Den rigeste ene procent betaler 9,3% af alle skatter og afgifter

Man skal tjene 1,5 mio. kr. årligt for at høre til blandt Danmarks rigeste procent. Mange interessante tal i fordelingspolitisk redegørelse fra tænketanken Cepos.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Den rigeste ene procent af den danske befolkning betaler i gennemsnit 1,6 millioner kroner årligt i skat og afgifter, viser Cepos’ beregninger. For det beløb kan man aflønne mindst tre offentligt ansatte.
Den rigeste procent bærer en stigende andel af skattebyrden. I 1994 betalte den rigeste procent 6,5% af alle skatter og afgifter. I 2018 var andelen steget til 9,3%.
Men der er også en betydelig mobilitet ud og ind af gruppen af de absolut rigeste. Cirka 30% af de allerrigeste har forladt gruppen efter et år. Efter tre år er 50% ude af gruppen af den rigeste procent. I mellemtiden er nye velhavere rykket ind i gruppen.
Disse oplysninger kan man sammen med mange andre tal finde i tænketankens store analyse, som sætter fokus på udviklingen i indkomster, formuer, ulighed og incitamenter. Der er også fokus på sammenhængen mellem vækst og ulighed. Tallene stammer fra Cepos’ egne analyser og beregninger på basis af Danmarks Statistiks personregistre og Finansministeriets familietypemodel.
Alle er blevet rigere
Cepos konstaterer også, at stort set alle samfundsgrupper har haft stigende rådighedsbeløb siden 1994 og til 2020.
”Pensionister i lejebolig uden privatpension har i dag et rådighedsbeløb, der er ca. 43% større end det, en tilsvarende familie havde i 1994,” siger Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, og fortsætter:
”Direktørfamilien har i dag et rådighedsbeløb, der er 53% større end i 1994, mens stigningen for en enlig dagpengemodtager er på 12% i den 25-årige periode. Et LO-par med to børn i lejebolig har oplevet et løft i rådighedsbeløbet på 35%.”
Fattige bliver rigere
Der er også en meget stor såkaldt indkomstmobilitet i befolkningen. Folk, som i et enkelt år har en lav indkomst, ligger ikke nødvendigvis stadig i lavindkomstgruppen året efter. Faktisk er 46% af dem, som i et år hørte til i lavindkomstgruppen, ude af gruppen allerede næste år. Og to år efter er over halvdelen (53%) af dem med de laveste indkomster ude af lavindkomstgruppen igen.
En anden måde at illustrere den store mobilitet på er at måle indkomstfremgangen for de konkrete personer, som i et givet år befandt sig i lavindkomstgruppen. De personer, som i 2010 hørte til i gruppen med de 20% med laveste indkomster, har frem til 2018 haft en indkomstfremgang på hele 88%. De personer, som i 2010 var blandt de 20% med de højeste indkomster, har omvendt haft et FALD i indkomsten på 6% frem til 2018.
Uligheden stiger med velstanden
Uligheden i Danmark er stadig en af mindste i verden. Ifølge OECD, som er de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation, er vi det femtemest lige land blandt de 36 OECD-lande. Uligheden er mindre i Danmark end i Sverige. Man måler ulighed ved den såkaldte ginikoefficient, og den er steget siden midten af 1990’erne. Den steg hvert år sammen med velstanden lige til finanskrisen i 2009, men da denne krise var overstået, steg velstanden og uligheden igen.
Cepos har i øvrigt undersøgt, om rigdom går i arv, ved at se på hvor mange af de allerrigestes børn, som også ender blandt de allerrigeste.
”Det er kun 7,5% af børn af forældre blandt den rigeste procent, som også selv bliver tilsvarende rige, så man kan ikke sige, at rigdom går i arv. Faktisk ender omkring 30% af de allerrigeste børn i den nederste halvdel af indkomstfordelingen,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.
Læs hele Cepos’ notat: Fordelingspolitisk redegørelse 2020 – ulighed, indkomster & incitamenter.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4905″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4966″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”778″][/vc_column][/vc_row]