Næppe nogen enkeltperson har betydet så meget for dansk kultur og kirke end N.F.S. Grundtvig. Og næppe nogen forfatter har været så produktiv gennem et langt liv som han. Både i Højskolesangbogen og i salmebogen er han fyldigst repræsenteret af alle og i overmåde omfang. Og Grundtvig krediteres normalt for det folkelige Danmark med højskoler og friskoler og valgmenigheder.

Den første biografi, som jeg og mange nulevende danskere læste om Grundtvig, var Ebbe Kløvedal Reichs Frederik. Den udkom i 1972 i en flot, billedrig udgave og senere genoptrykt i utallige oplag og nu i en 4. udgave. Nutidsbilledet af Grundtvig er i høj grad farvet af Ebbe Kløvedal Reichs fremstilling af ham som en slags antiautoritær 68’er.

Derfor er det så dejligt at få en ny grundig, afbalanceret og autoritativ biografi om Grundtvig skrevet af universitetsfolk (Grundtvig. Biografi og Breve, af Edward Broadbridge og Hans Raun Iversen, 568 sider, Århus Universitetsforlag 2023). Her får læseren en bred introduktion til de mange virkefelter, som Grundtvig engagerede sig i. En saglig og sober fremstilling langt væk fra Ebbe Reichs idiosynkrasier.

Grundtvig blev 89 år gammel (1783-1872) og skrev stort set hele sit liv. Hans salme- og sangproduktion er overvældende, og dertil kommer en lang række skrifter om historie, nordisk mytologi og kampskrifter i tidens debat. Med så langt et engageret liv blev det til mange faser, som Grundtvigforskere kan strides om.

Det vigtigste år er dog nok 1825, da Grundtvig skrev hidsigt mod en ung professor ved universitetet, H.N. Clausen, der just havde udgivet sit store værk på 800 sider: Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus.

Grundtvig kritiserede Clausens skrift sønder og sammen og kaldte ham en fjende af kirke og kristendom. Sagen isolerede Grundtvig totalt fra det øvrige kirkelige og intellektuelle parnas, hans vinduer blev smadret på Christianshavn, dømt til censur, og det blev til mange års berufsverbot. Kun kongen, Frederik VI, holdt på mærkelig vis hånden under ham.

I dag er det underligt at tænke sig, at den store åndelige landsfader Grundtvig begyndte som en furisk rebel, der lagde sig ud med alt og alle. Hans tidlige salmer som Den signede dag og Dejlig er den himmel blå måtte ikke synges i kirkerne.

I dag kalder de fleste præster sig grundtvigske, fordi det er en sikker varebetegnelse, og tilpas udvandet til ikke at betyde noget. Farcen kulminerede i 2021, da Grundtvigsk Forum, det officielle talsrør for grundtvigianismen i dagens Danmark, gav sin årlige Grundtvigpris til Enhedslistens Pelle Dragsted.

Derfor er det så godt at få en solid murstensbiografi, hvor interesserede læsere kan orientere sig bag om Ebbe Reich, Pelle Dragsted og Grundtvigsk Forum om, hvem Grundtvig var og hvad han stod for.

Få ting kan fremhæves her:

Grundtvig var aldrig en ven af staten. Hans projekt var at skabe et parallelsamfund af skoler og menigheder, så man slap for statens sorte skoler. Tanken om at staten skulle sørge for alting, lå ham uendeligt fjernt. Selv den såkaldte forsørgelsesparagraf i Grundloven (”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, …. er berettiget til hjælp af det offentlige …”) ville Grundtvig have afskaffet, da den ville udløse slendrian og en uheldig forsørgelseskultur. Og for at undgå misbrug ville Grundtvig så have specificeret, at den kun skulle gælde enker og faderløse børn.

Mest ekstremt gik han ind for frivillig værnepligt, da fædrelandet ikke skulle forsvares med tvang. Han var stolt af sine sønner, som havde meldt sig frivilligt til Treårskrigen.

Grundtvigs kristendomsopfattelse var også lidt speciel. Han mente, at Jesus i de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten havde lært sine disciple trosbekendelsen, og trosbekendelsen derfor var Jesu egne ord. Selvom alle kirkehistorikere, også dengang, var og er enige om, at den apostolske trosbekendelse er opstået i de kristne menigheder i 100- og 200-tallet.

Pointen i Grundtvigs kristendomsopfattelse er dog ganske solid, nemlig betoningen af kontinuiteten fra Jesu tid med disciplene fra efter opstandelsen og i de fyrre dage og så udbredelsen af budskabet ud i verden i årtierne og århundrederne derefter. Det er altid værd at betone, at disciplene i påsken fornægtede Jesus, flygtede fra Golgata, turde slet ikke kendes ved ham, fortrød fællesskabet med ham, og så efter opstandelsen og himmelfarten gik i døden for ham. Så der er sket noget i de fyrre dag, som Grundtvig så rigtigt påpegede.

Med betoningen af den historiske kontinuitet fik grundtvigianismen også et problem med Luther, som i foragt for den katolske kirke og successionen kortsluttede historien og ville tilbage til skriften alene. Den store grundtvigianer i 1900-tallet Anders Nørgaard kaldte dette for ”protestantismens grundskade”, helt i Grundtvigs ånd.

Jo, Grundtvig har stadig meget at byde på. Det er ham, altså den rigtige og originale, vi skal holde os til.