religion og politik i et miks, som gør vor tids bestræbelser på at skille dem ad uforståelige.

Lars Kjær har skrevet en fremragende bog, som tilmed gør os klogere på det nylige folketingsvalg med den urgamle rivalitet mellem jyder og den fransk-uddannede Absalons københavnske ætlinge.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?