Digitaliseringsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen lancerede i hast coronapas-appen til trods for advarsel om mulig snyd.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Det skriver nichemediet ITWatch, som har modtaget en aktindsigt, der giver indblik i længere drøftelser mellem medlemmerne i det såkaldte corona-advisory board, som stod for at rådgive Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen under udviklingsprocessen af det digitale coronapas.
Det fremgår af aktindsigten, at der til et møde den 14. april 2021 blev udvist flere bekymringer, der bl.a. lød på, om det ville gå hen og blive for let at snyde med appen, da det ville være muligt at tage et screenshot af sin QR-kode og dele eller sælge til andre.
Disse bekymringer kom fra Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening samt medlem af Dataetisk Råd.
– Boardet drøftede herpå nødvendigheden ved brug af QR-kode i appen. Det blev blandt andet fremført, at det kan skabe bekymring for overvågning, at passet skal scannes, såvel som forbehold for deling af skærmbilleder, står der i et referat fra mødet.
Disse bekymringer stoppede dog hverken de andre medlemmer af boardet eller Sundhedsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen, der den 28. maj 2021 lancerede coronapas-appen.
Det viste sig ret hurtigt, at Camilla Gregersen fik fuldstændig ret i sin påstand, da man allerede et par dage efter lanceringen af appen kunne høre historier om folk, der tog et screenshot af deres QR-kode på appen og delte den videre til andre.
– Det er desværre gået præcis, som jeg forudså, nemlig at QR-koderne bliver fotograferet og delt. Det er et sikkerhedshul, og det advarede jeg imod, dengang vi talte om design af løsningen, skriver Camilla Gregersen i en mail til medlemmerne af boardet.